Kære alle sammen,
Jeg er simpelthen så glad, stolt og rørt over at modtage Litteratursidens pris for de sidste tyve års bedste danske bog. Af hjertet tak, alle I kære læsere, der har stemt på Den, der lever stille.
Da det blev offentliggjort, at man kunne indstille bøger til prisen, var min svigermor lige blevet diagnosticeret med en aggressiv hjernetumor, så mine tanker var et andet sted. Jeg fik ikke engang gjort opmærksom på afstemningen, men jeg forestillede mig på den anden side heller ikke, at jeg havde en chance for at vinde.
Sjældent har jeg været mere overrasket end den dag, Den, der lever stille optrådte på shortlisten sammen med store romaner af så hæderkronede forfattere som Naja Marie Aidt, Christian Jungersen, Kirsten Thorup og Carsten Jensen. Sikke en ære. Jeg anså det for utænkeligt, at jeg ville vinde, og dog står jeg her. Tak.
Da jeg debuterede med Rygsvømmeren i 2003, vidste jeg godt, hvor svært det var at leve af at skrive bøger, men jeg havde helt klart forestillet mig, at jeg ville være undtagelsen. Det tror jeg, at alle forfattere forestiller sig, i hvert fald til at begynde med. Siden har det slået mig, at der nok er en grund til, at det hedder ’undtagelsen’. Verden dyrker ideen om overnight success, men for langt de fleste af os kræver det mange års hårdt arbejde og store afsavn at nå nogen vegne.
For mig tog det 15 år og otte bøger, der solgte ganske lidt. Ikke en eneste gang blev en af mine bøger indstillet til en pris eller endte på en bestsellerliste, og alle årene var der ingen tvivl om, at jeg var for kontroversiel for både anmelderne og læserne. For farvestrålende og too much eller udansk, som en forlagschef formulerede det. Forkert, fordi jeg er homo og insisterer på at være åben om det – det var man bare ikke på samme måde for fem, ti, femten år siden. I skulle vide, hvor mange gange journalister gennem årene har spurgte mig, om jeg så skrev homolitteratur, hvad det så end er. Når mine bøger blev anmeldt, holdt anmelderne dem som oftest ud i strakt arm og anmeldte hellere min person, som de åbenlyst fandt for meget og forkert.
Den situation var velkendt for mig. Jeg kom fra en familie, der slog hånden af mig, da jeg sprang ud som homo som 21-årig og lod mig vide, at jeg var pervers, og at jeg aldrig skulle nævne min kvindelige kæreste igen. Da min mor fik kræft, mente hun, at det var min skyld.
”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, sagde min far, så enten kunne jeg gå til grunde, eller også kunne jeg rette ryggen og klare mig selv. Jeg gjorde det sidste, også her, i det litterære miljø, hvor jeg i mange år følte mig lige så uønsket som derhjemme.
Da min mor døde af kræft i 2015, besluttede jeg, at tiden var inde til at bruge mit romansprog og min romanopbygning på noget andet end fri fantasi. Nemlig på at omskabe mit liv til litteratur.
Den, der lever stille udkom i januar 2018, og på det tidspunkt havde jeg for længst indstillet mig på, at jeg aldrig ville bryde stort igennem. Jeg havde også fundet en vis ro i det. Jeg havde et godt liv sammen med min elskede Annette. Vi kunne rejse og skrive, og jeg havde tilmed fundet et forlag, der bakkede mig op.
Det var et chok for mig, at 'Den, der lever stille' bragede igennem. Intet kunne have forberedt mig på, at jeg pludselig ville have så mange læsere i alle aldre, og at I ovenikøbet ville genkende så meget. Også selv om I eventuelt lever helt andre liv end mig.
Nogle af jer fokuserer mest på moderskabstemaet, fordi I selv er mødre eller har en svær relation til jeres mor. Eller I synes, at dødstematikken er vigtigst, fordi jeres egne forældre er syge eller døde. Andre af jer er mest optagede af historien om at flytte fra en lille by til en stor by, for den rejse har I også selv foretaget. De af jer, der er helt unge, fortæller mig, at I lærer mere om jeres forældres ungdom af at læse med. Og mange af jer har ladet mig vide, at jeg slet ikke har skrevet en homobog, for I kan også genkende jer selv i tematikkerne, selv om I ikke er homoer. I er også sprunget ud som jer selv og har oplevet modstand fra jeres familie. I har også savnet kærlighed fra jeres nærmeste. Eller I er kun blevet elsket på visse betingelser, som I ikke kunne opfylde.
