Hvad betyder kulturen for de hjemløse?
Af Søren Dahl Nielsen
Den 22. februar 2020 kunne man i Weekendavisen læse om dette i artiklen Ikke efter bogen og om den uro og utryghed, som nogle hjemløse desværre forårsager på bibliotekerne. Artiklen handlede om, at det bliver sværere for hjemløse at finde et sted at være i et mere ekskluderende byrum, hvor nogle biblioteker bliver nødt til at lukke af for hjemløse.
Den 9. december 2020 kunne man læse artiklen Hjemløs med biblioteket i Danmarks Biblioteksforenings blad, hvor jeg blev interviewet om min og min mors benyttelse af biblioteket, da vi var hjemløse. En anden fortælling om, at biblioteket er mere end en varmestue for hjemløse. At der også er hjemløse, der bruger bibliotekerne til noget positivt.
Det Danmark, du kender
Når der bliver skrevet om sociale forhold i Danmark, er det ofte de samme gamle fortællinger. Blandt andet i Peder Frederik Jensens roman Det Danmark, du kender, der egentlig har en god historisk forudsætning om den sociale armod, som Lolland ikke kan komme ud af som følge af sundhedsskadelige og nedslidte boliger, et dårligt arbejdsmarked og ringe uddannelsesmuligheder. Men romanen kan ikke komme ud af det ældgamle dilemma i land/by-temaet og forskellen mellem provinsen og byområderne.
Romanen analyserer ikke konsekvensen af, at vi ignorerede problemerne på Lolland, hvilket har ført til, at vi er ved at skabe de samme problemer i vores “egen” del af Danmark. Det, der er spændende at se i dag, er ikke hvordan provinsen ikke kan komme ud af udkanten, men hvordan storbyen/centrum og byerne også er ved at skabe sine egne provinser, udkanter, slum, minoriteter og periferi.
Det er heller ikke nye fænomener: ghettoer havde man også i middelalderens og renæssancens Venedig, gentrificering af boligområder og “dark design” (eksklusion af hjemløse i byrummet) havde man også i 1800-tallets Paris, det hed bare “haussmannisering” og “strategisk forskønnelse”. Men de nye udkantsprovinser i byerne er fænomener, som i langt mindre grad beskrives i litteraturen i dag end problemerne i udkantsområderne. Nu ser det ud til, at vi går tilbage i udvikling, tilbage til femte baggård, sundhedsskadelige boliger, med lokum og badeværelse i kælderen eller i baggården. Morten Pape, men især Yahya Hassan, har beskrevet ghettoerne fra et autentisk perspektiv, men hvad med de nye “femte baggårde” i vores land? Ikke nødvendigvis i ghettoområder, som jo er et randfænomen i forhold til det store problem med sundhedsskadelig boligslum.
'Det Danmark, du kender' viser Lollands forbandelse som følge af flere begivenheder og forhold. I ældre tid var det den store stormflod i 1872, der gjorde flere hjemløse og ødelagde landbrugsjorden, og de polske immigrantarbejdere der under fattige arbejdsforhold gjorde jorden frugtbar for danskerne. I nyere tid er det lukningen af Nakskov Skibsværft i 1987, der gjorde folk arbejdsløse, og narkomanernes indvandring fra Vesterbro til Lolland efter etableringen af behandlingscenteret Egeborg i slutningen af 1980’erne (med den hårde Minnesota-behandling, der fik flere til at give op under behandlingsforløbet). Hele forløbet præges af den evindelige vekselvirkning mellem industri og landbrug (intet fremskridt eller samfundsudvikling).
Den evige genkomst af dårlige sociale forhold forbinder de polske roepiger for et århundrede siden, der blev smuglet til Lolland af tyske mellemmænd, med de prostituerede og kriminelle fra Polen og andre lande der i dag smugles til Lolland, som Peder Frederik Jensen også beskriver.
Er det overhovedet noget nyt over de problemer på Lolland i 'Det Danmark, du kender'? Hvis man er bare det mindste bevidst om, hvad der foregår i Danmark, ved man godt at forholdene på Lolland-Falster er dårlige. Ligesom man også med bare lidt samfundsbevidsthed ved, at der er problemer bag facaden hos rige familier i Nordsjælland eller i middelklassefamilier.
