En ny digtsamling: 'Emergens', dukker op. Louise Bach og Kaare Bergh er forfattere til den fælles samling. De to unge digtere, der henholdsvis læser litteraturvidenskab og filosofi fortæller i dette interview, hvorfor de udgiver en fælles samling, og at de slet ikke kendte hinanden i forvejen, men at de kunne se, at deres digte supplerede hinanden godt, og at de sammen udgjorde et hele.
'I har netop udgivet en fælles digtsamling, hvorfor har I valgt at samle jeres digte i en samling?'
Louise:
Dét, at Kaare og jeg valgte at udgive en digtsamling i fællesskab, skete mere eller mindre ved et tilfælde. Kaare fik den tanke, at mine og hans digte kredsede om de samme grundstemninger og tematikker, og efterfølgende kontaktede han mig og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at samarbejde om en digtsamling. Efter at have læst hans bagkatalog igennem, nåede jeg frem til at vores digte gik fint i spænd. De mange fællestræk i digtene overraskede mig egentlig. Både fordi dét at skrive digte er en af de mest subjektive processer der findes, og fordi Kaare og jeg faktisk aldrig havde mødt hinanden, da idéen til Emergens opstod. Vores liv er og var meget forskellige, og vores indgangsvinkler til poesien er forskellige. Alligevel var det fra starten tydeligt, at vores digte helt spontant supplerede hinanden godt.
Kaare:
Grundpillen i Emergens er de fire sanseassociationer, som digtsamlingen er bygget op omkring. I den forbindelse ligger der et interessant projekt i gennem poesien at ophæve dybt subjektive øjebliksbilleder til en tilstand, der kan trancendere individet og blive genkendelig for andre. Det var derfor oplagt at søge et vidnesbyrd på denne mulighed ved at være to til at levere den poesi, der kredser om sansningerne. Kan det lykkes på trods af vidt forskellige udgangspunkter og vidt forskellige ståsteder i verden at skabe et udtryk, der flyder i ét og kredser om det samme centrum, vil det være en måde at få digtsamlingens form, koncept og indhold til at smelte sammen. At valget af samarbejdspartner netop faldt på Louise er der mange grunde til. Det mest fundamentale har været en årelang respekt for de af Louises digte, der har været publiceret på Internettet. Hendes digte er præget af en kølig og krystalklar minimalisme og på samme tid af stor lidenskab. Ild og is. Denne tvetydighed ser jeg som vigtig for digtningen; at tage glødende og kaotisk liv og fastfryse det i en så ren og klar form som muligt er en af poesiens fremmeste opgaver. Vigtigt var det også, at digtene er præget af en grundstemning af angst, isolation og melankoli. Er denne grundstemning at finde i digtene, danner det en illustrativ kontrast, til at de i deres samlede form søger at overskride det begrænset individuelle og række ud mod genkendelighed. At den første kommunikation mellem Louise og jeg primært foregik via poesi understøtter i mine øjne poesiens rolle som en kommunikationsform, der har potentialet til at bryde forståelsesgrænser, og gav mig stort håb for projektets videre udvikling.
'Hvordan arbejder I? Er I sammen i arbejdsprocessen?'
Louise:
Jeg skriver de allerfleste af mine digte ud fra spontane bevidsthedsstrømme. Jeg kan knapt give et sammenhængende billede af, hvordan jeg arbejder, eftersom det er meget forskelligt, hvordan mine digte tager form. Oftest inspireres jeg på de underligste og mest uventede tidspunkter, for eksempel mens jeg sidder i bussen, når jeg er på arbejde, når jeg er i svømmehallen, eller mens jeg går på gaden. Jeg har altid en lille notesbog med mig i min taske, så jeg kan skrive, når inspirationen fanger mig. Nogle gange skriver jeg hele digte ad gangen, andre gange skriver jeg bare ord og sætninger ned, som jeg synes er smukke. Tanken om at skulle skrive et digt sammen med en anden, er mig fjern. Skriveprocessen er for underbevidst til, at det ville kunne lade sig gøre på en gunstig måde. Altså var mine bidrag til Emergens stort set færdige, da ideen til digtsamlingen kom for dagen. Det er kun i forbindelse med udvælgelsen af, hvilke af vores digte vi ville have med i samlingen, og i hvilken rækkefølge de skulle optræde, at Kaare og jeg har arbejdet sammen. Denne udvælgelsesproces har været både vanskelig og belærende, fordi jeg har været nødt til at se objektivt på det allermest subjektive ved min person.
