Indledningsvis vil jeg spørge dig hvordan, det er at se 3 af sine digtsamlinger sammenstillet på denne måde - og hvorfor det lige er disse 3, der er de udvalgte?
Det er en kolossal tilfredsstillelse at se dem samlet!
Samlingerne er udkommet i forlængelse af hinanden over præcis 10 år, og de består alle 3 af serier af digte, eller selvstændige små "bøger" om man vil, 15 i alt, og jeg har glædet mig til at se dem samlet til én bog.
Jeg håber at kunne føje nye til. Jeg håber, at det er en praksis som kan fortsætte længe.
Udgivelsen skyldes også helt pragmatisk, at de oprindelige bøger er udsolgt fra forlaget. I poesiens verden er skellet mellem usolgt og udsolgt hårfin.
"hver dag slikker jeg alfabetet rent for honning,
denne sammensatte rus, en mørk intuition,
en flod munder ud i min hjerne,
en langsom opløsende proces,
det foregår uafhængigt af alle og enhver,
som efterlader det levende midt i det levende,
før det finder nye virkelige former"
(Bier dør sovende)
Kan du beskrive din skriveproces lidt mindre poetisk?
Jeg skriver hver dag, ikke nødvendigvis digte, det er de færreste der kan det! men jeg ved, det er vigtigt hele tiden at holde skriften i gang og i kog.
Bare skrive en halv time hver dag, udenfor program, hvor alting kan ske.
Jeg har altid haft følelsen af, at det at skrive er en måde at ankomme til verden på, at være i den, selvom det kun sker i korte glimt. Det at skrive giver mig en intens følelse af at være til, af at have lov til at være i verden på godt og ondt.
Men skriveprocessen frem mod en færdig bog er lang for mit vedkommende. Jeg skriver ofte på flere bøger ad gangen, hvor én bog er den vigtigste og de andre står og koger på mit ordkomfur.
"Tag et skridt
og et til.
Håb på
at det
stride græs
alligevel
gir dig fodfæste.
Forsæt
den vej, hvor
de dybeste stød
af lykke
kommer fra.
Hvor de digte
som ikke
er skrevet endnu,
strækker deres varme
undersøgende fingre
ud i det hvide."
(Vinci, senere)
Hvorfor er du primært lyriker?
Jeg har forsøgt mig med en roman, og jeg kan ikke garantere, at det ikke sker igen, men det er digtene, der ligger nærmest.
Men i mine bøger er der ofte sammenhængende digte, som faktisk har små fortællinger indbygget, og det episke digt er en spændende størrelse. Jeg elsker brudstykker af historier, noget der bliver fortalt lynhurtigt og sammenpresset, men jeg orker ikke selv at folde en fiktiv fortælling ud, det keder mig. Når jeg er i biografen, så skal min kæreste altid sidde og forklare mig handlingen, fordi jeg så let fortaber mig i et eller andet ligegyldigt. Bare det at skulle følge med i forskellige familieforhold: Hvad er nu lige en "onkel" for en størrelse? Det er håbløst.
"Hvad er der gang i oppe på skråningen? Det er Vergil
og Dante med hakker og skovle,
der knokler til langt ud på aftenen, Jeg tjekker ud og går
en tastatur i sproget."
(Et skridt i den rigtige retning)
Du er tydeligvis inspireret mange steder og tider fra - hvor henter du primært inspiration?
Inspiration betyder noget i retning af " ånd (spiritus) der bliver indblæst". Det er ikke sådan jeg oplever inspiration.
De gange, hvor jeg har følt mig virkeligt inspireret, har være forbundet med aggression, altså nærmest det modsatte, noget udadrettet.
Jeg følte, at jeg havde ryggen mod muren og kun kunne gå fremad, gå til modværge. Det har været i forbindelse med digte som "Kompas" (Bier dør sovende), "Landskaber" (Vinci, senere) og "Portræt med Orfeus og Eurydike" (Et skridt i den rigtige retning).
Disse lange digte er skrevet i en slags vrede, en energiudladning, som havde at gøre med at føle sig trængt og ikke længere kunne holde ordene tilbage.
Men for det meste skriver jeg og gennemskriver og læser det, jeg har skrevet i en rolig rytme.
Jeg læser digtene om og om igen, og jeg læser dem højt.
Inspiration handler også om at få en flig forærende fra verden, som man så kan hive i eller skrive videre på. Det kan være en skæv bemærkning i bussen, en underlig skygge, der falder på en mur eller en syret oplysning i en bog om dna-spiraler.
