'Den amerikanske sømand' hedder Karsten Lunds nyeste roman. Det lyder eksotisk, men romanen er en dansk slægtshistorie fra Skagen. Det er også en fiskerihistorie og en kærlighedserklæring til Skagen.
Karsten Lund har en formidabel evne til at skildre pressede situationer så de fremstår psykologisk troværdige. Hans bøger er desuden altid spændende fordi han lige putter en lille krimigåde ind - sådan en er jo som bekendt med til at øge spændingen. Karsten Lund fortæller her om 'Den amerikanske sømand':
En hemmelighed danner den røde tråd gennem bogen – og denne tråd er også familiens mørke skygge. Hvor almindeligt tror du det er med familiehemmeligheder? Og tror du at den slags hemmeligheder ofte medføre en speciel dysterhed i en slægt?
Jeg tror der i alle - eller langt de fleste - familier er noget, man er mindre stolt af at tale om. Det er dog næppe ret mange, der rummer et drama, som det der er beskrevet i min roman 'Den amerikanske sømand'. Men en roman er jo en roman - selvom virkeligheden rent faktisk kan overgå den i ikke så få tilfælde. Som forfatter har jeg brug for en gåde eller et mysterium, der skal løses, for at føre en roman frem til en slutning - helst med touché til allersidst.
'Den amerikanske sømand' er, ligesom en hel række af andre romaner, en roman, der skildrer udviklingen i familieudviklingen op gennem 1900tallet. Hvorfor tror du, der kommer så mange i disse år?
Det er svært at sige. Det er som om vi forfattere indspirerer hinanden lidt. Desuden er vi jo produkter af samtiden og kulturen, og hvis det ligger i luften at 1900-årene er interessante, så er det vel ikke så underligt at mange får lyst til at skrive om dem. Så har det vel også en betydning, at de netop er forbi.
For mit eget vedkommende har jeg i flere år ønsket at skrive om dette det mest vanvittige århundrede af alle. Intet århundrede overgår det og vil næppe nogensinde komme til det. For mange år siden slog det mig at min mormor fra Skagen havde oplevet livet helt fra man trak små både op på stranden og ikke havde toilet eller telefon, helt frem til månelandinger og computere - via to verdenskrige og penicilinens opfindelse etc. Jeg tror en så hæsblæsende samfundsudvikling er og forbliver enestående i verdenshistorien.
Romanen emmer af kærlighed til Skagen, hvad er det der er så særligt ved Skagen?
Forklaringen er enkel. Jeg er født der og ønskede af hele mit hjerte at bo der, da jeg var barn. Jeg tror jeg var seksten år, før jeg begyndte at anerkende Århus som en by, der var bare nogenlunde til at bo i. Mit erindringsgods fra byen på toppen er naturen, familien og alle de andre mennesker, jeg kendte der. Jeg elskede fiskerne, skibene og havet og gør det stadig - samt ikke mindst at gå på fortidsminderne og se hvordan livet havde været i gamle dage. Kunstnerne havde min famlie det dobbelt med. De var og blev jo nogle københavnere, der ikke skulle komme for godt i gang. På den anden side hang - og hænger - der mange billeder på mine fætres, kusiners og onklers vægge af både den ene og den anden kendte, og man er vel også glad for at Skagen blev sat på verdenskortet.
Det særlige ved Skagen? Ja, det er jo alle tingene tilsammen. Lyset, beliggenheden, historien med sandflugt og fattigdom og dramatiske forlis, fiskeriet der har bragt stor velstand til byen, turismen og badehotellerne med alle de sjove personligheder det indebærer, forbindelsen til Sverige med fiskere og andre sjove mennesker, søfolk alle steder fra - og selvfølgelig også kunstnerne med deres malerier og digte og sange. Det er da noget! Og på trods af krise i fiskeriet, påstår jeg igen og igen at byen aldrig går af mode. Huspriserne er som i Charlottenlund - der må være noget der bærer og holder.
