Den forelskede unge

Marianne Larsens roman 'Den forelskede unge' er en poetisk bekrivelse af en lille 'pige-ungas' verden som hun oplevede den i sin trygge og kærlige familie på landet ved Røsnæs i 50'erne. I den følgende artikel fortæller Marianne Larsen, hvilke overvejelser hun havde ved at skrive med en 5 årig som hovedperson og også om hvilke muligheder denne specielle vinkel gav.

Når man læser din roman bliver man meget grebet af det specielle univers, som fremstår fordi du lader en pige på 5 år ha' synsvinklen. Hvorfor har du valgt et lade en 5 ½ årig pige have synsvinklen? Og hvordan opstod ideen?
 
Rent sprogligt gav det mig en særlig frihed. At leve sig ind i et lille barns verden og univers. Skriveprocessen blev lystfuld. Til at starte med prøvede jeg at lade en voksen have synsvinklen. Men som arbejdet skred frem, syntes jeg ikke det virkede. Det  det låste skriveprocessen i for meget ”fornuft og bekymring”. Løsningen hvad ”litterær” synsvinkel angår  er blevet et lettere transparent mix i luften mellem barnet og dets omgivelser. Men meningen med den skildrede sommerdag, er dog, at lade ungen, den 5 ½ årige pige, helt og holdent bestemme farten, og romanens univers. At det er hendes liv, hendes oplevelser, hendes sprog og sansen af verden i og omkring hende, det hele drejer sig om. At det er hendes ”synsvinkel” der er den fremherskende.
 
Hun er 5 ½ år, et særegent alderstrin for alle mennesker, også for ungen her. En tid hvor læringen og indtagelsen af verden og sig selv foregår på den aktive nysgerrigheds præmisser for fuld udblæsning. Det kræver fantasi at ”fatte” hvad der sker i den verden, man er havnet i, og hvad man selv er for en mellem alle de andre, alt det andet. En spændende tid, må man sige, og vi, der er ældre, har alle været igennem den. En tid, hvor fordomme, bagtanker og gustne overlæg endnu ikke har fundet sig til rette i sindet nogen steder. Et skrøbeligt paradisøjeblik i livet, muligvis, som hvis det ødelægges, misbruges af omgivelserne og de voksne uundgåeligt vil få fatale følger for barnet senere hen.
 
Rammen for romanen er en dag, tilstanden en dag i august engang.
Der foregår meget denne dag, meget for hovedpersonen, ungen, i hvert fald. De voksne og de større børn omkring hende opfatter sikkert ikke dagen som decideret begivenhedsrig. Jo, formiddagskaffen med en rig onkel fra Amerika og dennes smukke nye kone, gør indtryk, også på de voksne. Det samme gør vel også aftenens dilettantforestilling. Men ellers er dagen for moren, Rimor og faren, Anders, en dag som dage er flest; ungen, hendes storebror Venne og lillebroren Lillas leger i naturen omkring hjemmet, kaldet Bomhuset, de falder og slår sig, de rejser sig igen, der kommer plaster på såret og dagen går sin gang. Nogle sommerhusfolk kommer i løbet af dagen forbi for at købe æg, slægtninge, en kusine og hendes mand, ”manden, der skal dø”, fra Jylland, kigger ligeledes forbi, i anledning af Amerika-besøget. For de voksne er besøgene mere eller mindre gentagelser af noget, der er sket før, men for ungen føles det nyt og indbydende. Hun kender ikke klokken, tiden går i ét med rummet og sommervejret.
 
I og for sig ligger der en udfordring i at gøre et lille pigebarn til hovedpersonen i en roman. Ifølge mange medier lever vi i en tid, der kræver action, hårdtslående historier og machohelte/heltinder. Det ved ungen ikke noget om.
Alle mennesker er forskellige. Så det er alle børn selvfølgelig også, forskellige individualister og personligheder, måske endda i højere grad end voksne, fordi samfundets systemtænkning, normer for opførsel og ensrettethed ikke har gjort sin virkning. Modtagelighed for påvirkning, og reaktion på den verden, de lever i er yderst nuanceret og forskelligt fra barn til barn. Den forelskede unge er da også helt sin egen, i sin egen ret, vil jeg sige.
 