"18/8
Berlusconi har fået en ansigtsløftning, han smiler og trykker
hænder. Hvad skal livet gå med? At skrive en håndfuld
gode digte? Prøve at forstå?
Sætte navn på angsten?"
(Et skridt i den rigtige retning)
Hvor ser du grænsefladerne mellem fiction og "den virkelige verden" ?
Poesi er for helvede ikke fiktion! siger Per Aage Brandt et sted. Og digte befinder sig et interessant sted mellem noget kunstigt, kunst, det vil sige noget der bliver digtet (i betydningen "fundet på") - og så noget virkeligt, noget der er bærer af en virkelig stemme, som vi forventer taler til os uden for det fiktive rum.
Digte er optaget af måder at sige tingene på, men er også optaget af det, som de faktisk siger. Der er en fascinerende kunstig fortrolighed på færde.
"Men landskabet er ulæseligt,
og vi kaster
knogleskygge. Kom, lad os gå en tur i stedet.
Vi går gennem døre af en vis størrelse.
Dørene lukkes og åbnes. Læs: Dørenes størrelse
er afstemt efter menneskenes.
I landskabet er dørene beregnet til guder."
(Vinci, senere)
Du benytter gang på gang "landskabet" som udtryk for natur men også menneskets indre landskab - hvilken betydning har "naturen" for dig?
Et landskab kan være et fysisk, virkeligt landskab, et indre landskab, men jo også digtet eller sproget selv.
I "Vinci, senere" har jeg en serie af digte, som jeg kalder Landskaber. Landskaber blev til som en slags palimpsest. Udgangspunktet var en tanke om at prøve at finde kilderne til et digt, at ville afdække hvor digtet kom fra. Digtet var i dette tilfælde digtet "Kompas" fra "Bier dør sovende".
I "Kompas" var det forsøget, som det er hele tiden, at investere mest muligt i et digt. Derfor blev det så langt! Men det er et meget ærligt digt. En stor inspiration for digtet var John Ashberrys digt "En bølge".
Ashberry skriver et sted: "Poesi skrives i linjer, men verden er ikke lineær".
Kompas-digtet er en slags kompas-rose, som stritter i alle retninger, og som læser kan man starte og slutte, hvor man vil.
Jeg havde sat mig for at spore Kompas-digtets "oprindelse", altså prøve at skrive de steder ned, som digtet kom fra. Jeg ville skrive en slags stikord til hvert af de 28 afsnit i Kompas-digtet, altså finde deres udgangskoorordinater.
Men det kunne ikke lade sig gøre. Dels fordi det blev dødkedeligt, og dels fordi det hurtigt viste sig, at det var meget mere spændende at skrive et nyt digt over på det gamle.
Og det blev så til de 23 Landskaber, som jeg tænker på som ét digt. Hvert afsnit er et landskab, derfor også "Det andet landskab", fordi det er det andet afsnit i serien. Landskaberne handler i høj grad også om at spore det sproglige, at undersøge hvordan det er, at være i et nyt sprog, i et nyt landskab.
I Caspar David Friedrichs maleri af Vandringsmanden über das Nebelmeer, står han og ser ud over landskabet, men fylder selv det hele.
Med romantikken blev subjektet et problem, subjektet er i det hele taget et problem i landskabet. Hvor skal det være henne? For man oplever sig selv som for-meget, man er tilovers. Det landskab, den natur-repræsentation, jeg stræber efter, er som et kinesisk maleri, hvor man ser mennesket som den absolutte, mindste prik, mens "naturen" fylder det hele.
Det at gå i et landskab og det at gå i det hele taget, i sproget og i verden, har jeg undersøgt i "Et skridt i den rigtige retning".
"Goddag, goddag. Fløj ud af det,
der døbte mig. Plaprer i et andet nu.
Som at jævnføre en andedam med et hav. Klatter
i græsset. Bestræber mig på at fortsætte bestræbelsen.
Jeg siger: Jeg er denne imødekommenhed. Åh.
En fjerklædt vilje. Denne min snadren gennem alting,
ene og alene for ikke at være på den sikre side."
(Vinci, senere)
Hvad betyder det for dig at have opholdt dig uden for dit eget sprog i en periode på 8 år, sådan som du blandt andet beskriver det i "Vinci, senere"?
Digtene er, som titlen siger, knyttet til et bestemt sted og et bestemt tidsrum, eller for at være mere konkret: de er resultatet af et eksperiment.