'Den, der lever stille' har solgt over 160.000 eksemplarer, og det er hverken anmeldelsernes eller litteraturprisudvalgenes skyld. Faktisk har min bog ikke været indstillet til en eneste jurypris, så på den måde er alt, som det plejer. Det er jer læsere, der har båret 'Den, der lever stille' frem.
Jeg har læsere, der har foræret 'Den, der lever stille' til jeres mor og håbet, at hun fik en åbenbaring, og i nogle tilfælde har I faktisk fået en undskyldning, når hun har læst. I andre familier har flere generationer læst samtidig, og det har inspireret til nye samtaler. I læsegrupperne er der virkelig kommet sandheder på bordet, når bogen skulle diskuteres, har jeg hørt. Jeg ville gerne have været en flue på væggen. Læsere har foræret Den, der lever stille til jeres venner, når de har trængt til støtte og opbakning, og læsere er blevet venner, efter at I har mødt hinanden i mine signeringskøer eller i kommentarsporet på min Instagramprofil. Det bliver jeg altid rørt over, for jeg ved, hvad venner betyder. Jeg ville ikke have klaret mig igennem uden mine.
Når jeg tænker tilbage på de sidste fem år, ser jeg en lang række biblioteker for mig. De store og de små, dem med multisale og adgang til teatersale og dem, hvor jeg har holdt foredrag mellem bogreolerne. Før 'Den, der lever stille' udkom, holdt jeg måske et par foredrag om året, når det gik højt, men efterfølgende væltede invitationerne fra landets biblioteker ind. Jeg tog for givet, at min bog højst havde et par måneder at leve i, så jeg besluttede, at jeg ville møde så mange læsere som muligt, nu hvor jeg endelig havde nogen at møde. Jeg sagde ja til det hele, indtil der ikke var flere ledige aftener tilbage.
Tak, alle bibliotekarer og kulturformidlere derude for at tro på, at min bog kunne samle et publikum, selv på de mørkeste og koldeste aftener i de mindste byer i november. Jeg endte med at holde over 200 foredrag i hele landet om 'Den, der lever stille', og at det lykkedes mig at gennemføre, skyldes ene og alene mine læseres kærlige opbakning på alle måder: I salene, i signeringskøerne, sågar på landevejene, når I hentede og bragte mig, fordi I vidste, at jeg rejste rundt med DSB.
I 2019 vandt jeg De Gyldne Laurbær for 'Den, der lever stille', og i 2021 udkom fortsættelsen, Hvis vi ikke taler om det, der betyder, at jeg nu har solgt over 200.000 bøger om mit liv. Samme år udkom lydsporet Kapow Goodbye (tak & undskyld) - noget, jeg åbenbart siger en del. Her har sangerinden, sangskriveren og komponisten Kristina Holgersen sat musik til klippede tekster fra de to selvbiografiske romaner, Line Felding spiller cello, og jeg er med på kor. Næste år til marts følger Puk Grastens filmatisering frit efter 'Den, der lever stille'. Hvis alt det her havde stået i en roman, ville jeg have skrevet "helt usandsynligt" i margin.
Jeg kan forstå, at der rundt omkring er blevet skævet til, hvordan mit forlag og jeg har lanceret 'Den, der lever stille', fordi nogen forestiller sig, at de kan bruge dét som en slags opskrift. Jeg har også hørt tale om, at min bogs succes skulle hænge sammen med min tilstedeværelse på Instagram.
Der er ingen tvivl om, at jeg er heldig at have så engageret, opbakkende og nytænkende en forlag som Politikens Forlag og en så dedikeret redaktør som forlagschef Charlotte Weiss, men 'Den, der lever stille' havde ikke noget astronomisk marketingsbudget, og på Instagram har jeg langt færre følgere, end jeg har læsere af mine bøger. Jeg står her i dag, fordi mine læsere fra begyndelsen har kunnet spejle sig i min bog og har anbefalet den til hinanden. Word of mouth er en helt utrolig ting at bevidne. Især da når den som i denne tilfælde bliver ved.
At det skulle resultere i en pris som den her, havde jeg end ikke fantasi til at forestille mig. En af de allersidste nyheder, min svigermor fik, inden hun døde af hjernetumoren forleden, var faktisk den; at jeg simpelthen har vundet prisen for de sidste tyve års bedste danske bog. Jeg har værnet om mit omslag til 'Den, der lever stille' alle årene, fordi jeg synes, at hjerter, stjerner, anmeldercitater og anden støj modsiger den stille titel, men den her pris kommer på næste oplag.
Sikke en ære, der er overgået min bog og mig. Mange tusind tak for prisen.
Foto: Annette K Nielsen
Kommentarer