Hvor stor en del af historien bygger på erindring?
 
Jeg er vokset op på landet. Og har fra barns ben gennem opvæksten lært at tyde naturens og landmiljøets signaler og koder. Folk, der er født og opvokset i byen har en anden tilgang til provinsen og naturen, end jeg med min baggrund har. Og omvendt. Jeg holder af, at læse romaner om by-børn, Tove Ditlevsen, Bjarne Reuther, Klaus Rifbjerg og alle de andre. De lærer mig at tyde byens signaler og koder, jeg ikke kender til fra min egen barndom. Dog, de essentielle børneoplevelser har under alle omstændigheder noget fælles over sig.
 
”Den forelskede unge” er ikke en selvbiografi. Det er en fiktion. En fiktion, jeg har sat sammen ud fra forskellige hændelser og oplevelser. Og jeg har lånt træk fra forskellige personer i min virkelige historie, og blandet disse træk med fri fantasi for at skabe romanens fiktive personer.
Romanen er et univers, som læseren helst skal falde for og give sig hen til på netop denne romans vilkår.
Man kan ikke bare skrive virkeligheden af, referere hændelsesforløb præcis som de skete og forestille sig at andre får noget ud af at læse det. Der vil komme til at mangle referencerammer for læseren, det vil blive for privat og indforstået.
 
Så hvad skal jeg svare, både ja og nej, historien bygger på erindring udsat for fiktion.
For at kunne skildre den lille pige har jeg været på en rejse til barnet i mig selv, og suppleret hvad jeg fandt der med iagttagelser af børn omkring mig.
Rejsen til barnet i mig selv foregik via sproget. I selve skriveprocessen dukkede ting og sager frem, som jeg ikke var klar over fandtes mere. Halvtredser-ting og sager, lyde og dufte, stemninger og sproglige vendinger.
En erindringsrejse med sproget? Eller en rejse med sproget for at få romanens fiktive univers frem? 
 
Jeg har mistet både min mor og far. Jeg har to brødre. De genkender selvfølgelig stemningen i bogen og miljøet fra dengang, vi var børn.
Dillettantforestillingen og de andre for ungen dramatiske episoder i bogen, som  da hun bliver stukket i halsen af en veninde, med en saks, eller da hun tror lillebroren er druknet i en å, eller da far Anders vælter med hende og lillebroren og cyklen, så de allesammen er lige ved at dø; det husker mine brødre garanteret ikke noget om, for der er aldrig sket noget lige på den måde- i virkeligheden.
 
Det er som om døden lurer om hjørnet flere gange. Hvad betyder angsten for døden i barndommen?
 
Når bogens hovedperson, ungen, den lille pige ser lige op i luften, lige op i himlen, er der ingen ende på hendes seen, hun kan blive ved med at se og se og føle, at det hun ser op i bare fortsætter og fortsætter, hvorhen aner hun ikke. Hvor kommer hun selv fra, og hvor bliver dyrene og menneskene, der dør af? Hun tænker meget over livets store spørgsmål.
Om der er en begyndelse og en ende på alting? Og hvis der er, hvor da? Og hvis der ikke er, hvad er der så?
Hendes elskede farfar har fået fred på et hospital i København og er gået bort til himlen og jorden og altmuligt, har hun fået at vide. Sommetider kan hun snakke med ham eller se ham gå rundt i haven, men hun kan ikke røre ved ham. Hvad er det for noget? Når man er 5 ½ år gammel. Døden er på én gang en realitet og en umulighed.
 
På en måde er den skildrede sommerdag én lang dags glade livslyst, hvor noget farligt ikke desto mindre, ja, angsten for at gå til, lurer om hjørnet flere gange. Det er rigtigt.
”Den største sorg i verden her, er at miste dem som man har kær”. Det er som om vi mennesker fra vi bliver født ved, at sådan er det. Ved, at alene er vi prisgivet.
Ungen har den viden i krop og sjæl, hun ved hun er afhængig af de andres omsorg, hundrede procent. Derfor skrækken for at moren og faren og brødrene og hunden Hundse pludselig skal forsvinde og hun selv stå alene tilbage udenfor i mørket sammen med den fremmede dreng, der siger at han vil stikke ild til alting og brænde huset og garagen og hele hendes familie af. Hun får dommedagsagtige fantasier og skriger så højt hun kan af skræk for at miste de andre. Voksne har den samme skræk, men er som oftest vænnet af med at skrige alt hvad de kan, når de gribes af den.
 