Jeg tror desværre ikke, at de, der ikke i forvejen ved noget om de forhold, vil læse bogen. Jeg mangler til gengæld skønlitteratur, der fortæller os om noget, vi ikke ved. Om de virkelig skjulte afkroge, som vi ikke finder i udkanten, men hos os selv. Det er langt sværere at forholde sig til.
Forfatteren Ali Aminali har skrevet om sin opvækst i Ålsgårde, Helsingør Kommune, og hos ham finder vi endnu en fortælling om, hvad der er det rigtige Danmark. Men jeg har en helt anden oplevelse af det Danmark, han kender. Ålsgårde og Helsingør Kommune har for mig og min mor været Lolland 2.
Jeg har nemlig selv boet i Ålsgårde fra 2012 til 2015. Vi boede i en almen lejebolig, hvor der viste sig at være sundhedsskadelig skimmelsvamp. Vi blev hurtig syge af skimmelsvampen, da vi flyttede ind, fordi vi begge er kroniske allergikere og astmatikere. Da vi gjorde opmærksom på problemet, ville Helsingør Kommunes tilsyn ikke tage det alvorligt, og en af tilsynets inspektører sagde, at “sundhedsskadelig skimmelsvamp er noget, hysteriske læger har bildt folk ind er farligt”. Boligselskabet lavede en nødtørftig skimmelsanering, og vi fik ikke skriftlig dokumentation på, at boligen var skimmelsaneret. Vi turde derfor ikke at blive boende i boligen på grund af de helbredsmæssige konsekvenser.
Men som følge af vores opgør med boligselskabet står der i dag 14 ud af 28 rækkehuse tomme i bebyggelsen uden at blive genudlejet. På femte år venter bebyggelsen stadig på en fuldkommen skimmelsanering. Vi blev til gengæld hjemløse i 3,5 år som følge af tilsynets og boligselskabets svigt og fejl. Disse erfaringer gør, at jeg har en helt anden vinkel på Ålsgårde end Ali.
Hvad med at fortælle om de dele af landet, hvor vi ikke forventer at møde forhold, der minder om Lolland? I det fine Espergærde, hvor Nexø engang skrev sine arbejderskildringer, eller i Ålsgårde, hvor der også er sundhedsskadelig boligslum?
Trailerparks kommer tættere og tættere på København. Kan det skyldes nogle andre forhold og årsager, end dem der nævnes i 'Det Danmark, du kender'? At også dårligere og sundhedsskadelige boligforhold og lignende skaber flere landsdele som Lolland?
Her tror jeg at kulturen og litteraturen kan vise os, at hjemløshed og arbejdsløshed ikke nødvendigvis skyldes manglende selvdisciplinering, men også ydre, uforskyldte faktorer. At det ikke behøver at være en dårlig opvækst eller nedarvede dårligdomme - som man engang mente “undermålerne” havde - der fører til hjemløshed, men andres dårlige arbejde og manglende ansvar.
Hjemløse i litteraturen
Hvordan kan litteraturens og kulturmediernes skildring af hjemløshed komme hinsides og udover det kafkaske paradoks, som er at den hjemløse allerede er dømt ved anklagen før domsprocessen overhovedet er gået i gang? Kan hjemløshed skildres uden mistænkeliggørelsen af den hjemløse? Og kan litteraturen skildre andre end eksempelvis hjemløse som udsatte, sårbare og “ressourcesvage”? Hører de, der skaber hjemløse, ikke under denne kategori? Lad os høre deres historie og deres motiver.
Det er derfor Michael Valeurs historiske roman Hjemløs er evig relevant, aktuel og samtidig. Bogen handler om hjemløsemarchen i 1928, da hjemløse marcherede for et bedre samfund med bedre vilkår for hjemløse og arbejdsløse. De hjemløses forhold beskrives i datiden, hvor hjemløse ofte måtte overnatte på landet i grøfter eller i lader. En tid, hvor de hjemløse blandt andet kunne fængsles for løsgængeri, altså lediggang, hvis de ikke havde penge på lommen. Når man læser romanen, er det svært ikke at se tilbage på tendenserne fra 1928, som om det var i dag. Både når det gælder dårlige boligforhold, dårlige arbejdsmarkedsforhold og udelukkelsen af hjemløse som ulovlige i samfundet.
