En smuk og smertefuld roman om den skyld, som går i arv til børn og børnebørn, og som er svær at slippe af med.
”Opa er død. Min far ringer på min mobil. Det var det, siger han”
Det er det eneste, der står på første side i Julia Butschkows selvbiografiske roman om hendes slægt i tre generationer.
Knud Romer har gjort det, og nu også Julia Butschkow – skrevet om den skyld og skam, der kan ramme børn eller børnebørn, og som stammer fra tidligere generationers handlinger.
Den Opa, som titlen hentyder til, er fortællerens farfar. Han var overbevist nazist og Obersturmbannführer i Hitlers Tyskland og medvirkende til udryddelsen af polske jøder.
I virkeligheden er det tre generations historie, som fortælles. Om Bedstefaderen, som slap for straf efter 2. verdenskrig. Han udviklede sig til en bitter mand, som tyranniserede sin familie, og som alle var bange for. Om Faderen, som valgte at tage afstand fra sin tyske familie og alt hvad, der var tysk og autoritært. Han flyttede til Danmark og blev sammen med fortællerens mor en del af kollektivbevægelsen i 1970’erne. Om datteren, jeg-fortælleren, som lider af angst og depression, og som hele sin barndom har forsøgt at passe på sin far, selv om hun har oplevet mange svigt fra ham.
Bedstefaderens sygdom og død får de hemmeligheder frem, som der ikke er blevet talt om i familien. Fortælleren har droppet sine universitetsstudier, og arbejder nu hos en urmager på Hovedbanegården. En dag træder hendes tyske fætter ind i forretningen, og fra ham får hun mange ting at vide, som hendes far ikke har villet fortælle hende, og langsom bliver bedstefaderens historie stykket sammen, og ganske langsomt sker der også en forsoning mellem far og datter.
Julia Butschkows komposition er meget stram, kort og præcis, næsten helt minimalistisk. Med ganske få ord kan hun beskrive en stemning og en følelse, og romanen er på én gang meget trist og tragisk, men så også let og munter med mange fine små detaljer. En fin læseoplevelse
Kommentarer