Kaare:
Kaotisk. Forsøger jeg at skabe rammer om digtskrivningsprocessen, dør den. Jeg har eksperimenteret med at skabe gennemtænkt konceptpoesi, men fundet at det ikke bibringer samme følelse af udlevelse som det spontane udtryk. Det eneste jeg konsekvent forsøger at gøre er at åbne mig overfor sanseindtryk. Det sker via kaos i hverdagen, og ved at jeg distancerer mig fra faste rammer. Jeg har aldrig skrevet et digt i en social sammenhæng. Der kan være mennesker omkring mig, men en decideret menneskelig interaktion kræver for meget fokus til at jeg samtidig kan være åben og modtagelig. Følgelig har jeg aldrig skrevet et digt i Louises nærvær.
'Hvad inspirerer jer? Lader I jer inspirere af hinanden?'
Louise:
Jeg kan i princippet blive inspireret af alt. Selvfølgelig har jeg fundet inspiration i andre digtere og i litteraturen generelt, men faktisk lader jeg mig i endnu højere grad inspirere af livet omkring mig; mennesker, musik, byer, hændelser, drømme, tanker og spontane indtryk. Jeg søger sjældent aktivt efter inspiration, for hvis jeg gør det, dør det spontane ved poesien. Inspiration er noget, der rammer mig pludseligt, og som pludseligt forsvinder igen. Jeg er et meget følelsesladet og ekspressivt menneske, og kan gå fra det ene øjeblik at være hundrede procent objektiv og kynisk, til i ét nu at blive grebet af poetisk lidenskab. Når jeg gribes af denne lidenskab, er det nærmest livsnødvendigt for mig at kunne skrive mine bevidsthedsstrømme ned med det samme. Ellers føler jeg at jeg undertrykker mig selv. Måske skal man være en lille smule skør for at kunne skabe levende kunst.
Kaare:
Min primære inspiration kommer fra mennesker jeg møder. Måske er det knyttet til det førnævnte kaos i den kreative proces, idet mennesker kan være katalysatorer for de mest forunderlige nybrud og uventede drejninger. Musik er også vigtig for mig i kraft af dens evne til at skabe en grundstemning, ud fra hvilken ordene kan flyde frit. Rytmen og inderligheden er en kanal for skriveprocessen, som beskytter den mod det iboende kaos.
Mere specifikt har Louise været en overvældende stor inspiration for mig som en af de væsentligste årsager, til at jeg stadig er aktivt skrivende i dag. Jeg stiftede bekendtskab med hendes digte via Internettet, kortvarigt efter at jeg selv begyndte at skrive, og de illustrerede klarere end jeg dengang selv var i stand til, hvilket fantastisk potentiale poesien har til at udtrykke det uudtrykkelige. Dette håb har hjulpet mig gennem lange perioder, hvor jeg tvivlede på alt og måske allermest på poesiens rolle som forløsende kraft. Det gør det stadig i dag. Jeg læser hendes digte og ser et andet menneske, klarere end jeg ville kunne i nogen social situation.
'Er der et par digte fra samlingen, som I især vil fremhæve som jeres yndlingsdigte af hinanden?'
Louise:
Digtet 'Agorafobi' er efter min mening Kaares bedste digt til dato. Jeg har læst det massevis af gange, men det rører mig stadigvæk dybt. Der er så megen smerte i det digt; smuk, dyb, stikkende smerte. Jeg synes også der er en rigtig god rytme i digtet. Det er digt og musik på samme tid, selvom ingen har sat lyd til det. Det var det første digt af Kaare Bergh jeg nogensinde læste, og det var det digt, der i første omgang fik mig til at ville arbejde sammen med ham. Et andet af mine favoritdigte er 'Outsidernepotisme'. Måske især på grund af titlen, som jeg synes er virkelig smuk.