Den franske filosof Simone Weil skrev i 'Personen og det hellige' (dansk oversættelse ved forlaget Aleatorik, 2019), at de, der bliver gjort fortræd, nogle gange er dem, der har sværest ved at sætte ord på eller “italesætte”, at de bliver gjort fortræd.
Når de offentlige instanser og andre fejler med at sætte ord på dette, så må kulturmedierne træde ind.
I min by, Helsingør, er der desværre en svag opfattelse af kulturområdet, hvor man mener at “kulturpolitik er erhvervspolitik” - borgmester Benedikte Kiærs ord i Debatten 12.9.2019. Man kan frygte at denne tendens vil fjerne den samfundskritiske debat i kulturen og litteraturen, da den ikke er økonomisk lukrativ. Hvis kulturpolitik kun skal handle om turisme, handel og erhvervsliv, så bliver grænserne mellem kultur og andre sektorer udvisket.
Hvordan kan litteraturen skildre hjemløshed? Og hvad med den hjemlige hjemløshed, når man ikke kan bo i sin bolig på grund af sundhedsskadelig skimmelsvamp, fugtskader, sundhedsfarlige byggematerialer som asbest, og lignende? Hjemligheden som begreb og idé skal også analyseres gennem både skøn- og faglitteratur.
Her håber jeg også, at pandemiernes tidsalder kan have indflydelse på skildringen af boligforhold og kampen for bedre, egnede boliger. Filosoffen Anders Fogh Jensens tese i sin 'Epi-demos' fra 2011 [Forlaget THP] er, at epidemierne har haft stor indflydelse på vores måde at opbygge og organisere samfundet, mere end krigenes indflydelse.
Man kan diskutere, hvorvidt det er rigtigt, da krigene var med til at opbygge hospitalsvæsener, velfærdssystemer, nationalstatens territoriale afgrænsninger, internationale fredsforpligtende aftaler, osv., og da epideminedkæmpelsen jo også er en form for krigsførelse. Men epidemierne var ifølge Anders Fogh Jensen med til at skabe sociale teknologier som socialhygiejnens paradigme om “lys, luft og renlighed” (se Lars-Henrik Schmidts og Jens Erik Kristensens bog af samme navn), sundhedssikker afstand og social adfærds- og livsdesign, forebyggelse af smitte, foregribelse/vaccination, ændrede boligforhold fra femte baggård med små, usle kår og dårlig hygiejne, manglende kloakering til sunde boliger i Brumleby på Østerbro med afstand (se bare på Østerbros lange og brede boulevarder) og renlighed.
Som statsministeren nævnte i sin nytårstale, så var Martin Andersen Nexø også bevidst om de konsekvenser, den spanske syge havde for 100 år siden, ligesom corona i dag. Statsministeren citerede:
”Der er Hjem (…), hvor de ligger syge allesammen og ingen har til at hjælpe sig; de maa kravle ud af Sengene og hjælpe hinanden.”
”Plejersker er der ingen af, og Læger knap heller.”
Man kan håbe, at coronakrisen også vil påvirke vores og litteraturens blik på, hvor vigtige boliger og boligpolitik er - også i en sundhedskrise. Både i forhold til, hvor vigtig det er, at der er plads til afstand i boligområder og plads til selvisolation i egen bolig, men også at boligerne ikke gør os syge at bo i og dermed forringer vores resiliens over for vira som corona. Jeg vil gøre mit for at skabe opmærksomhed på emnet og dets kompleksiteter.
Jeg vil anbefale tre bud på kulturmedier, der skildrer hjemløshed:
- Michael Valeurs historiske roman 'Hjemløs', Forlaget Chokoladefabrikken 2018.
Bogen fandt mig og min mor på Espergærde Bibliotek i 2018, da vi var hjemløse. Romanen beskriver hjemløsemarchen i 1928 fra Kjellerup i Jylland til Christiansborg, hvor titusindvis af hjemløse var mødt op ved ridebanen for at demonstrere imod datidens behandling af hjemløse og arbejdsløse. Datidens hjemløse var så godt organiserede, at selv efter at justitsministeren stoppede marchen, fortsatte man da nyheden kom for sent. Militæret var klar til at intervenere, da man frygtede at marchen ville ende som den revolutionære Pariserkommune i 1871.
