Litteratursiden har mødt lærerparret bag litteraturstævnet på Rødding Højskole til en samtale om højskolen og litteraturen.
Lærerparret Selma Rosenfeldt-Olsen og Johannes Fogtmann tager imod i hjemmet i Rødding cirka 300 meter fra højskolen, hvor de har deres daglige gang i en delt lærerstilling, som giver dem tid til at beskæftige sig med litteratur på flere måder. Begge er ivrige læsere og skriver selv. Selma, som er aktuel med romanen 'Leipziger Tagebuch', oversætter desuden også.
Parrets bugnende bogreol, hvor bøgerne står og ligger i ét stort virvar, vidner om den læseglæde som de bringer i spil hver dag på skolens litteraturlinje. En linje som adskiller sig fra de fleste andre højskolers litteraturlinjer ved at have kreativ læsning i fokus, frem for kreativ skrivning. Noget som de håber også at bringe i spil på det ny stævne de har skabt, som ser dagens lys for første gang d. 6.-8. april i år.
Sp: Hvordan kan det være at I kom til at tænke på at I ville lave sådan et litteraturstævne med fokus på læsning?
Selma: Vi interesserer os rigtigt meget for det her med det læsende fællesskab. Og har fundet ud af at det er noget af det som vi synes er det allerdejligste at lave. Og når der så ikke er så mange fællesskaber i Danmark der er bredere end hvis man for eksempel tager på højskole for at gøre det, så begynder man jo at tænke hvordan kan man måske skabe det. En måde man kan gøre det på, er at kalde sammen til sådan et stævne hvor man siger: Nu sætter vi læsningen i fokus og spørger: Hvad kan vi sammen nå frem til, hvis vi vælger to bøger ud og dykker ned i dem sammen?
For hvis man bare siger ”lad os sætte os og læse sammen”, så kan det være svært at få taget hul på det, at vide hvor man skal begynde. Hvilken bog skal man fx læse? Her på stævnet er der så nogen der har taget valget for én og sagt: ”De her to værker, som er udkommet inden for den her ramme, de er gode. Dem vil vi gerne stå inde for. Dem skal vi snakke om” - Og så kan samtalen opstå derfra.
Sp: Temaet for stævnet er "Det Hellige", og der tages udgangspunkt i to romaner, Caroline Albertine Minors 'Velsignelser' og Ida Holmegaards 'Graceland' - Hvordan kan det være at valget er faldet på netop de to bøger?
Johannes: Vi har valgt at tage dem med fordi vi synes de er spændende, og at der er brug for at der bliver talt noget mere om dem. Og så er det spændende at de hver især på sin måde beskæftiger sig med religiøse spørgsmål. Hvordan det kan være det er der blevet så interessant i dag? Men alt det her er opstået ud fra intuition fornemmelse, så de er ikke valgt på nogen specielt retfærdig måde. De er jo også fra samme forlag. Vi kunne sagtens have valgt meget mere varieret, men det er et idiosynkratisk projekt, her første gang det sker. Det hele er opstået ud af at vi var på bryllupsrejse i Mexico og havde de her to bøger med, og dem havde vi glædet os til at læse. Da vi så sad i hver vores stol ved Stillehavet og læste i dem, kunne vi se, når vi talte om dem, at de var i familie på en eller anden måde. Og så tænkte vi: Hvad med at vi fik samtalen fra strandstolene blæst op på et niveau hvor vi kunne få flere til at sige noget om de her ting. Der bliver gjort noget med religionen i dem begge, men på forskellige måder og begge steder på andre måder end vi har læst før.
Sp: I programmet skriver I at der bl.a. vil være samtaler og læsepaneler til stævnet. Ikke læserpaneler, men læsepaneler. Hvordan kommer det til at foregå?
Johannes: Vi ønsker os at stævnet bliver en form for fælleshjerne. Et konkret rum hvor mennesker der interesserer sig for litteratur, kan mødes og snakke, så man ikke bare sidder alene med det. Og til at hjælpe det i gang har vi på første aften inviteret forlægger Mathias Kokholm, fra det lille aarhusianske DIY-forlag Antipyrine, og bibliotekslitteraturformidler Nanna Damsgaard Larsen, fra Herlev bibliotek, fordi vi har en fornemmelse af at her er der to personer som begge gør sig nogle tanker om hvilke fællesskaber der kan skabes gennem litteratur; to ildsjæle, på hver deres måde, der virkelig tænker over det her til dagligt med hvordan de kan forsøge at skabe litterære fællesskaber der både er regionale og lokale.
Nanna kan for eksempel samle 300 personer til at komme og se Peter Laugesen spille på Herlev hospital med sit band…
Selma: Hun er simpelthen så dygtig. Tænker alt ud af rammerne, og har også været nomineret til Blixenprisen for sit arbejde.
Johannes: - og i Aarhus der er rigtigt mange der læser de bøger som Mathias udgiver på sit forlag. Og hvis man spørger ham, vil han måske også sige at det netop er dem han udgiver dem for.
Vi tror på at de to sammen kan skabe en dejlig samtale der kan være med til at slå den tone an, som vi gerne vil have i løbet af weekenden.
Selma: Med hensyn til det læsepanel som kommer til at være på vores stævne, kan man sige at det tager udgangspunkt i paneldebatten, som jo er en klassiker. Men her skal vi læse sammen, så tonen bliver ikke så aggressiv som den ofte kan blive i det originale panel-format. Vi vil have publikum engageret, så de tager del i det der sker på scenen så det ikke kun bliver dem i panelet der får lov at ytre sig om det læste.
