Lær mere om den digitale litteraturs korte men alligevel overraskende lange historie.
Af Søren Bro Pold
Litteraturen er digital, hvilket ikke er nyt, men i stigende grad synligt og læseligt. E-bøger kender vi alle, de kan både findes gratis på nettet – fx på Project Gutenberg (www.gutenberg.org) eller på bibliotekernes eReolen – og købes på forlag og i boghandler, men de læses og skrives som trykte bøger. Anderledes med den digitale litteratur, som gennem årtier har udforsket nye muligheder og former for litteratur på computer.
Digital litteratur er stort set lige så gammel som computeren. Allerede Christopher Stratchey benyttede som kollega til en af computerens vigtigste opfindere, Alan Turing, verdens første elektroniske, programmerbare computer på Manchester University til at lave digital litteratur. Han lavede et program, som kunne generere fiktive kærlighedsbreve, som blev underskrevet ”MUC” for Manchester University Computer i 1952 (se kunstneren David Links genskabning af projektet dokumenteret her og forfatteren og forskeren Nick Montforts genudgivelse her). Senere blev Stratchey en central forkæmper for homoseksuel frigørelse i England, så det handlede ikke udelukkende om at frigøre computeren. Turing var i øvrigt selv homoseksuel, måtte skjule sine seksuelle præferencer og sit nu berømte arbejde som kodebryder i Bletchley Park under krigen. Turing blev på denne måde på tragisk vis selv reduceret til den ukropslige intelligens, som han teoretiserede over i den såkaldte Turing test, hvor spørgsmålet om kunstig intelligens afgøres ud fra, hvorvidt en computer vil være i stand til at svare på tekstlig input med et tekstligt output, som ikke kan skelnes fra et menneskes. Stratcheys generede kærlighedsdigte kan nok ikke bestå en Turing test, men historien illustrerer i hvert fald, at eksperimenterne med digital litteratur ofte er tæt forbundne med det miljø computeren udvikles i. Den digitale litteratur handler om computeren, dens historie, miljø og dramaer på måder langt ud over det rent tekniske. Den digitale litteratur både skriver og skriver om computeren som litterær maskine.
I Stuttgart skrev tyskeren Theo Lutz i 1959 Stochastische Texte over Kafkas roman Slottet på en kæmpemæssig rørdrevet computer fra en anden tidlig computerudvikler, Konrad Zuses Z22 – programmet er restaureret og kan prøves her og Nick Montfort har lavet en engelsk oversættelse her. Det tyske miljø i Stuttgart arbejdede på en såkaldt informationsæstetik, som i sin nøgterne, matematiske, algoritmiske form var en reaktion på nazisternes optagethed af det mytiske og romantiske. Her handler det altså også om mere end blot computeren og kan sættes i relation til det tyske ”Wirtschaftswunder” og dets tro på teknik og rationalitet. Lutz præsenterede sit projekt i en artikel, hvor han samtidig håbede, at ”traditionsbundne litterater” ville forlade deres mistro over for moderne teknik og i stedet indlede et ”bredt og frugtbart samarbejde.”
Selvom der skulle gå nogle årtier før de ”traditionsbundne litterater” så lyset, så har udviklingen af computeren, den digitale kultur og digital litteratur altid stået hinanden nær, og der blev også i 1960’erne og fremefter udviklet en lang række nye tekstformer som fx den digitale psykolog-bot Eliza (Joseph Weizenbaum, 1966), som mange år før twitterbots gav mulighed for overraskende og næsten uhyggeligt dybe samtaler med en computer. Senere kom der tekstbaserede spilverdener (Collosal, Zork) og tekstbaserede flerbrugerplatforme (MUDS og MOOs i 1980erne) mange år før sociale medier.