Hvad er ungen forelsket i?
 
Romanen handler om hendes nysgerrige optagethed af dagens begivenheder, personerne, som optræder i dem og stederne, hvor det foregår.
Det er en læreproces. Hun skal have alt i sig i sving for at følge med. Hun må være hundrede procent kreativ. En filosof har engang sagt at i kunsten og forelskelsen findes det optimalt kreative. For mig at se befinder ungen sig i en tilstand af permanent skaben, hun skaber med sproget og kroppen på livet løs. Og hun er glad for, forelsket i det nye, hun i dagens løb kommer ud for. Det er spændende. Gåder er spændende. En af bogens gåder er, hvorfor gaven hun modtager af den rige onkels smukke nye amerikanske kone lyser i alle regnbuens farver?
   
Bogen foregår i 50'erne. Hvad er forskellen på, hvad et barn udsættetes for af ansvar og nye oplevelser i dag og dengang, og hvad betyder det?
 
Dengang, sidst i halvtredserne var de fleste børn overladt mere til sig selv og hinanden end børn er i dag. Dengang var der ikke så mange farer for at blive kørt ned af biler. Eller for at komme galt afsted med hjemmets elektriske installationer og bekvemmeligheder, vaskemaskiner, opvaskemaskiner m.m. Forældrene gik dengang i højere grad ud fra at også mindre børn i mange situationer selv fandt ud af, hvordan man klarer det ene og det andet. Større søskende passede mindre søskende, med hvad det indebar af ansvar. I mange hjem i halvtredserne fik børn også en ret streng opdragelse; forældrene var autoriteter meget mere end i dag. Dengang var det ikke almindeligt at børn kom i vuggestuer og børnehaver. Den sociale kontakt før skolealderen børn imellem foregik så ved at nabobørn kom sammen og legede; de var ikke nødvendigvis lige gamle, så på den måde blev børnene også i en eller anden forstand indbyrdes lærere og opdragere for hinanden.
Der skete mange uheld dengang. Store og små uheld. Mindre børn, der løb rundt og legede uden voksnes opsyn fik knubs og kom galt afsted på den ene eller den anden måde. Også alvorligt og fatalt. F.eks på landet drukneulykker eller klatreudlykker, eller børn blev simpelthen væk og først fundet igen efter en større eftersøgning, hvis de havde forvildet sig for langt bort fra hjemmet og ikke selv kunne finde tilbage igen og måske var faldet i søvn gemt bag siv i en sandgryde ved stranden.
Jeg tror man kan sammenligne vilkårene for børn i halvtredsernes Danmark med hvordan børn stadigvæk lever rundt omkring i verdens mindre økonomisk udviklede egne.
Børn i dag er generelt betragtet meget friere end dengang i halvtredserne, vil jeg mene. I en tidlig alder er de også meget mere vidende end halvtredser-ungerne. Der en verden til forskel rent materialt mellem dengang og nu.
Dengang var en telefon noget at prale med. Plastic kendte man knap nok til. Siden er der kommet tusindvis, for ikke at sige millionvis af ting på banen, især elektroniske og især mange ting i plastic. Børneværelserne bugner. Og børn i dag lærer noget af hver eneste ting, hver eneste mulighed, der kommer inden for rækkevidde, naturligvis. Så mon ikke nutidens børn hertillands har mere viden og flere færdigheder end børn nogensinde tidligere i historien.
Alligevel tror jeg, at hvis ungen på  5 ½ år fra min bog, der foregår sidst i halvtredserne, mødtes med en anden 5 ½ årig et sted i dagens Danmark, så ville de hurtigt finde ud af det sammen. Med mobiltelefoner, flotte regnbuefarvede kjoler fra halvtredsernes Amerika, storebrorens hjemmelavede drageflyvere af pinde og papirsække, 2008 computerspil og det hele.