Når sandheden skal frem... skrevet af Jens Blendstrup
Når sandheden skal frem er der ikke noget værre end at være forfatter om sommeren.
Når Fuglene pipper. Og vandsprederne flipper ud i villahaverne. Og trafikken er fuld af motorcykler og turister på tandems. Og parkerne lugter af solcreme og springvand og ispapir og vilde forelskelser. - Så skal man sidde derinde og være flittig. Og skrive det her digt eller den her historie om en svagstrømsingeniør der mister sin fatning…
Det eneste man kan gøre er at lade som om det ikke er sommer. Og her må jeg sige jeg har en vis erfaring. Jeg har bånd med gamle radioaviser fra juletiden som fortæller mig om isglatte veje og temperaturer fra minus 2 til -10 grader.
Jeg har også en maskine der hver halve time hælder isterninger ned af min ryg, og på min reol står der en masse små eskimoer og minder mig om gletscherspalter og noget med det grønlandske hjemmestyre. Jeg skriver med nogle specielle thulepjækkert fingervanter på, og min kæreste må ikke komme ind i min hule, medmindre hun har tydelige forfrysninger på lilletåen. Hver anden dag kommer der en snekaster og fylder min lejlighed med kunstig sne, så jeg må skovle mig ud når jeg skal på toilettet. Men det hjælper ikke, for sommeren hersker også inden i mig. Alt hvad jeg skriver handler om mælkebøtter og hedebølger, og hvis jeg prøver at lave en krimi, foregår den altid på en strand med sydvendte kyster. Jeg kæmper og kæmper. Men på et tidspunkt er det slut. Og når skrivemaskinepapiret begynder at lugte af T-bonesteaks og myggelys, ved jeg godt hvad klokken er slået.
Så går jeg hen til vinduet. Og linder på det sorte gardin. Og ser lyset der rammer min hånd. Og så er det jeg tænker, hvad nu hvis jeg lige kunne stikke hånden ud af vinduet lidt, så kan jeg jo altid tage den ind igen og gå videre. Men så mærker jeg jo eftermiddagssolen. Og så kan jeg vel også godt lige stikke benet ud af vinduet. Jeg mener, hvis jeg beholder hovedet indendøre.
Men så ryger gardinet desværre op, og så kommer jeg alligevel til at kigge ud af mit vindue på 3. sal, og så er det sket. Jeg får ikke lavet mere den sommer. Men det trøster mig, at det ikke kun gælder mig. Det gælder alle. Overfor sidder taxichaufføren der egentligt burde sove, fordi han har været på arbejde om natten. Og ved siden af ham sidder hende servitricen der samler på nisser hele året, men som i dagens anledning har ryddet hele kollektionen til side for solen. Og nede på gaden sidder Hashmanden og ryger sig en ordentlig (flyvehavre)sommerkoger. Og oven over mig hænger overboens dejlige hængepatter og pendulerer over mig mens hun råber på én i en bil. Det er sommer. Jeg siger til mig selv, at jeg holder pause til Sankt Hans. Men sandheden er at jeg aldrig kommer tilbage til mit skrivebord så længe verden er proppet med isthe og øl og tourbåde til Trekroner og æbler og bøftomater og bare tæer på asfalten og vejskilte iført bikini.
Relateret link: Forfatterweb
BogWeb - 1. juli 1999
Kommentarer