En berlinmur af tavshed

Julia Butschkows roman Apropos Opa er en moderne slægtsroman fra Berlin og København i tiden omkring Anden Verdenskrig frem til i dag.
Men et sted i bogen optræder forfatterens eget efternavn – er romanen i virkeligheden en (selv)biografi?

Apropos Opa er tilsyneladende en meget personlig historie – i bogen er fortællerens farfars efternavn identisk med dit eget – er romanen en selvbiografi?

Apropos Opa er, som der står på smudsomslaget og titelbladet, en roman.
Det er rigtigt, at der i bogen er tilført enkelte faktuelle elementer, bl.a. mit eget efternavn, der er identisk med min farfars. Og det er rigtigt, at min farfar, ligesom bedstefaren i bogen, var nazist. Hans rang i SS er også korrekt, men det gør ikke i sig selv bogen til en biografi eller selvbiografi.

Det vil sige: handlingen er iscenesat, dialogerne er ikke faktiske, men fiktive. Romanen er en konstruktion, inspireret af bl.a. min egen farfar – men selv i forhold til hans liv og virke under Anden Verdenskrig, er der alt for mange oplysninger jeg aldrig har kendt til – til at jeg f.eks. kunne have skrevet bogen som en biografi.

I romanen er jeg nødt til at opfatte ham som en fiktiv karakter, ligesom de andre personer – det betyder blandt andet, at jeg er nødt til at konstruere, hvad han f.eks. tænker og føler i bestemte situationer, hvilket jeg – i virkeligheden – aldrig har vidst. Derfor står der roman, på bogens omslag. Og derfor er der nødt til at stå det.

Teksten optræder som korte statements - hvad er tanken bag?

Det var vigtigt for mig at tilføre en vis lethed i formen, når flere af temaerne i bogen er så tunge, som de er.
I skriveprocessen afprøvede jeg flere forskellige måder at skrive stoffet ud på, og den korte form virkede som den mest "rigtige" til denne bog. For mig at se peger formen netop meget tydeligt på, at bogen primært er en fiktion. Og det var vigtigt for mig at tydeliggøre det. Det ses bl.a. på den måde, historien er fortalt på – den opbrudte kronologi, den ordknappe form, de konstante skift i tid, det fokus der ofte er på rytmen og de lydlige elementer – det peger alt sammen på den romankonstruktion, bogen er.

Tonen er afdæmpet og nøgtern, er det din måde at tackle eller almengøre?

Det har ikke været min intention bevidst at gøre tonen i bogen afdæmpet og nøgtern for bedre selv at kunne tackle stoffet eller almengøre det for læserne.
Når jeg skriver, bestræber jeg mig først og fremmest på at balancere form og indhold. Jeg afprøver ofte mange forskellige skrivemåder, indtil jeg vælger den, som fungerer bedst, som er "rigtig" til netop dén bog, jeg skriver på.
Det gjorde jeg også, da jeg skrev min første roman, Lunatia, der jo modsat Apropos Opa er meget ordrig og har et langt mere strømmende sprog, med stort fokus på rytmen og gentagelsen. Det passede bedst til dén bog.

Når du sammenligner med din første roman Lunatia har Apropos Opa vakt mediernes interesse i langt højere grad - hvad er din vurdering af årsagen hertil?

Det skyldes flere ting, tror jeg. Dels mediernes interesse for "det virkelige", faktuelle. Dét, at jeg selv har haft en farfar, der var Obersturmbannführer i SS under krigen. Det har været relationen til ham, der primært har været i fokus i de interviews, jeg har givet – det har i høj grad været dét, der har vakt journalisternes interesse. Også selvom bogen jo handler om meget andet end netop ham.
Men det skyldes også, tror jeg, at denne roman er formmæssigt knapt så eksperimenterende, som mine tidligere bøger, og derfor har en lidt bredere appel. Den beskæftiger sig desuden med steder og emner, mange kan relatere til – Berlin, København, Anden Verdenskrig, "Flower-Power" tiden, nutiden. Og familierelationer, ikke mindst.

Man er som individ en del af familien - skal man bære slægtens synder - og hvordan gør personerne i bogen evt. det?

I forhold til Apropos Opa virkede det vigtigt for mig, at "tage historien på mig" – ikke at tilsløre, at jeg selv har haft en farfar, der engang var med i SS. Og det er ikke, fordi jeg generelt mener, at man skal "bære slægtens synder". Men for mig personligt har det været vigtigt at forholde mig til fortiden, for at få en større forståelse for hvad det er, der har præget min egen familie i de generationer, der er gået forud for min.

I romanen håndterer personerne primært "slægtens synder" ved at flygte fra de ubehagelige facts. Hvad enten det så drejer sig om druk eller seksuelle eskapader eller stoffer. Det er alt sammen et forsøg på flugt. Og så alligevel.

Da Opa i bogen bliver indlagt på hospitalet i Berlin, opsøger faren ham, selvom de ikke har talt sammen i over ti år. Og den tyske, anarkistiske fætter opsøger sin kusine i København og konfronterer hende med Opas nazistiske fortid. Det er ikke sikkert, at familien ligefrem begynder at "bære slægtens synder", men de begynder i hvert fald at forholde sig til dem, at nedbryde det tabu, der har været i kølvandet af krigen.

Du har valgt en noget utraditionel forside til din bog?

Valget af omslaget er blevet til i et samspil mellem grafikeren, min redaktør og mig selv. Og der var faktisk usædvanlig mange udkast på bordet, før vi fandt frem til netop dét.
Det udsprang af, at min redaktør havde gennemlæst det færdige manuskript med henblik på at finde noget centralt, der kunne bruges i omslaget. Og der faldt han over sætningen "en Berlinmur af tavshed", som er en af de få metaforer, der er i bogen. Han syntes det var meget beskrivende for familierelationerne i bogen og det tabu, Anden Verdenskrig er for dem.

Grafikeren blev inspireret og fik ideen med, at der skulle være noget eller nogen, som var delvist skjult af muren. Derfor det halve smudsbind, som forestiller Berlinmuren. Og derfor den uniformerede nazist bag det, bag muren. For mig var det vigtigt, at der også kom et hul i muren – hvilket der er kommet på bogryggen. Fordi den tunge "Berlinmur af tavshed" i løbet af romanen begynder at krakelere.

Var det så det?

Hvis der med det spørgsmål hentydes til bogens begyndelse, hvor faren ringer til sin datter og fortæller om Opas død, med kommentaren "Det var så det", synes jeg netop, hele romanen peger på, at der trods dén kommentar er meget mere at sige om den sag.
Hvis dét havde været det, ville der ikke have været nogen historie at fortælle. Så ville fortiden være blevet begravet med farfaren.
Men ét af bogens hovedtemaer er jo netop, at krigen, selvom den for længst er blevet fortid, i høj grad har indvirket og stadig kan indvirke på de efterfølgende generationer. At det netop ikke var dét.