Stedet er byen Vinci, og tiden er den periode, hvor jeg boede på bjerget over byen sammen med min familie. Eksperiment bestod i, at jeg flyttede mig ud af mit eget sprog, det danske, og til et andet det italiensk, for at undersøge, hvad et andet sprog og et andet landskab gjorde ved måden at skrive og sanse på.
Oprindeligt var eksperimentet sat til at løbe i et halvt år, men jeg blev boende i Italien i otte år.
Kendt fra hundredvis af postkort er det italienske kultiverede landskab nærmest overbeskrevet, især af nordeuropæere. Jeg havde forladt mit sprog og stod foran et andet, ukendt, uudtaleligt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne beskrive det, jeg så, uden at falde i den kliche, landskabet og digteren foran det umiddelbart indbød til.
Men langsomt og i brutale spring skete der alligevel noget. En lang og omstændelig samtale begyndte. Først med landskabet, siden med den rige og omfattende historie og med de kunstnere, der havde været med til at skabe den. Og mennesker som boede i byen.
Jeg lærte at tale et nyt sprog og også en ny måde at skrive digte på. Til daglig var der mange sprog i omløb, italiensk, spansk, engelsk, tysk, dansk. En permanent oversættelsestilstand. Undertiden var der nogle, som spurgte: Hvilket sprog drømmer du på? Det kan jeg ikke svare på. Selvfølgelig prøver man, at svare på det sprog, som der tales på i drømmen, men drømme opererer, ligesom digte, i skarpe billeder der får os til at tro, at de er sande.
Først når vi vågner og forlader drømmene eller er færdig med digtene og får dem på afstand, begynder tingene at give en form for mening. Senere.
"Vinci, senere" er afsluttet i en anden by end Vinci, men den er drømt og skrevet der.
Faktaboks:
Morten søndergaard debuterede i 1992 med digtsamlingen "Sahara i mine hænder". Det er blevet til 8 digtsamlinger, en samling prosastykker og en roman.
Hans digte er blevet oversat til adskillige sprog.
"Vinci, senere" og "Et skridt i den rigtige retning" har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Dette interview refererer til digtsamlingen "Bier dør sovende. Vinci senere. Et skridt i den rigtige retning", Borgen 2008.
Artikel
Drømt og skrevet
Indledningsvis vil jeg spørge dig hvordan, det er at se 3 af sine digtsamlinger sammenstillet på denne måde - og hvorfor det lige er disse 3, der er de udvalgte?
Det er en kolossal tilfredsstillelse at se dem samlet!
Samlingerne er udkommet i forlængelse af hinanden over præcis 10 år, og de består alle 3 af serier af digte, eller selvstændige små "bøger" om man vil, 15 i alt, og jeg har glædet mig til at se dem samlet til én bog.
Jeg håber at kunne føje nye til. Jeg håber, at det er en praksis som kan fortsætte længe.
Udgivelsen skyldes også helt pragmatisk, at de oprindelige bøger er udsolgt fra forlaget. I poesiens verden er skellet mellem usolgt og udsolgt hårfin.
"hver dag slikker jeg alfabetet rent for honning,
denne sammensatte rus, en mørk intuition,
en flod munder ud i min hjerne,
en langsom opløsende proces,
det foregår uafhængigt af alle og enhver,
som efterlader det levende midt i det levende,
før det finder nye virkelige former"
(Bier dør sovende)
Kan du beskrive din skriveproces lidt mindre poetisk?
Jeg skriver hver dag, ikke nødvendigvis digte, det er de færreste der kan det! men jeg ved, det er vigtigt hele tiden at holde skriften i gang og i kog.
Bare skrive en halv time hver dag, udenfor program, hvor alting kan ske.
Jeg har altid haft følelsen af, at det at skrive er en måde at ankomme til verden på, at være i den, selvom det kun sker i korte glimt. Det at skrive giver mig en intens følelse af at være til, af at have lov til at være i verden på godt og ondt.
Men skriveprocessen frem mod en færdig bog er lang for mit vedkommende. Jeg skriver ofte på flere bøger ad gangen, hvor én bog er den vigtigste og de andre står og koger på mit ordkomfur.
"Tag et skridt
og et til.
Håb på
at det
stride græs
alligevel
gir dig fodfæste.
Forsæt
den vej, hvor
de dybeste stød
af lykke
kommer fra.
Hvor de digte
som ikke
er skrevet endnu,
strækker deres varme
undersøgende fingre
ud i det hvide."
