"Jeg tror ikke bare, at verden er gået i stykker, og så er der ikke mere at stille op. Jeg tror, at alle de stumper, som den nu befinder sig i, kan bruges til noget: At de kan give sig til at henvise til hinanden og danne lokale betydninger, og former for mening."
Morten Søndergaard i interview
Morten Søndergaard debuterede i 1992 med digtsamlingen Sahara i mine hænder, og har siden da været ret produktiv både inden for den litterære verden, men også inden for radio. Han har beskæftiget sig meget med lyd, og har produceret en række af de programmer, der hedder "Lydmuren" på P1. I 2000 debuterede han som romanforfatter med den meget anmelderroste Tingenes orden.
Tingenes orden handler om Ikaros, der på vej ind i Glemselsministeriet får en tagsten i hovedet og får kraniebrud. Da han vågner op på hospitalet, husker han pludselig alt, og befinder sig mere tilbage i sin barndom end i nutiden. Og ikke nok med det: Når han husker, materialiserer hans tanker sig, hvilket resulterer i, at hans stue på hospitalet snart er fyldt op med tørrede søheste, en død hund, et forstørrelsesglas, en glasskærer, en springkniv, en udstoppet ugle og meget mere gammelt ragelse fra hans barndom.
Da han kommer hjem fra hospitalet, er problemet det samme. Snart kan han ikke være i sin lejlighed for klaverer og gamle tunge møbler. Han begiver sig ud i Københavns gader og vandrer for at glemme. En dag flytter Alice ind i lejligheden overfor, og Ikaros dropper sine vandreture for at blive hjemme og betragte hende. En dag går han over og ringer på, og de finder sammen i et magisk kærlighedseventyr, der endelig får Ikaros til at glemme. Sådan hænger historien umiddelbart sammen, men Tingenes orden handler ikke bare om erindring og kærlighed. De handler også om at miste og søge, om myter og virkelighed, og om hvordan alle disse ting eksisterer på samme tid og ved siden af hinanden.
Selv om der på forsiden af Tingenes orden står "roman" er den svær at genrebestemme. Bogen er tilsyneladende traditionelt bygget op omkring nummererede kapitler, men hvert kapitel er højest tre sider langt. Disse små korte kapitler er lyriske i deres sprogbrug, men fortæller stadigvæk en historie, der hænger logisk sammen.
Det er nærmest en række lange kortprosastykker, der indgår i en ikke-lineær sammenhæng. Historien skrider ikke fremad, men springer hid og did, som man bevæger sig rundt på Internettet. Den bevæger sig i et netværk, der i første omgang kan være svært at holde rede på, men som ved "romanens" slutning fremstår forholdsvis helt. Niels Lyngsøe (digter og anmelder ved Politiken) har betegnet den genre, Morten Søndergaard bevæger sig i, som encyklopædisk.
Det er en tænkemåde, der betoner en åbenhed mod verden, som den opleves og sanses, og besidder den mange-dimensionalitet encyklopædien besidder. Et leksikon er jo netop et sted, der indeholder "alt" inden for en enhed. Sådan bliver det et meget godt billede på både den moderne litteratur og det moderne menneske, der søger enhed og helhed, men lever paradoksalt og modsætningsfyldt. Det gør også Ikaros, der søger en helhed i glemselen og søger glemselen i kærligheden.
At læse Tingenes orden er en intens oplevelse. Der er noget nærmest manisk-magisk over den. Sproget suger dig ind og med på Ikaros' vandringer gennem København, hans erindringer og ham selv. Den skal læses ude blandt mennesker på en cafe eller på en bænk i en park, og så skal du lade dig indkapsle i Ikaros' ensomhed og søgen efter sig selv, og mærke distancen mellem dig og alle de andre. Og så skal du ind i mellem kigge op og drage et lettelsens suk, når det går op for dig, at distancen alligevel ikke er så stor, og blive glad for, at du er i live. Sådan en bog er Tingenes orden. Den gør dig lidt klogere på dig selv og verden.
Af Stine Bang, cand. mag.
Kommentarer