Efter velfortjente ferier, hvor dagene ikke havde navne og aftnerne føltes uendeligt lange, summer Litteratursidens kontor igen af liv. Redaktionen har benyttet pausen til at læse nogle af de bøger, som vi ikke når til hverdag.
Her er et udvalg af redaktionens bedste læseoplevelser:
Flugt af Carl Frode Tiller
'Flugt' er et sitrende nærværende mesterværk om det sværeste, der kan overgå forældre, at miste et barn. Sorgens tunge dyne hviler over fortællingen, men der er glimt af håb og trøst, for de døde forsvinder aldrig, men lever videre i os.
Pige, kvinde, andet af Bernardine Evaristo
Et polyfonisk værk om køn, race, seksualitet og klasse fortæller om og spidder med en sprudlende lethed, humor og vid det moderne flamboyante kvindeliv i London.
Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen
Der bor også en ung pige i mig, som stadig bliver rørt over Tove Ditlevsens digte, og som bliver lige så rørt over, at en ung forfatter sætter de gamle digte så fint i perspektiv.
Politikeren Houellebecq af Christian Authier
Houellebecq er en af tidens største forfattere, og ’Politikeren Houellebecq’ beviser, at han også kan regnes for en stor politisk tænker.
Brød og mælk af Karolina Ramqvist
At spise for at leve eller at leve for at spise? Det er spørgsmålet i Karolina Ramqvists smukke og smagfulde roman om tre generationer og deres forhold til mad.
Grundtvig er død af Laura Ringo
Alt kan ske på en højskole – kærlighed, forviklinger, skrivekrise og magtkampe. Laura Ringos højskoleroman får sat mange ting på spidsen, heriblandt højskolens værdier.
Miss Island af Auður Ava Ólafsdóttir
Legende let, poetisk, sødmefuld, humoristisk og alvorlig. Miss Island Auður Ava Ólafsdóttir har det hele, et af Islands litterære mirakler.
Kommentarer