Jeg synes at et af de dejligste steder i bogen er der, hvor Esben kommer hjem fra et besøg hos sin elskede morfar og kræver at blive kaldt morfar. Hvorfor er morfar en langt bedre rollemodel end far?
Episoden er en af de mange, der er hentet lige ud af virkeligheden. Sådan gjorde jeg selv som fire-årig, og mine forældre havde nogle venner, som opfyldte kravet med tungen i kinden og kunne finde på at ringe op for at tale med "morfar". Bedsteforældre er jo så dejligt fri for hverdagens trængsler, så de kan danne et frirum. Samtidig er de blevet så gamle at de kan se alle de tåbeligheder, yngre forældre går op i, og huske at det meste af alle de formaninger og skæld for man ikke noget ud af. Denne distance giver en ro, der er nok så vigtig for børneopdragelse. For bedsteforældrene er det jo også ganske gratis at forkæle ungerne. Det er jo deres rigtige forældre der skal slås med dagligdagen. For barnet er det jo bare det betingelsesløse kærlighed. Alt er godt, ingen lektier, ingen tidlige, kolde morgener med skolevejen forude.
Hvordan fik du ideen til at sømanden skulle være amerikaner?
Ideen er også fra virkeligheden. Barken G.S. Penrys forlis er jo autentisk. Den eneste overlevende blev bjerget som det beskrives i romanen, og var amerikaner. Han hed Frederic Porter og kom fra Georgia. Og det var jo dejligt eksotisk - i hvert fald mere end, hvis han havde været fra Hjørring. I virkelighedens verden foregik det sådan at han var med til at begrave alle sine døde kammerater, og herefter samlede både Skag- og Hø'wboer ind til ham. Men som strandfoged Carlsens missionske enke bemærkede: Han brugte ikke pengene til noget godt. Kan man fortænke manden, der havde ligget på kanten af døden i det iskolde vand, i at have taget sig en lille en?
Artikel
En sømands visit
'Den amerikanske sømand' hedder Karsten Lunds nyeste roman. Det lyder eksotisk, men romanen er en dansk slægtshistorie fra Skagen. Det er også en fiskerihistorie og en kærlighedserklæring til Skagen.
Karsten Lund har en formidabel evne til at skildre pressede situationer så de fremstår psykologisk troværdige. Hans bøger er desuden altid spændende fordi han lige putter en lille krimigåde ind - sådan en er jo som bekendt med til at øge spændingen. Karsten Lund fortæller her om 'Den amerikanske sømand':
En hemmelighed danner den røde tråd gennem bogen – og denne tråd er også familiens mørke skygge. Hvor almindeligt tror du det er med familiehemmeligheder? Og tror du at den slags hemmeligheder ofte medføre en speciel dysterhed i en slægt?
Jeg tror der i alle - eller langt de fleste - familier er noget, man er mindre stolt af at tale om. Det er dog næppe ret mange, der rummer et drama, som det der er beskrevet i min roman 'Den amerikanske sømand'. Men en roman er jo en roman - selvom virkeligheden rent faktisk kan overgå den i ikke så få tilfælde. Som forfatter har jeg brug for en gåde eller et mysterium, der skal løses, for at føre en roman frem til en slutning - helst med touché til allersidst.
'Den amerikanske sømand' er, ligesom en hel række af andre romaner, en roman, der skildrer udviklingen i familieudviklingen op gennem 1900tallet. Hvorfor tror du, der kommer så mange i disse år?
Det er svært at sige. Det er som om vi forfattere indspirerer hinanden lidt. Desuden er vi jo produkter af samtiden og kulturen, og hvis det ligger i luften at 1900-årene er interessante, så er det vel ikke så underligt at mange får lyst til at skrive om dem. Så har det vel også en betydning, at de netop er forbi.