Kaare: '
Vi synger for træerne i himlen' fordi titlen siger mere end hele digte, og 'Opus' fordi jeg ville ønske jeg kunne male så smukt med ord; fordi digtet er sluttet om sig selv og faretruende nær at være perfekt. Men mine yndlingsdigte af Louise skifter ustandseligt, og selv disse to vil måske en dag blive udskiftet af nye stjerner.
'Har I en yndlingsdigter som har haft betydning for jer?'
Louise:
Jeg har efterhånden stiftet bekendtsskab med rigtig mange digtere, eftersom min interesse for poesi startede allerede i min tidlige pubertet. Både Kaare og jeg er ofte blevet sammenlignet med Michael Strunge, og det er da heller ikke hundrede procent forkert, eftersom vi kredser om nogle af de samme temaer som han gjorde. Dog er jeg i lige så høj grad inspireret af F. P. Jac, og af nyere navne som Morten Lyngsø og Lars Skinnebach. Jeg har ikke nogen fast defineret inspirationskilde.
Kaare:
Da jeg begyndte at skrive, havde jeg endnu ikke for alvor læst poesi udover uddannelsessystemets obligatoriske elementer. Første gang jeg for alvor valgte at fordybe mig i en digter var, da mine digte fra flere sider var blevet sammenlignet med Michael Strunge, og jeg følgelig havde udviklet en vis nysgerrighed efter at finde sammenligningens grundlag. Bortset fra enkelte sammenfald har jeg aldrig helt forstået dén sammenligning, men sammenligninger generelt har for mit vedkommende været indgangen til en del poeter. For tiden har særligt Søren Ulrik Thomsen min store interesse. Dog må jeg som tidligere antydet erkende at den digter, der har haft størst betydning for min skrivning, netop er min medforfatter på Emergens.
Artikel
Ild og is interview med Louise Bach og Kaare Bergh
En ny digtsamling: 'Emergens', dukker op. Louise Bach og Kaare Bergh er forfattere til den fælles samling. De to unge digtere, der henholdsvis læser litteraturvidenskab og filosofi fortæller i dette interview, hvorfor de udgiver en fælles samling, og at de slet ikke kendte hinanden i forvejen, men at de kunne se, at deres digte supplerede hinanden godt, og at de sammen udgjorde et hele.
'I har netop udgivet en fælles digtsamling, hvorfor har I valgt at samle jeres digte i en samling?'
Louise:
Dét, at Kaare og jeg valgte at udgive en digtsamling i fællesskab, skete mere eller mindre ved et tilfælde. Kaare fik den tanke, at mine og hans digte kredsede om de samme grundstemninger og tematikker, og efterfølgende kontaktede han mig og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at samarbejde om en digtsamling. Efter at have læst hans bagkatalog igennem, nåede jeg frem til at vores digte gik fint i spænd. De mange fællestræk i digtene overraskede mig egentlig. Både fordi dét at skrive digte er en af de mest subjektive processer der findes, og fordi Kaare og jeg faktisk aldrig havde mødt hinanden, da idéen til Emergens opstod. Vores liv er og var meget forskellige, og vores indgangsvinkler til poesien er forskellige. Alligevel var det fra starten tydeligt, at vores digte helt spontant supplerede hinanden godt.
