Med formidlingsprisen i 2018 stiller vi skarpt på litteraturformidlere, som skaber debat og samtaler mellem mennesker med afsæt i litteraturen.
Igen i år står Litteratursiden i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening og Bibliotekarforbundet bag en Blixenpris til årets bedste litteraturformidler. Mens prisen i 2017 satte fokus på formidlere, der spredte læseglæde og satte litteraturen i nye rammer, vil prisen i år hylde professionelle formidlere, der motiverer andre til at dele deres læseoplevelser eller debattere med litteraturen som omdrejningspunkt.
Litteraturen kan give os stor indsigt og et nyt blik på os selv og vores omverden, og den gode formidler evner at få folk til at dele disse erfaringer med andre i det offentlige rum. På den måde har formidleren potentiale til at påvirke samfundsdebatten.
Mens informationsboblerne betyder at vi i højere grad kun diskuterer med dem, som vi er enige med i forvejen, samtidig med at flere fravælger debatten på de sociale medier på grund af den skarpe tone, kan formidlerne være med til at nuancere den offentlige debat ved at invitere til dialog og samtidig bruge litteraturens sprog til at kvalificere debatten.
Indstil kandidater til prisen
Den potentielle kandidat til prisen er en professionel litteraturformidler, som brænder for og har særlige evner for at få folk til at debattere med afsæt i litteraturen. Prisen kan gives til for eksempel en bibliotekar, en underviser eller en litteraturformidler/kritiker i medierne.
Du kan indstille en kandidat, som du mener har leveret 'Årets indsats for litteraturformidling' på dette link inden den 27. februar 2018 her.
Vinderen og to andre nominerede kandidater udpeges af en jury på baggrund af indstillingerne. Juryen består af forfatter Kaspar Colling Nielsen og kritiker Marie Louise Kjølbye og chefredaktør på Litteratursiden Lise Vandborg (formand for juryen). Prisen er på 30.000 kroner og er en af de 11 priser, der overrækkes til Blixenpris-festen den 25. maj 2018 på Folketeatret i København.
Tema om samfundsdebatterende litteratur
Da profilen for prisen er formidlere, der skaber debat mellem mennesker, vil vi i Litteratursidens tema i maj belyse den aktuelle samfundsdebatterende litteratur, som med Brandes’ berømte ord "sætter problemer under debat”. Vi vil naturligvis også portrættere de nominerede kandidater.
Bag Blixenprisen står Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere. Læs mere om Blixenprisen.
Kommentarer