For mit eget vedkommende har jeg i flere år ønsket at skrive om dette det mest vanvittige århundrede af alle. Intet århundrede overgår det og vil næppe nogensinde komme til det. For mange år siden slog det mig at min mormor fra Skagen havde oplevet livet helt fra man trak små både op på stranden og ikke havde toilet eller telefon, helt frem til månelandinger og computere - via to verdenskrige og penicilinens opfindelse etc. Jeg tror en så hæsblæsende samfundsudvikling er og forbliver enestående i verdenshistorien.
Romanen emmer af kærlighed til Skagen, hvad er det der er så særligt ved Skagen?
Forklaringen er enkel. Jeg er født der og ønskede af hele mit hjerte at bo der, da jeg var barn. Jeg tror jeg var seksten år, før jeg begyndte at anerkende Århus som en by, der var bare nogenlunde til at bo i. Mit erindringsgods fra byen på toppen er naturen, familien og alle de andre mennesker, jeg kendte der. Jeg elskede fiskerne, skibene og havet og gør det stadig - samt ikke mindst at gå på fortidsminderne og se hvordan livet havde været i gamle dage. Kunstnerne havde min famlie det dobbelt med. De var og blev jo nogle københavnere, der ikke skulle komme for godt i gang. På den anden side hang - og hænger - der mange billeder på mine fætres, kusiners og onklers vægge af både den ene og den anden kendte, og man er vel også glad for at Skagen blev sat på verdenskortet.
Det særlige ved Skagen? Ja, det er jo alle tingene tilsammen. Lyset, beliggenheden, historien med sandflugt og fattigdom og dramatiske forlis, fiskeriet der har bragt stor velstand til byen, turismen og badehotellerne med alle de sjove personligheder det indebærer, forbindelsen til Sverige med fiskere og andre sjove mennesker, søfolk alle steder fra - og selvfølgelig også kunstnerne med deres malerier og digte og sange. Det er da noget! Og på trods af krise i fiskeriet, påstår jeg igen og igen at byen aldrig går af mode. Huspriserne er som i Charlottenlund - der må være noget der bærer og holder.
Jeg synes at et af de dejligste steder i bogen er der, hvor Esben kommer hjem fra et besøg hos sin elskede morfar og kræver at blive kaldt morfar. Hvorfor er morfar en langt bedre rollemodel end far?
Episoden er en af de mange, der er hentet lige ud af virkeligheden. Sådan gjorde jeg selv som fire-årig, og mine forældre havde nogle venner, som opfyldte kravet med tungen i kinden og kunne finde på at ringe op for at tale med "morfar". Bedsteforældre er jo så dejligt fri for hverdagens trængsler, så de kan danne et frirum. Samtidig er de blevet så gamle at de kan se alle de tåbeligheder, yngre forældre går op i, og huske at det meste af alle de formaninger og skæld for man ikke noget ud af. Denne distance giver en ro, der er nok så vigtig for børneopdragelse. For bedsteforældrene er det jo også ganske gratis at forkæle ungerne. Det er jo deres rigtige forældre der skal slås med dagligdagen. For barnet er det jo bare det betingelsesløse kærlighed. Alt er godt, ingen lektier, ingen tidlige, kolde morgener med skolevejen forude.
Hvordan fik du ideen til at sømanden skulle være amerikaner?
Ideen er også fra virkeligheden. Barken G.S. Penrys forlis er jo autentisk. Den eneste overlevende blev bjerget som det beskrives i romanen, og var amerikaner. Han hed Frederic Porter og kom fra Georgia. Og det var jo dejligt eksotisk - i hvert fald mere end, hvis han havde været fra Hjørring. I virkelighedens verden foregik det sådan at han var med til at begrave alle sine døde kammerater, og herefter samlede både Skag- og Hø'wboer ind til ham. Men som strandfoged Carlsens missionske enke bemærkede: Han brugte ikke pengene til noget godt. Kan man fortænke manden, der havde ligget på kanten af døden i det iskolde vand, i at have taget sig en lille en?
Kommentarer