Karen Blixen (1885 – 1962) hører med til Danmarks mest læste og elskede forfattere, og hun er én af de få kvindelige forfattere, der er kommet med i den omdiskuterede litterære kanon. Alligevel har hun både i sin samtid og senere været stærkt omdiskuteret.
Det moderne
Karen Blixen udgav sine fortællinger og romaner fra 1934 til 1958. Hun debuterede med Seven Gothic Tales, senere oversat til dansk som Syv fantastiske fortællinger. Allerede i denne første bog trådte Blixens særpræg som forfatter frem. Hun indtager en bevidst usamtidig position. Fortællingerne foregår i en svunden tid, i 17 – 1800-tallet, men problemstillingerne er alligevel moderne. Fortællingernes personer kredser om spørgsmålet om deres egen identitet. De spørger konstant sig selv: ”Hvem er jeg?”
Også i sin egen fremtoning var Blixen bevidst arkaisk. Hun indtog rollen som baronesse med en selvfølgelighed, der provokerede mange, og hun talte om ”adel” som et æresmærke. Imidlertid var det ikke adelen som stand, hun fremhævede. Det var det ædle og ypperste i mennesket, der var adel, hvor det borgerlige stod for det småtskårne og middelmådige.
Blixen og feminismen
Bølgerne gik flere gange højt om Blixens person, når det gjaldt spørgsmålet om feminisme. Blixen havde stor sympati for kvindernes frigørelsesprojekt, men var alligevel skeptisk over for de feminister, der talte for kyskhed og afholdenhed. Da hun i 1953 holdt sin berømte Baaltale med fjorten Aars Forsinkelse, satte hun igen sindene i kog.
Båltalen har også siden været anledning til megen diskussion. Blixen talte om forskellene på mænd og kvinder, og umiddelbart kan talen fortolkes som et forsvar for, at manden er den aktive, mens kvinden er den passive. Det er imidlertid at tolke Blixen for bogstaveligt.
Hele sit liv var Blixen stærkt kritisk over for sin egen opdragelse, hvor det kun var drengene, der fik en uddannelse. Hun gik også stærkt ind for, at kvinder kunne udrette lige så meget som mænd. I essays og breve diskuterer hun kønsroller direkte, men også i fortællingerne kan Blixens holdninger til kønsroller og kvindeliv ses.
I fortællingerne bruger Blixen ofte gamle myter, men perspektivet drejes fra det maskuline til det feminine. Perspektivforskydningen bruges ofte til at pege på den kvindelige sanselighed og seksualitet, og én af hendes anker mod den tids feminisme var som sagt, at den gik ind for kyskhed, mens Blixen selv var for fri kærlighed og kritisk over for den borgerlige ægteskabsinstitution.
Blixen og Afrika
Blixens liv blev afgørende præget af livet i Afrika. I eftertiden er hun ofte blevet anklaget for at være racistisk, og der er da heller ingen tvivl om, at hun så på Afrika ud fra et eurocentrisk perspektiv. Set med vore dages øjne er Blixens holdninger til de indfødte ikke specielt progressive, men i samtiden blev hun betragtet som ”pro-native”. Der er ingen tvivl om, at hun havde respekt for de indfødte og deres traditioner, måske nok begrænset af hendes opvækst og den tid, hun levede i, men ikke desto mindre dybtfølt.
Kaffefarmen i Afrika blev en fiasko, men livet i Kenya bliver forvandlet til et storslået eventyr i Den afrikanske farm. Livet omdannes til kunst, kunsten ophæver det levede livs fiasko. Det gælder for mange af Blixens fortællinger, at hun formår at gøre sine egne erfaringer til eksistentielle spørgsmål og således overskrider et snævert erindringsperspektiv.
Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Kommentarer