(Vinci, senere)
Hvorfor er du primært lyriker?
Jeg har forsøgt mig med en roman, og jeg kan ikke garantere, at det ikke sker igen, men det er digtene, der ligger nærmest.
Men i mine bøger er der ofte sammenhængende digte, som faktisk har små fortællinger indbygget, og det episke digt er en spændende størrelse. Jeg elsker brudstykker af historier, noget der bliver fortalt lynhurtigt og sammenpresset, men jeg orker ikke selv at folde en fiktiv fortælling ud, det keder mig. Når jeg er i biografen, så skal min kæreste altid sidde og forklare mig handlingen, fordi jeg så let fortaber mig i et eller andet ligegyldigt. Bare det at skulle følge med i forskellige familieforhold: Hvad er nu lige en "onkel" for en størrelse? Det er håbløst.
"Hvad er der gang i oppe på skråningen? Det er Vergil
og Dante med hakker og skovle,
der knokler til langt ud på aftenen, Jeg tjekker ud og går
en tastatur i sproget."
(Et skridt i den rigtige retning)
Du er tydeligvis inspireret mange steder og tider fra - hvor henter du primært inspiration?
Inspiration betyder noget i retning af " ånd (spiritus) der bliver indblæst". Det er ikke sådan jeg oplever inspiration.
De gange, hvor jeg har følt mig virkeligt inspireret, har være forbundet med aggression, altså nærmest det modsatte, noget udadrettet.
Jeg følte, at jeg havde ryggen mod muren og kun kunne gå fremad, gå til modværge. Det har været i forbindelse med digte som "Kompas" (Bier dør sovende), "Landskaber" (Vinci, senere) og "Portræt med Orfeus og Eurydike" (Et skridt i den rigtige retning).
Disse lange digte er skrevet i en slags vrede, en energiudladning, som havde at gøre med at føle sig trængt og ikke længere kunne holde ordene tilbage.
Men for det meste skriver jeg og gennemskriver og læser det, jeg har skrevet i en rolig rytme.
Jeg læser digtene om og om igen, og jeg læser dem højt.
Inspiration handler også om at få en flig forærende fra verden, som man så kan hive i eller skrive videre på. Det kan være en skæv bemærkning i bussen, en underlig skygge, der falder på en mur eller en syret oplysning i en bog om dna-spiraler.
"18/8
Berlusconi har fået en ansigtsløftning, han smiler og trykker
hænder. Hvad skal livet gå med? At skrive en håndfuld
gode digte? Prøve at forstå?
Sætte navn på angsten?"
(Et skridt i den rigtige retning)
Hvor ser du grænsefladerne mellem fiction og "den virkelige verden" ?
Poesi er for helvede ikke fiktion! siger Per Aage Brandt et sted. Og digte befinder sig et interessant sted mellem noget kunstigt, kunst, det vil sige noget der bliver digtet (i betydningen "fundet på") - og så noget virkeligt, noget der er bærer af en virkelig stemme, som vi forventer taler til os uden for det fiktive rum.
Digte er optaget af måder at sige tingene på, men er også optaget af det, som de faktisk siger. Der er en fascinerende kunstig fortrolighed på færde.
"Men landskabet er ulæseligt,
og vi kaster
knogleskygge. Kom, lad os gå en tur i stedet.
Vi går gennem døre af en vis størrelse.
Dørene lukkes og åbnes. Læs: Dørenes størrelse
er afstemt efter menneskenes.
I landskabet er dørene beregnet til guder."
(Vinci, senere)
Du benytter gang på gang "landskabet" som udtryk for natur men også menneskets indre landskab - hvilken betydning har "naturen" for dig?
Et landskab kan være et fysisk, virkeligt landskab, et indre landskab, men jo også digtet eller sproget selv.
I "Vinci, senere" har jeg en serie af digte, som jeg kalder Landskaber. Landskaber blev til som en slags palimpsest. Udgangspunktet var en tanke om at prøve at finde kilderne til et digt, at ville afdække hvor digtet kom fra. Digtet var i dette tilfælde digtet "Kompas" fra "Bier dør sovende".
I "Kompas" var det forsøget, som det er hele tiden, at investere mest muligt i et digt. Derfor blev det så langt! Men det er et meget ærligt digt. En stor inspiration for digtet var John Ashberrys digt "En bølge".
Ashberry skriver et sted: "Poesi skrives i linjer, men verden er ikke lineær".
Kompas-digtet er en slags kompas-rose, som stritter i alle retninger, og som læser kan man starte og slutte, hvor man vil.
