Annie Ernaux strålede på scenen under sit besøg i København. Hendes passionerede nærvær blev en inkarnation af, hvordan litteraturen og det levede liv er uløseligt forbundet.
”For mig er det lystfyldt og forbundet med begær at skrive bøger. Jeg elsker med samme perfektion, som jeg skriver,” sagde Annie Ernaux i den forrygende samtale på fransk med Tore Leifer mandag aften i Den Sorte Diamant. Samtalen havde flotte nedslag i de vigtigste bøger og linjer i forfatterskabet, og Tore Leifer opsummerede elegant på dansk undervejs, så alle i den fyldte sal, og de mange, der livestreamede arrangementet, kunne følge med.
Se videoen fra International Forfatterscene i Den sorte Diamant:
Lidenskaben vigtigere end en villa ved havet
Tirsdag var Ernaux på scenen i Pressen til Politiken Live i en skøn samtale på fransk med Lilian Munk Rösing. Samtalen havde fokus på den seneste udgivelse på dansk, dagbogen Fortabe sig og tog afsæt i Ernaux’ særlige stil, og hvordan dagbogen udfolder den affære til en gift mand, som skildres i kortromanen Simpel lidenskab. Romanen munder ud i at konkludere, at passionen er den største luksus i livet – bedre end pelsjakker og ”at leve sit liv som intellektuel”. Ernaux rundede samtalen af med at slå fast, at hun stadig betragter lidenskaben som det vigtigste: ”At have oplevet den store lidenskab er så meget mere værd end en dyr villa ved havet.”
De to samtaler i København supplerede hinanden på glimrende vis. Begge samtaler kredsede om den tætte sammenhæng mellem liv og skrift, og den store rolle, moderen spiller for Ernaux’ liv og forfatterskab.
Moderens store betydning
Den store kærlighed til moderen strålede ud af Ernaux, da samtalen i Diamanten kredsede om moderens betydning for hendes læsning, forfatterskab og blik på klassesamfundet. Da Ernaux var ni år læste hun ’Borte med blæsten’, efter hun havde set sin mor læse den. Moren mente til gengæld ikke, at hun skulle læse Anders And som barn.
Moderen er skildret i Kvinden og har også en central rolle i Skammen, som fik god plads i samtalen i Diamanten – og i Ellen Hillingsøs intense oplæsning. ”Efter 'Skammen' kunne jeg skrive alt”, sagde Ernaux i dialogen om de tre barske bøger, Pigen fra ’58, Hændelsen og 'Skammen', der går tæt på smertepunkter i hendes barndom og ungdom. Bøger, der var vigtige for hende at skrive, men var svære at tale om og gjorde det svært at udholde folks blikke bagefter.
Senere er Ernaux blevet mere ligeglad med, hvad andre tænker, ”det sker med alderen”, sagde den 82-årige karismatiske forfatter med et stort smil. Ernaux, der sidste år vandt Nobelprisen i litteratur, understregede, at skriften med årene fået en større plads i hendes liv, især efter hun gik på pension som 60-årig.
Vil skrive de bøger, der ikke findes
Det er imponerende, at Ernaux både mestrer at skrive en epokes selvbiografi i hovedværket Årene og samtidig kan zoome helt ind på begæret som i dagbogen 'Fortabe sig'. I samtalen med Tore Leifer fortalte hun, at det tog hende lang tid at finde formen på 'Årene', da hun netop ville opfinde noget nyt, den kollektive selvbiografi: ”Jeg vil skrive de bøger, der ikke findes endnu.”
Formens betydning for indholdet blev der også kredset om i Lilian Munk Rösings samtale med Ernaux i Pressen. Lilian Munk Rösing har oversat 'Årene' sammen med sin mor Birte Dahlgren, som oversatte fra fransk til dansk på scenen.
Til spørgsmålet om sammenhængen i 'Fortabe sig' mellem begæret, døden og skriften, svarede Ernaux, at de udløses af noget uforklarligt, der kommer udefra. Hun fortalte også om den tætte følelsesmæssige forbindelse i dagbogen mellem moderens død og fortabelsen, der er den samme afhængighed på spil.
Ernaux’ nye bog, ’Le jeune homme’, kredser også om en tidligere affære, nemlig et forhold til en 30 år yngre mand, da hun var i midten af 50’erne. Bogen udkommer i dansk oversættelse til efteråret. Affæren er også omtalt i 'Årene' og på den måde taler hendes værker sammen på tværs og understreger litteraturens tætte forbindelse til det levede liv.
Foto: Malthe Folke Ivarsson
Kommentarer