Sp: ”Hvordan kan vi inspirere hinanden til at blive bedre læsere” er det grundspørgsmål i stiller på stævnet – i den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at spørge jer: Hvad er god læsning?
Johannes: Man kan sige at den blandt andet år ud på at dyrke en god relation til kunstarten og fjerne det pres der kan opstå i forbindelse med læsningen af litteratur, som Selma også var inde på, men også i forhold til at få afkræftet ideen om én autoritativ tolkning af teksten. Sådan en læsning er jo ikke spændende for nogen. Det er det samme princip vi har udarbejdet vores undervisning på højskolen efter, som en slags "læselaboratorium" - Et sted hvor der er plads til at bygge en læsning op i den fælles samtale. Det har vi gjort fordi vi tror man bliver gladere af at læse sammen. I klassen har vi "primavistalæsning". Det vil sige, at det er første gang eleverne ser teksten, så er de nødt til at stole på mavefornemmelserne og det enorme kendskab til sprog som de har udviklet siden de lærte at tale.
Transformationen fra at have læst noget til selv at sige det, dén er spændende og vi tror på at der virkelig sker noget der. Det er den første og umiddelbare reaktion på en tekst, vi er interesserede i. På den måde kan man komme ud over hvad man tror skal komme frem til, og i stedet sige ”det er da egentlig underligt at den her person gør sådan og sådan” og se hvor det bringer én hen.
Selma: Jeg tror at samtalen om bogen gør én til en bedre læser. For før du har formuleret en sætning om bogen til en anden, kan du ikke rigtigt forholde dig til det der står i den.
Delingen af læseoplevelsen gør mig også til en gladere læser. Jeg tror generelt at læsning af skønlitteratur er med til at gøre bevidstheden mere smidig overfor at kunne forstå andre bevidstheder og den effekt bliver styrket når man taler om det læste. Måske har nogen lagt mærke til nogen helt andre ting i deres læsning end dig. Det er også det vi prøver at lære vores elever på klassen når vi læser sammen. Vi plejer at sige til dem: Sæt et mærke hvor du stopper op i din læsning. Det, du stopper op ved, er vigtigt.
Det er den måde at læse på, der skal tages med til stævnet.
Sp: Det her med at folde sin læsning ud i samtalen ligger jo på sin vis i forlængelse af den grundtvigianske tanke om samtalen som det sted hvor man realiserer sit iboende potentiale og udvikler sig. Tror I at en højskole er et særligt godt sted for den slags læsefællesskaber?
Selma: Sjovt du nævner det. Vi var på besøg på et forlag i København i går (Gladiator, red.), hvor de også talte om hvordan højskolerne er et særligt sted, hvor man læser på en anderledes måde end i resten af samfundet. På en måde der virkelig giver én noget.
Jeg tog selv en BA i Litteraturvidenskab og holdt så en pause, hvor jeg tog på højskole, inden jeg startede på Kandidaten. Men det var noget helt andet at læse på Højskolen. På universitetet var litteraturen desværre på mange måder blevet et bilag for teorien. Men så kom jeg på højskole og der fik den lov til at stå på egne ben. Så ja, jeg mener at vi har særligt gode forudsætninger for at kunne lave det her.
Johannes: Der er et oplysningsprojekt vi lader os inspirere af, som har forbindelse til bibliotekerne, forsamlingshusene, menighedsrådene osv., hvor læsning kan blive noget der skaber et rum for at mødes og have nogle gode snakke. Hele ideen med at kalde det for et stævne har jo det i sig med at man mødes om noget fra forskellige egne, og i den forbindelse er højskolen et historisk set perfekt rum, hvor man kan løfte ansvaret for kulturen for folk fra mange egne. Den position og den historiske ballast som Rødding Højskole har i den forbindelse, er vi enormt glade for.
Selma: Og så er højskolen jo folkelig i sin grundform. Den vil det folkelige og det er der den trives.
Vi har for eksempel lige modtaget tilmeldinger fra 5 ældre kvinder fra Sorø, og nu digter jeg lidt, men de kommer sikkert fordi de plejer at gøre noget sammen en gang om året og så kan de lide RH, maden, stemningen osv. Det er måske ikke så meget litteraturen der trækker for dem, som det er stedet og dets gode ry. Men de får alligevel litteraturen med hjem.
En anden fordel ved at det foregår i Rødding og ikke i København eller en anden storby, er at der ikke ligger 1000 andre ting vi skal konkurrere med. Vi kan koncentrere os om den her ene ting sammen, og det er DER det rykker!
Et stjålent kig på uret afbryder Interviewet. Klokken er blevet 12 og det er dermed slået spisetid ovre på højskolen, hvor det i dag er Selma der har tjansen som ordstyrer på de beskeder der skal gives. Der er mange ting der skal nås inden stævnet skal stå. Inden længe kommer Rødding by til at genlyde af livlig samtale om det, det hele handler om: litteraturen og livet.
Fakta om Rødding Højskoles Litteraturstævne:
Stævnet foregår på Rødding Højskole i Sønderjylland, d.6.-8. april. Du kan læse mere om det, og se det fulde program på https://www.roedding-hoejskole.dk/roedding-litteraturstaevne/
Temaet for årets stævne er ”Det hellige”, og de to bøger som er i fokus er Caroline Albertine Minors 'Velsignelser' og Ida Holmegaards 'Graceland'.
I forbindelse med stævnet lancerer højskolen desuden skriftet: ”Antologi over ny dansk litteratur”, som kommer til at indeholde skøn- og faglitterære bidrag af en længde på mellem 15 og 20 sider, fra både forfattere og kritikere. Herunder også to læsninger som parrets litteratur-elever har lavet af forskellige bøger.
Kommentarer