Det er der flere grunde til. For det første er mange forskere og udviklere optaget af eksperimenter som en måde at undersøge, hvad nye teknologier kan, og der er en lang tradition for at bruge kunst, musik og litteratur til det. Litteratur er tilmed lettere tilgængelig for computeren end musik og billede, da den allerede benytter sig af et alfabet som kan omsættes direkte i bits (i modsætningen til lyd og billede som først skal digitaliseres og derefter fylder betydeligt mere end tekst, og som også er sværere at bearbejde digitalt). Derfor er der også en lang tradition for at tænke fremtidige udviklinger af computeren i dialog med digital litteratur.
Den litterære maskine
Et af de bedste eksempler på digital litterær teknologiudvikling er hypertekst, som har udviklet sig fra forholdsvis vilde, avantgardistiske ideer til at være hovedstrukturen bag vore dages World Wide Web og sociale medier. Det er en af de opfindelser, det kan være svært at sætte ophav på, da den bl.a. trækker på ideer om læsemaskiner udviklet af munke helt tilbage i 1500-tallet og (alternative) bibliotekssystemer som den belgiske bibliotekar og fredsforkæmper Paul Otlets Mundaneum (1910, 1924), men en ofte nævnt person er den amerikanske forsker, Vanevar Bush. I 1945 beskrev han i en artikel sin Memex, en mikrofilm-baseret tekstmaskine, der understøttede links mellem tekster og var beregnet for videnskabsfolk. Centralt var ideen om, at viden ofte opstod ved at finde sammenhænge mellem tekster, og andre videnskabsfolk skulle have mulighed for at følge disse sammenhænge.
Senere blev denne ide videreudviklet af Ted Nelson, som også fandt på ordet hypertekst og skrev en bog med titlen ”Literary Machines,” og hypertekst er faktisk en form for litterær maskine, som muliggør nye måder at skrive og læse på. Den digitale litteratur har været en vigtig deltager i at udvikle måder at skrive og læse hypertekster. Der har nemlig gentagne gange været behov for at udvikle skrivemåder og læsefærdighed sammen med de nye litterære maskiner.
I 1980’erne og 1990’erne blev der eksperimenteret med en række forskellige hypertekst-systemer, ofte i et samspil med digital litteratur. I 1987 præsenterede Michael Joyce en af de første fiktive hypertekster, afternoon, a story, som blev udgivet i 1990 på hypertekstsystemet Storyspace. afternoon, a story er en såkaldt ikke-lineær fortælling om en mand, som ser et biluheld og bekymrer sig om, hvorvidt hans eks-kone og søn var i bilen, da den lignede hendes. Manden forsøger gennem fortællingen at finde svar, og ens læsning gennem fortællingens links spejler mandens jagt på svar og dermed også frustrationen over ikke at kunne finde det. På den måde udforsker og reflekterer afternoon, a story over hypertekstens ikke-lineære fortælleform – hvordan den kan skrives og læses, og den ængstelighed og frustration hypertekstens konstante udsættelse af det man leder efter bag det næste link, fører til. Vist noget vi alle kender i dag, når vi søger på nettet efter svar og ikke helt kan finde det.
I forlængelse af afternoon, a story blev der skrevet en del engelsksprogede, primært amerikanske hypertekster, som ofte blev udgivet på forlaget Eastgate. Hypertekst blev dog ikke så udbredt uden for forskningsverden, før det blev mere almindeligt med WWW, og vi har set meget få eksempler på danske hypertekster, hvor interessen mere rettede sig mod konkretpoesi og tekst-billede eksperimenter som på det fantastiske web-galleri ”AfsnitP” , der fra 1999-2009 udgav digital litteratur af høj kvalitet, drevet af Christian Yde Frostholm, Karen Wagner m.fl. Galleriet er meget savnet i dag og stadig et besøg værd med en række fine værker af Cia Rinne, Christian Yde Frostholm, Morten Søndergaard, Mette Moestrup, Vagn Steen, Per Højholt, Niels Lyngsø, Klaus Høeck og mange flere inklusiv Johannes Heldén og Ottar Ormstad fra de nordiske nabolande. Hvor første generation af de primært amerikanske hypertekster var meget optaget af det ikke-lineære, blev netbaserede hypertekster som AfsnitP ofte mere fokuserede på det multimediale, på kombinationen af tekst, billede og i stigende grad også lyd.
