Stem på din favorit blandt de nominerede forfattere. Litteratursiden deltager i samarbejdet med Berlingske og Danmarks Biblioteksforening, og vi har i år også deltaget i nomineringen af bøgerne. Prisen er på 100.000 kr.
Du kan stemme frem til 16. februar. Stem her.
Litteratursidens anmeldere om de ti nominerede bøger:
Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24. Gyldendal. “Fabulerende, absurd og fantastisk. Den Danske Borgerkrig 2018-24 er en genial beskrivelse af vores samtid og et velfærdssamfund i dyb krise.” Marianne Träff
Ida Jessen: Postkort til Annie. Gyldendal. “Ida Jessen forstår at fremstille de følelser, som kan være svære at indramme. Hun sætter fingeren på det ømme punkt og forstår at dosere sine ord i så tilpas mundrette bidder, at man endog fanger noget mere mellem linjerne, som kan være svært at sætte ord på.” Line Hoffgaard
Jan Sonnergaard: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. Gyldendal. ”Jan Sonnergaard leverer atter varen i ny samfundskritisk og socialrealistisk novellesamling.” Merete Trap
Bjørn Rasmussen: Pynt. Gyldendal. "En stærk roman om en psykisk uligevægtig ung skuespillerinde med spiseforstyrrelser skre-vet i en helt speciel Bjørn Rasmussensk tone, der blander styrke og skrøbelighed i et unikt udtryk." Pernille Lisborg
Josefine Klougart: Om mørke. Gladiator. "Lyrisk, sanselig og katastrofemættet roman om mør-ket i mennesket, i dagen og i årstiden. Rust dig til en udfordrende læseoplevelse om skønhed og grimheden i det hele." Maria Guldager
Erling Jepsen: Den sønderjyske farm. Gyldendal. "Erling Jepsens nye roman er en historie fra de gode gamle dage, hvor børn passede sig selv, og de voksne ikke bekymrede sig så meget. (…) Jepsen har en god indlevelsesevne i barnets univers, og mangen en læser vil under læsningen sikkert henfalde i nostalgiske erindringer til dengang, de selv var børn." Line Hoffgaard
Sissel Jo Gazan: Svalens graf. Gyldendal. "Spændende krimi med et originalt plot. Sissel-Jo Gazan forstår at formidle et ellers utilnærmeligt og tørt emne som biologi ved at dosere stoffet i passende mængder og flette de videnskabelige facts ind i personernes dialoger." Line Hoffgaard
Yahya Hassan: Yahya Hassan. Gyldendal. “Uanset hvordan bogen læses, så har Hassan skrevet en glimrende og nyskabende digtsam-ling, der fuldstændig uden ynk og selvmedlidenhed efterlader et billede af et menneske, der er dybt ramt i sindet, men som nægter at udfylde den rolle, der er tiltænkt ham.” Thomas Ry Andersen
Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen: Dig og mig ved daggry. Gyldendal. "Ungdomsroman om en kærlighed, der er så stor og dyb, at den er værd at dø for. Velskrevet, gribende og barsk historie, der i den grad kryber ind under huden." Arne Larsen
Hans Joachim Offenberg: Myrer. Aarhus Universitetsforlag. "Som læser bliver man stillet over for myrernes fantastiske måde at organisere sig på, deres arbejdsdeling og kommunikation. (…) Seriens høje standard fortsætter: Ny viden, levende, spændende og ligetil fortalt." Ulla Kardell.
Kriterierne bag nomineringerne
Udgivelsen skal være fra det forgange år, udgivelser fra alle genrer kan nomineres, men forfattere, som tidligere har vundet prisen, nomineres ikke igen. Nomineringerne er foretaget af repræsentanter fra Berlingske, Danmarks Biblioteksforening og Litteratursiden.
Interviews med de nominerede
I løbet af de næste fem uger bringer Berlingske ca. to gange om ugen interviews med de nominerede forfattere, og du kan også læse disse forfatterinterviews på Litteratursiden.
Prisen overrækkes til festaftenen på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde den 27. marts i Vejle.
Stem her.
Mød 7 af de nominerede forfattere på i Aarhus, på Viby Bibliotek, torsdag d. 30. januar kl. 19. Arrangementet er gratis.Tilmelding her.
Kommentarer