Nogle litteraturteoretikere har hævdet, at kunstens selvtematisering er det afgørende kendetegn for moderne kunst overhovedet. Selvom dette efter min mening er en tvivlsom påstand, må man indrømme, at megen moderne kunst har hentet en del af sit indhold i refleksioner over sit eget væsen.
Karen Blixens (1885-1962) novelle Babettes Gæstebud, som hun udgav på engelsk under pseudonymet Isak Dinesen, iscenesætter en sådan kunstnerisk selvgranskning med enorm elegance og ophøjet gådefuldhed.
Tilmed undgår den danske forfatter den fælde, som så mange middelmådige moderne værker falder i; nemlig at forsøge at lade kunsten lukke sig om sig selv i et sterilt kredsløb. Blixens fortryllende novelle er en allegori over kunstens væsen og om den store kunstner, men den knytter denne tematik til religion, livsfilosofi og politik på en sådan måde, at kunsten ikke kan løses herfra. Ved således at væve kunsten ind i livets øvrige stof i en enkel og kraftfuld historie, hæver Blixens fortælling sig højt over det blot og bart selvcirklende og bliver selv, hvad værket handler om: stor kunst.
Gennem et referat er det umuligt at yde retfærdighed mod denne fortælling, hvor hver eneste sætning er ladet med hele en gådefuld allegoris æggende dobbelthed. Men lad mig alligevel forsøge at skitsere handlingens gang: Vi er i en lille norsk flække i 1871. Her bor to døtre af en kendt provst, grundlæggeren af en asketisk-kristen sekt. De to lever et simpelt liv i pagt med den for længst afdøde faders lære. En dag kommer en fransk kvinde til deres ydmyge bolig. Hun er flygtet fra det borgerkrigshærgede Paris.
Hendes navn er Babette. De to kvinder lader hende være husholderske. Ikke uden en vis bekymring, for Babette kæmpede på barrikaderne i Paris og er vist desuden papist. De lærer hende at lave de ydmyge måltider, de er vant til – klipfisk og øllebrød og den slags lækkerier. Den franske kvinde falder snart til og lever som et tavst, mystisk medlem af den fromme familie i 14 år. Så vinder hun pludselig ti tusind franc i lotteriet.
Man regner derfor med, at hun vil tage tilbage til Paris, og da det samtidig bliver tid for fejringen af provstens hundredeårsdag, synes de to søstre ikke, de kan afslå at imødekomme Babette, der beder om lov til at betale og tilberede en ægte fransk middag til søstrene og den lille menighed i byen. Og det bliver en middag, de sent vil glemme.
For det viser sig, at Babette var mesterkok på en af Paris’ fineste restauranter før hun måtte flygte, og hun spenderer i al hemmelighed hele sin nyvundne formue på de norske landsbyboere, der ganske vist ikke aner, hvad det er, de spiser og drikker, men nok mærker, at der ligesom sænker sig et nådens lys over denne aften i december, en forsmag, synes de, på lyksalighederne, der venter dem hinsides. Menigheden, der var ved at gå i opløsning på grund af intern strid, føler sig atter forenet.
De to søstre spørger efter middagen kokken, om hun tager hjem, men denne svarer, at hun ikke har nogen at tage hjem til – alle de fornemme kunder på hendes gamle restaurant er væk og hendes familie død – og desuden har hun ingen penge længere. De røres til tårer over, at hun har brugt alle sine penge på dem, men hun udbryder, at hun ikke har gjort det for dem, men for sig selv.
For, som hun siger, hun er en stor kunstner. Det eneste, hun har behov for, er at yde sit ypperste. Dette behov har hun altså undertrykt i fjorten år med klipfisk og grød indtil hun fik muligheden for – måske for sidste gang – at skabe et fuldendt kunstværk.
Denne fortælling viser, hvad kunst efter Blixens mening er i stand til. Arbejderopstanden i 1870 i Paris, som Babette deltog i, var et forgæves forsøg på at skabe et fællesskab i lighedens tegn. Hvad der ikke lykkedes for kommunarderne, opnår således på et symbolsk plan Babette – hun skaber gennem sin kunst enighed og forsoning i den lille norske landsby. Det er i den forbindelse ligegyldigt, hvordan de forstår hendes kunst – den virker. God kunst, synes Blixen at ville sige, er for alle. Den virker ad uransagelige veje, forener mennesker i ærefrygt og forundring overfor det skaberværk, de er en del af og medskabere af.
Babette står som en frelser. I den forbindelse er det ikke tilfældigt, at de netop er tolv til bords (intet er tilfældigt i denne novelle!) som ved den sidste nadver. Hvad de spiser, er simpelthen Babettes fremtid. Hun ofrer sig, giver afkald på at vende hjem. I overført betydning er det en dødsdom for denne kvinde at blive boende hos søstrene i Norge, for hun ved, at hun formodentlig aldrig igen får mulighed for at skabe et kunstværk.
Der kommer herved noget sublimt heroisk, nærmest religiøst over franskmandens gestus. Men det mest betydningsfulde og forunderlige i denne sammenhæng er, at det alene sker, fordi hun ikke forsøger at imponere nogen, ikke henvender sig til kendere, ikke søger ros, men gør, hvad hun kan alene for at tilfredsstille sig selv. Kun ved at dyrke kunsten for dens egen skyld bliver den i stand til at virke politisk og religiøst. Dette er den gåde, Blixen stiller os overfor.
Den gåde er måske intet andet end den moderne litteraturs. Blixen opmåler med denne simple, funklende klare fortælling spændvidden af det, der kaldes moderne kunst; denne fortsatte penduleren mellem det isolerede, selvkredsende værk og drømmen om livet som kunst, mellem skaberens ensomhed og behovet for et virkeligt fællesskab hinsides markedskræfter og kalkule. Måske.
Men herved har jeg kun skitseret en læsning og langtfra gjort novellen retfærdighed. Spørgsmålet er, om det er muligt. Den er nemlig af en sådan art, at man under og efter læsningen af den føler nærværet af noget uudtømmeligt og strålende. I den forbindelse er det ikke forkert, hvad én af de to søstre bemærker efter måltidet, nemlig at det er som om, stjernerne er kommet en smule nærmere. Det er dette funklende nærvær, man med ét ord kalder: kunst.
Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
Kommentarer