Kaare:
Grundpillen i Emergens er de fire sanseassociationer, som digtsamlingen er bygget op omkring. I den forbindelse ligger der et interessant projekt i gennem poesien at ophæve dybt subjektive øjebliksbilleder til en tilstand, der kan trancendere individet og blive genkendelig for andre. Det var derfor oplagt at søge et vidnesbyrd på denne mulighed ved at være to til at levere den poesi, der kredser om sansningerne. Kan det lykkes på trods af vidt forskellige udgangspunkter og vidt forskellige ståsteder i verden at skabe et udtryk, der flyder i ét og kredser om det samme centrum, vil det være en måde at få digtsamlingens form, koncept og indhold til at smelte sammen. At valget af samarbejdspartner netop faldt på Louise er der mange grunde til. Det mest fundamentale har været en årelang respekt for de af Louises digte, der har været publiceret på Internettet. Hendes digte er præget af en kølig og krystalklar minimalisme og på samme tid af stor lidenskab. Ild og is. Denne tvetydighed ser jeg som vigtig for digtningen; at tage glødende og kaotisk liv og fastfryse det i en så ren og klar form som muligt er en af poesiens fremmeste opgaver. Vigtigt var det også, at digtene er præget af en grundstemning af angst, isolation og melankoli. Er denne grundstemning at finde i digtene, danner det en illustrativ kontrast, til at de i deres samlede form søger at overskride det begrænset individuelle og række ud mod genkendelighed. At den første kommunikation mellem Louise og jeg primært foregik via poesi understøtter i mine øjne poesiens rolle som en kommunikationsform, der har potentialet til at bryde forståelsesgrænser, og gav mig stort håb for projektets videre udvikling.
'Hvordan arbejder I? Er I sammen i arbejdsprocessen?'
Louise:
Jeg skriver de allerfleste af mine digte ud fra spontane bevidsthedsstrømme. Jeg kan knapt give et sammenhængende billede af, hvordan jeg arbejder, eftersom det er meget forskelligt, hvordan mine digte tager form. Oftest inspireres jeg på de underligste og mest uventede tidspunkter, for eksempel mens jeg sidder i bussen, når jeg er på arbejde, når jeg er i svømmehallen, eller mens jeg går på gaden. Jeg har altid en lille notesbog med mig i min taske, så jeg kan skrive, når inspirationen fanger mig. Nogle gange skriver jeg hele digte ad gangen, andre gange skriver jeg bare ord og sætninger ned, som jeg synes er smukke. Tanken om at skulle skrive et digt sammen med en anden, er mig fjern. Skriveprocessen er for underbevidst til, at det ville kunne lade sig gøre på en gunstig måde. Altså var mine bidrag til Emergens stort set færdige, da ideen til digtsamlingen kom for dagen. Det er kun i forbindelse med udvælgelsen af, hvilke af vores digte vi ville have med i samlingen, og i hvilken rækkefølge de skulle optræde, at Kaare og jeg har arbejdet sammen. Denne udvælgelsesproces har været både vanskelig og belærende, fordi jeg har været nødt til at se objektivt på det allermest subjektive ved min person.
Kaare:
Kaotisk. Forsøger jeg at skabe rammer om digtskrivningsprocessen, dør den. Jeg har eksperimenteret med at skabe gennemtænkt konceptpoesi, men fundet at det ikke bibringer samme følelse af udlevelse som det spontane udtryk. Det eneste jeg konsekvent forsøger at gøre er at åbne mig overfor sanseindtryk. Det sker via kaos i hverdagen, og ved at jeg distancerer mig fra faste rammer. Jeg har aldrig skrevet et digt i en social sammenhæng. Der kan være mennesker omkring mig, men en decideret menneskelig interaktion kræver for meget fokus til at jeg samtidig kan være åben og modtagelig. Følgelig har jeg aldrig skrevet et digt i Louises nærvær.
'Hvad inspirerer jer? Lader I jer inspirere af hinanden?'
Louise:
Jeg kan i princippet blive inspireret af alt. Selvfølgelig har jeg fundet inspiration i andre digtere og i litteraturen generelt, men faktisk lader jeg mig i endnu højere grad inspirere af livet omkring mig; mennesker, musik, byer, hændelser, drømme, tanker og spontane indtryk. Jeg søger sjældent aktivt efter inspiration, for hvis jeg gør det, dør det spontane ved poesien. Inspiration er noget, der rammer mig pludseligt, og som pludseligt forsvinder igen. Jeg er et meget følelsesladet og ekspressivt menneske, og kan gå fra det ene øjeblik at være hundrede procent objektiv og kynisk, til i ét nu at blive grebet af poetisk lidenskab. Når jeg gribes af denne lidenskab, er det nærmest livsnødvendigt for mig at kunne skrive mine bevidsthedsstrømme ned med det samme. Ellers føler jeg at jeg undertrykker mig selv. Måske skal man være en lille smule skør for at kunne skabe levende kunst.
