Selvfølgelig er spørgsmålet om ”danskhed” eller dansk kultur ikke afhængig af, om teksten, eller i dette tilfælde digtene, bruger scener med bøgeskove, unge blonde piger eller nordisk mytologi. Henrik Nordbrandt (f. 1945) foretrækker jo allerede i digtenes umiddelbare billeder og scenerier det eksotiske som Middelhavet, cikader og kvindenavne som Serap og Süreyya.
I Vesten har man sværmet for den arabiske kultur siden Antoine Galland oversatte og udgav 1001-nats eventyr i 1704-1717, en af de største bestsellere nogensinde. Men man kan finde flere inspirationskilder fra den arabiske kultur hos Nordbrandt end en ren fascination af det eksotiske. I forhold til moderne digtere nævner han selv den svenske digter Gunnar Ekelöf (1907-1968) som et af sine forbilleder, en lyriker der også var meget inspireret af forskellige træk ved den arabiske kultur.
Nordbrandts kærlighedsdigte er helt anderledes end for eksempel Benny Andersens dyrkelse af søde situationer fra hverdagen. I langt de fleste af Nordbrandts digte er den elskede slet ikke tilstede, og det er netop dette fravær eller tab som disse digte ofte handler om. I digtsamlingen Ormene ved Himlens Port fra 1995 handler digtene på den måde om et dødsfald. I mange af disse tilfælde bliver det klart, at han henter sine forbilleder fra et andet sted end Danmark.
I den arabiske litteraturhistorie er det lyrikken, der oprindeligt er den genre man ser som rigtig litteratur. Sådan noget som 1001-nats eventyr var for pøblen og selvom der i dag skrives mange romaner i de arabiske lande, så er romanen faktisk en mere eller mindre fremmed litteraturform importeret fra Vesten.
I den traditionelle digtning finder man mange digte om vin og især kærlighed og kvinder. En digter som Ibn Hazm (994-1064), der skrev en traktat om kærligheden, bruger sine egne digte til at illustrere sine pointer. Det er en facon, Dante (1265-1321) bruger i Nyt Liv (skrevet sidst i 1200-tallet) for at beskrive hvordan hans forelskelse i Beatrice forvandler ham til digter.
Begge forfattere har tanken om, at forelskelse, nærmere bestemt forelskelse uden erotik, tilhører en anden verden og kan bringe den forelskede tæt på det guddommelige. Det er tabet af denne ”kærlighed fra en bedre verden”, Nordbrandts digte ofte handler om. Den fraværende person bliver nærværende i savnet og i digtet.
Indenfor den islamiske kultur finder man også dette paradoks mellem det fraværende som det virkelige eller egentlige, eller den sanselige verden som uvirkelig et andet sted, nemlig i sufismen. Sufismen er en form for mystik, hvilket vil sige en religionsform (og til dels en filosofi) hvor målet er sjælens forening med en guddommelig virkelighed, der ligger bagved den daglige virkelighed.
Sufismen er en ekstatisk religion og ekstatisk betyder egentlig at være ude af sig selv, altså ude af den almindelige virkelighed. I denne almindelige virkelighed er det netop sanserne, der begrænser bevidstheden og faktisk spærrer for at se virkeligheden bagved. Hvis den guddommelige virkelighed skal være tilstede må den almindelige virkelighed altså træde i baggrunden eller forsvinde.
Hvis man ser de dansende dervisher, vil man på et tidspunkt se dem pege op mod himlen med den ene hånd, samtidig med at de peger ned mod jorden med den anden. Det er et symbol for at skellet mellem ”her” og den guddommelige virkelighed er ved at forsvinde. Det er denne forsvinden af virkeligheden, man møder hos Nordbrandt. Eller for den sags skyld en stemning af frustration over meget sanselige scenerier, der alligevel er i vejen for noget vigtigt eller forekommer uvirkelige fordi de spærrer for et egentligt nærvær.
Ibn al Arabi der både var sufist og filosof i middelalderens islamiske Spanien og den persiske digter Rumi, kan godt have inspireret Henrik Nordbrandts digte i denne retning.
Henrik Nordbrandt er en lyriker med rødder i to forskellige kulturer. Det danske ved hans lyrik er valget af at udtrykke sig på det danske sprog, men hans tanker og forbilleder er hentet meget langt fra det danske. Hans inspiration fra sufismen er spændende, især fordi han væver det sammen med at være en moderne digter og med et tema som det fremmede jeg, der farer vild i verden.
Kommentarer