Jeg havde sat mig for at spore Kompas-digtets "oprindelse", altså prøve at skrive de steder ned, som digtet kom fra. Jeg ville skrive en slags stikord til hvert af de 28 afsnit i Kompas-digtet, altså finde deres udgangskoorordinater.
Men det kunne ikke lade sig gøre. Dels fordi det blev dødkedeligt, og dels fordi det hurtigt viste sig, at det var meget mere spændende at skrive et nyt digt over på det gamle.
Og det blev så til de 23 Landskaber, som jeg tænker på som ét digt. Hvert afsnit er et landskab, derfor også "Det andet landskab", fordi det er det andet afsnit i serien. Landskaberne handler i høj grad også om at spore det sproglige, at undersøge hvordan det er, at være i et nyt sprog, i et nyt landskab.
I Caspar David Friedrichs maleri af Vandringsmanden über das Nebelmeer, står han og ser ud over landskabet, men fylder selv det hele.
Med romantikken blev subjektet et problem, subjektet er i det hele taget et problem i landskabet. Hvor skal det være henne? For man oplever sig selv som for-meget, man er tilovers. Det landskab, den natur-repræsentation, jeg stræber efter, er som et kinesisk maleri, hvor man ser mennesket som den absolutte, mindste prik, mens "naturen" fylder det hele.
Det at gå i et landskab og det at gå i det hele taget, i sproget og i verden, har jeg undersøgt i "Et skridt i den rigtige retning".
"Goddag, goddag. Fløj ud af det,
der døbte mig. Plaprer i et andet nu.
Som at jævnføre en andedam med et hav. Klatter
i græsset. Bestræber mig på at fortsætte bestræbelsen.
Jeg siger: Jeg er denne imødekommenhed. Åh.
En fjerklædt vilje. Denne min snadren gennem alting,
ene og alene for ikke at være på den sikre side."
(Vinci, senere)
Hvad betyder det for dig at have opholdt dig uden for dit eget sprog i en periode på 8 år, sådan som du blandt andet beskriver det i "Vinci, senere"?
Digtene er, som titlen siger, knyttet til et bestemt sted og et bestemt tidsrum, eller for at være mere konkret: de er resultatet af et eksperiment.
Stedet er byen Vinci, og tiden er den periode, hvor jeg boede på bjerget over byen sammen med min familie. Eksperiment bestod i, at jeg flyttede mig ud af mit eget sprog, det danske, og til et andet det italiensk, for at undersøge, hvad et andet sprog og et andet landskab gjorde ved måden at skrive og sanse på.
Oprindeligt var eksperimentet sat til at løbe i et halvt år, men jeg blev boende i Italien i otte år.
Kendt fra hundredvis af postkort er det italienske kultiverede landskab nærmest overbeskrevet, især af nordeuropæere. Jeg havde forladt mit sprog og stod foran et andet, ukendt, uudtaleligt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne beskrive det, jeg så, uden at falde i den kliche, landskabet og digteren foran det umiddelbart indbød til.
Men langsomt og i brutale spring skete der alligevel noget. En lang og omstændelig samtale begyndte. Først med landskabet, siden med den rige og omfattende historie og med de kunstnere, der havde været med til at skabe den. Og mennesker som boede i byen.
Jeg lærte at tale et nyt sprog og også en ny måde at skrive digte på. Til daglig var der mange sprog i omløb, italiensk, spansk, engelsk, tysk, dansk. En permanent oversættelsestilstand. Undertiden var der nogle, som spurgte: Hvilket sprog drømmer du på? Det kan jeg ikke svare på. Selvfølgelig prøver man, at svare på det sprog, som der tales på i drømmen, men drømme opererer, ligesom digte, i skarpe billeder der får os til at tro, at de er sande.
Først når vi vågner og forlader drømmene eller er færdig med digtene og får dem på afstand, begynder tingene at give en form for mening. Senere.
"Vinci, senere" er afsluttet i en anden by end Vinci, men den er drømt og skrevet der.
Faktaboks:
Morten søndergaard debuterede i 1992 med digtsamlingen "Sahara i mine hænder". Det er blevet til 8 digtsamlinger, en samling prosastykker og en roman.
Hans digte er blevet oversat til adskillige sprog.
"Vinci, senere" og "Et skridt i den rigtige retning" har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Dette interview refererer til digtsamlingen "Bier dør sovende. Vinci senere. Et skridt i den rigtige retning", Borgen 2008.
Kommentarer