WWW er hele tiden i rivende udvikling, og i det nye årtusinde begyndte man i høj grad at se kollaborative og dynamiske webplatforme som Wikipedia og senere sociale medier som Facebook og Twitter. Lige som ideen om den ikke-lineære tekst var kollaborative og dynamiske tekster i høj grad noget, der krævede nye litterære skrive- og læsekompetencer. Som nævnt ovenfor blev der eksperimenteret med tekstuelle flerbrugerplatforme allerede i 1980’erne i form af MUDS og MOOs, men vi skulle altså ind i det nye årtusinde før det blev til en del af den brede populære tekstkultur, og her spillede litterære blogs en stor rolle.
På det seneste er der kommet en stigende opmærksomhed på – og bekymring om – hvordan digitale platforme fra Google over Apple, Amazon og til Facebook læser os og indsamler data fra vores aktiviteter, når vi bruger deres platforme og indfanges af deres lange fangarme ud på nettet. Interessen for hvordan vi bliver læst og vores sprog, data og aktiviteter bliver indsamlet, når vi læser på nettet er stigende, også for digital litteratur. Allerede en række værker af den franske netkunstner og forfatter Christophe Bruno fra starten af årtusindet på siden http://www.iterature.com/ peger på forskellige måder at eksperimentere med og udforske Googles måde at læse os gennem digital litteratur eller iterature, som Bruno selv kalder sit websted. Man kan for eksempel skrive sammen i Gogolchat, men Gogol blander sig hele tiden og afsporer diskussionen, ofte ud af tangenter man selv har anslået, andre gange via spam og det vi siden har lært at kende som clickbait. Gogol er selvfølgelig en personificering af Google, han styres delvist af søgeord fra det, der skrives i chatten, men kører også i ring med sex, spam og terror, dvs. med det slam som flyder rundt på nettet i overmål. På den måde viser Gogolchat både, hvordan vi forføres af Google, men også hvordan vi afledes i retning af det spektakulære, lokkende og larmende.
Jeg indledte med at nævne e-bogen som et eksempel på en digitalisering af litteraturen, som ikke umiddelbart ændrer tekst og læsning – man kan næsten definere digital litteratur som alt det, som ikke er e-bøger. Men selvfølgelig er der nogle forfattere og kunstnere, som har eksperimenteret med e-bøger og Amazon. For eksempel offentliggjorde Johannes P. Osterhoff den information, som hans Kindle e-læser sender til Amazon, hver gang han stopper sin læsning, understreger noget eller skriver en kommentar (http://bezos.cc/). På denne måde tydeliggør han, hvordan Amazons Kindle i virkeligheden er en maskine, der læser vores læsning. Amazon har som boghandel bevæget sig fra at være et sted, hvor man kan se, købe og mødes om litteratur til at være en maskine, som kontrollerer vores læsning. Vi har med andre ord bevæget os fra ideen om frigørende litterære maskiner, som muliggør nye måder at skrive, læse og håndtere tekst på, til litterære maskiner, som læser og indfanger os og ofte manipulerer med vores læsning og forståelse. Der er med andre ord stadig brug for digital litteratur, som kan udvikle vores forståelse, lære os at læse digitale tekster samt udvikle alternativer til Google, Amazon og Facebook.
Hvis du er nysgerrig på mere end eksemplerne nævnt i teksten, så kan du finde digital litteratur i Electronic Literature Collection, europæiske værker i denne antologi og en række velskrevne og lettilgængelige småtekster og oversigter på I Love E-Poetry. En række danske biblioteker bl.a. i Roskilde, Albertslund, Helsingør, Aarhus, Silkeborg og Herning har udstillet og udstiller digital litteratur, bl.a. via installationen Poesimaskinen, som i forskellige versioner har turneret på biblioteker i hele landet.
Kommentarer