Kaare:
Min primære inspiration kommer fra mennesker jeg møder. Måske er det knyttet til det førnævnte kaos i den kreative proces, idet mennesker kan være katalysatorer for de mest forunderlige nybrud og uventede drejninger. Musik er også vigtig for mig i kraft af dens evne til at skabe en grundstemning, ud fra hvilken ordene kan flyde frit. Rytmen og inderligheden er en kanal for skriveprocessen, som beskytter den mod det iboende kaos.
Mere specifikt har Louise været en overvældende stor inspiration for mig som en af de væsentligste årsager, til at jeg stadig er aktivt skrivende i dag. Jeg stiftede bekendtskab med hendes digte via Internettet, kortvarigt efter at jeg selv begyndte at skrive, og de illustrerede klarere end jeg dengang selv var i stand til, hvilket fantastisk potentiale poesien har til at udtrykke det uudtrykkelige. Dette håb har hjulpet mig gennem lange perioder, hvor jeg tvivlede på alt og måske allermest på poesiens rolle som forløsende kraft. Det gør det stadig i dag. Jeg læser hendes digte og ser et andet menneske, klarere end jeg ville kunne i nogen social situation.
'Er der et par digte fra samlingen, som I især vil fremhæve som jeres yndlingsdigte af hinanden?'
Louise:
Digtet 'Agorafobi' er efter min mening Kaares bedste digt til dato. Jeg har læst det massevis af gange, men det rører mig stadigvæk dybt. Der er så megen smerte i det digt; smuk, dyb, stikkende smerte. Jeg synes også der er en rigtig god rytme i digtet. Det er digt og musik på samme tid, selvom ingen har sat lyd til det. Det var det første digt af Kaare Bergh jeg nogensinde læste, og det var det digt, der i første omgang fik mig til at ville arbejde sammen med ham. Et andet af mine favoritdigte er 'Outsidernepotisme'. Måske især på grund af titlen, som jeg synes er virkelig smuk.
Kaare: '
Vi synger for træerne i himlen' fordi titlen siger mere end hele digte, og 'Opus' fordi jeg ville ønske jeg kunne male så smukt med ord; fordi digtet er sluttet om sig selv og faretruende nær at være perfekt. Men mine yndlingsdigte af Louise skifter ustandseligt, og selv disse to vil måske en dag blive udskiftet af nye stjerner.
'Har I en yndlingsdigter som har haft betydning for jer?'
Louise:
Jeg har efterhånden stiftet bekendtsskab med rigtig mange digtere, eftersom min interesse for poesi startede allerede i min tidlige pubertet. Både Kaare og jeg er ofte blevet sammenlignet med Michael Strunge, og det er da heller ikke hundrede procent forkert, eftersom vi kredser om nogle af de samme temaer som han gjorde. Dog er jeg i lige så høj grad inspireret af F. P. Jac, og af nyere navne som Morten Lyngsø og Lars Skinnebach. Jeg har ikke nogen fast defineret inspirationskilde.
Kaare:
Da jeg begyndte at skrive, havde jeg endnu ikke for alvor læst poesi udover uddannelsessystemets obligatoriske elementer. Første gang jeg for alvor valgte at fordybe mig i en digter var, da mine digte fra flere sider var blevet sammenlignet med Michael Strunge, og jeg følgelig havde udviklet en vis nysgerrighed efter at finde sammenligningens grundlag. Bortset fra enkelte sammenfald har jeg aldrig helt forstået dén sammenligning, men sammenligninger generelt har for mit vedkommende været indgangen til en del poeter. For tiden har særligt Søren Ulrik Thomsen min store interesse. Dog må jeg som tidligere antydet erkende at den digter, der har haft størst betydning for min skrivning, netop er min medforfatter på Emergens.
Kommentarer