'Lunatia' er en besættende fortælling om incest, svigt, selvdestruktion - og håb skrevet i én lang sætning, der strækker sig over 132 sider.
”Papa elskede børn, de fik livet til at give mening, sagde han”. Især elsker og forguder han adoptivdatteren Neja, som han og konen henter på en institution, da hun er tre år gammel. Neja bliver behandlet som en prinsesse, får himmelseng, kjoler og alt, hvad hun peger på. Nu, som nittenårig, er Neja indlagt efter et selvmordsforsøg og skriver som besat: ”jeg ligger stadig her, i sengen, i den hvide skjorte, i den spinkle krop, på hospitalet og skriver; det er en endeløs spiral, en kværn der aldrig stopper;”. Blandt andet drømmer hun sig på papiret tilbage til dengang hendes mor og far stadig var forelskede, og hun stadig kunne sove uforstyrret i sengen med den lyserøde himmel...
Lunatia er navnet på en snegl, og sneglehuset er fortællingens ledemotiv. " Lunatia, et smukt hvidt hus, som jeg kan høre havets brusen i, når jeg tager det op til et af mine ører; den fine mørke linje, der udgør spiralen, minder mig om en lang sætning skrevet på et sprog jeg ikke kender, med bogstaver, der er så små og ulæselige, at øjet opfanger dem som én lang ubrudt linje;"
Sneglehusets før så smukke hvide farve er nu den grusomste farve af dem alle. Hvidt er papiret, hun får udleveret, fordi hun ikke vil snakke, og som hun manisk skriver på i et forsøg på at dække alt det hvide med mørket, hun har indeni. Hvide er pillerne, hun sluger, hvidt er lyset, der blotlægger alt det smertefulde. Hvidt er liv og derfor angst. Spiralen er den kværnende stream of consciousness-agtige malstrøm af ord vi læsere, med Neja som fører, hvirvles dybere og dybere ind i.
Bogen er fuldstændig umulig at lægge fra sig, når man først er startet, og er, med sine blot 132 sider, hurtigt læst. Men tag ikke fejl af bogens fysiske størrelse, den er større indvendig end udvendig, akkurat som et sneglehus. Julia Butschkow har en sjælden sans for det sproglige og har givet sin Neja en stemme så insisterende, at hun ikke kan ignoreres. En stemme, der giver genlyd længe efter at selve bogen er læst til ende.
Samleren, 2004. 132 s
Kommentarer