Hjemløsemarchen har formodentlig skabt konturerne til de socialreformer, som blandt andet social- og justitsminister K. K. Steincke skabte i 1933, som afskaffede det traditionelle samfunds skøn og almisse og erstattede det med retsprincippet. Disse reformer var starten på velfærdssamfundet.
- Ditte Haarløv Johnsens dokumentar 'Hjemløs' (2010).
Dokumentarfilm om en gruppe hjemløse med psykisk sygdom og misbrug. Viser hvordan de hjemløse bliver mødt af sagsbehandlere, der straffer de hjemløse, og præsten der fordømmer de hjemløse ved begravelsen af en af deres venner, hvor han fortæller dem at de “ikke skal give andre skylden for deres problemer”.
En scene, som især gjorde indtryk på os på grund af vores arbejde med hjemløsetilgangen, var da en af de hjemløse blev tilbudt en bolig. Da han kommer til boligen, er der ingen der har sørget for indbo eller en seng, og huslejen samt indskudslån er vist heller ikke blevet betalt. De hjemløse begynder også at spille høj musik, hvilket ikke er tilladt som følge af støjreglerne i almene boliger. Sagsbehandleren ved godt, at den hjemløse ikke kan blive i boligen, men hun kan være ligeglad, da kommunen mener at de har opfyldt Housing First-tilgangen om først at finde en bolig og derefter løse andre problemer for borgeren (økonomiske, misbrug, psykiske, osv.). Hvis den hjemløse bliver hjemløs igen, kan sagsbehandleren og kommunen sige, at han er selvforskyldt hjemløs, da de har tilbudt ham en bolig. Men det var jo ikke en egnet bolig for ham. Det er noget af det, vi kæmper for: At sikre at den hjemløse kan blive i sin bolig, inden man tilbyder borgeren en bolig. I vores tilfælde ville det betyde, at man sikrer at boligen ikke er sundhedsskadelig. Men det kræver i sig selv et stort opgør med hele boligmarkedet.
Vi takker bibliotekarerne på Hørsholm Bibliotek for at vise dokumentarfilmen før vores foredrag i marts 2020, og den blev også vist ved vores foredrag på Gribskov Bibliotek i august 2020.
- Kristian von Hornsleths udstilling af hjemløse i glasmontrer og salg af hjemløse i 2018
Et frisk pust da mig og min mor selv var hjemløse i 2018. Udstillingen gav os et bud på en ny provokerende refleksion over hjemløshed. Hornsleth satte debatten om hjemløse på spidsen ved at udstille de udstillede og udstille samfundets syn på hjemløse. Både fordi datidens (marchens samtid i 1928) forældede syn på hjemløse i form af skøn og almisse stadig former vores tilgang til hjemløse i dag, og fordi vi alle selv er bange for at blive hjemløse. Hornsleth har selv sagt at vi “alle er en paycheck fra at blive hjemløse”. Og det dyriske i at de hjemløse udstilles i glasmontrer afspejler det dyriske niveau man som hjemløs er nede på, når man eksempelvis mangler et toilet og ikke har fast adgang til et toilet – det så vi bl.a. også under corona-krisen, hvor offentlige toiletter var lukkede, og hjemløse dermed ikke havde nogen adgang til toiletter. Da de hjemløse blev udstillet i Hornsleths eget atelier i Hellerup, gik folk forbi i stedet for at kigge forbi og se de hjemløse i øjnene. Det har vi svært ved. Nogle mente, at Hornsleth udstilling var dårlig smag (hvilket Hornsleth nok ser som et kompliment), men det er behandlingen af hjemløse der er den dårlige smag.
Søren Dahl Nielsen er 21 år og er samfundsdebattør, foredragsholder og initiativtager til Hjemløsemarchen. Søren er ved at skrive på bøger, bl.a. om sin opvækst i sundhedsskadelige boliger i den almene boligsektor og om hvordan det førte til hjemløshed. For mere om hjemløsemarchen, se “ Hjemløsemarchen 2019-2028 " på Facebook [@hjemloesemarchen].
Kommentarer