Selv om fokus var Munchs billeder, fyldte Knausgårds ærlighed og mod til at vise alle følelser på en prægtig aften i Den Sorte Diamant. Modet kender Knausgård også fra Munch.
Da Knausgård træder op på scenen foran 600 mennesker i Diamanten i København, og endnu flere via livestreaming på 26 biblioteker i hele landet, bliver han hyldet med et kæmpe bifald. Ingen er i tvivl om, at aftenens trækplaster er Karl Ove Knausgård. Også filminstruktørerne Joachim og Emil Trier var på scenen. Først har vi nemlig set deres fine dokumentarfilm ”The Other Munch”, som på sin vis er et dobbeltportræt af Munch og Knausgård.
I filmens åbningsscene ser vi Knausgård ved ferniseringen af udstillingen, som han kuraterede på Munch Museet i Oslo i 2017. Det bemærkelsesværdige er den nervøsitet, som vi ser hos karismatiske Knausgård, lige inden han træder frem og tager ordet. Og denne sammensathed af karisma og nervøsitet oplever vi også denne aften hos Knausgård, i pauserne i samtalen på scenen, i eftertænksomheden. Fra Min kamp kender man da også den utilpashed, forfatteren kan have ved mødet med omverdenen. Derfor ligger det lige for at drage paralleller til Munch, som havde det svært med det sociale liv. Den bortvendthed fra verden, som Munch valgte de sidste mange år af sit liv, kan Knausgård uden tvivl sætte sig ind i. En bortvendthed, som ifølge Knausgård rummede en større frihed.
Lyset og friheden hos Munch
”Jeg var vældig nervøs, inden min udstilling skulle åbne” siger Knausgård ærligt i samtalen på scenen efter en lang pause. Især var han bange for reaktionerne fra kunstverdenen, da han jo blot er ’amatør’. Udstillingen var også umiddelbart kontroversiel. Knausgård ønskede nemlig i sin kuratering af Munch-udstillingen at vise, at Munchs produktion er langt mere kompleks end de ikoniske og populære billeder, han malede i 1890’erne, billeder som ’Skriget’, ’Angst og ’Pigerne på broen’. Billeder som er kendetegnet ved mørke, tab, angst og død, og som nærmest befinder sig konstant inde i skrigets ’her og nu’. Knausgård ville vise en anden og lysere Munch med de mange billeder fra de efterfølgende 30 år, hvor han malede billeder, som ud over mørket rummede sol, lys, farver og varme. Altså en mere livskraftig Munch, som Knausgård har vist talrige eksempler på i udstillingen, i sin bog Så megen længsel på så lille en flade og nu også i filmen ’The Other Munch’.
Vendepunktet blev Munchs sammenbrud og billedet af ’den syge pige’, som er vanskelig ikke at forbinde med søsterens tidlige død. Herefter vendte Munch sig væk fra smerten og malede solen og det han så, samtidig med at han malede det han følte: Det helt særlige ved Munch er derfor ikke kun hans evne til at male, det som blikket ser, men også de følelser, som blikket var ladet med. Et af de billeder Knausgård fremhæver i filmen er billedet af en kålmark, som både rummer skønhed, fred og død. Det udtrykker frihed, som Knausgård mener at kunne spore i langt de fleste af Munchs billeder efter 1909. Hans univers er kendetegnet ved både de mindste detaljer og de store følelser og tanker, hvilket man også kan sige er et særkende for Knausgårds forfatterskab.
Knausgård har lært af Munchs mod
Mens Knausgård var tænksom, var Joakim Trier mere talende og analyserende i samtalen på scenen, som blev veloplagt modereret af Helle Solvang. Joakim Trier bød ind, når Knausgård holdt inde, og han fremhævede, at den ærlighed, som Knausgård er så fascineret af hos Munch, finder vi i radikaliseret form hos Knausgård.
Efter samtalen bød publikum fra både salen og ude fra landet ind med en række spørgsmål. En person spurgte til, hvad Knausgård havde lært af Munch, og han svarede at det især er hans kunstneriske mod, ærlighed og kompromisløshed, han har lært af.Til spørgsmålet om slægtskab mellem Munchs og Knausgårds værker lagde instruktørerne ikke skjul på, at de havde haft det oppe at vende flere gange. Knausgård afviste dog de tolkninger af filmtitlen, som går på, at han i virkeligheden skulle være den anden Munch.
Joakim Trier havde imidlertid en vigtig pointe, da han mente, at både Munch og Knausgård på et tidspunkt var sluppet af med ’det ydre blik’, altså blikket fra omverdenen, og det kræver netop mod, det at turde, som Knausgård har taget til sig fra Munch. Trier satte det på spidsen og lavede en parallel i forhold til, hvad der sker efter de populære værker og sammenlignede Munchs ikoniske værker fra 1890’erne med Knausgårds populære seksbindsværk ’Min Kamp’. Spørgsmålet er, hvad der sker i den kunstneriske proces efter det populære, når kunstneren gør sig fri af blikket udefra.
Efter denne stemningsfulde aften er det store publikum i Diamanten og rundt om i landet blevet klogere på den mere ukendte side af Munch, takket være Knausgårds skarpe blik for både detaljen og helheden. Da brødrene Trier forsøgte at finde paralleller mellem de to store norske kunstnere, er der også antydet nye spor til Knausgårds bøger og måske kommende værker. Efter sigende skriver Knausgård på en roman. Måske vender han sig ligesom Munch væk fra de personlige smertepunkter med en større frihed som pejlemærke? Hvem ved, om vi en dag også vil se en anden Knausgård?
Foto: Lars Krabbe, Det Kgl. Bibliotek
Arrangementet fandt sted den 25. marts i Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek.
Kommentarer