Hvad får en populær fagbogsforfatter til at skrive skønlitteratur?
Lysten til at skrive fortællinger har været der fra teenageårene, før jeg havde nogen som helst anelse om, at jeg ville komme til at skrive fagbøger. Jeg har altid haft for vane at omsætte det, jeg ser og oplever, til små sekvenser inde i mit hoved, men har samtidig vidst, at det var noget, jeg først ville komme til at realisere i en moden alder. Nogle af de ydre rammer har visse sammenfald med mit eget liv, men det bliver den ikke selvbiografisk af. Det har jeg hverken behov for eller lyst til at fremstille. Hovedpersonen Ellinor er, som hun har taget form, en kvinde, jeg kan identificere mig med, og som jeg tror, ville være en særdeles god veninde, hvis jeg mødte hende i det virkelige liv.
Udfordringen, kernen i det at skrive, har været at digte. At fange en impuls, at lade personerne få liv – at skrive om mit eget liv, ville være frygtelig kedeligt. Ikke fordi mit liv er kedeligt, men fordi det allerede (indtil nu) er levet. For mig ligger det overraskende i at lade en historie udvikle sig. Det, der for mig er nerven og det euforiserende i at skrive, er at lade alle de indtryk, man har samlet sig, forme sig til ny ukendte konstellationer og indfald; det er ikke at skive referat af sit eget liv.
Hvordan har skriveprocessen med romanen været?
Lykkelig og slidsom. Jeg har arbejdet på manuskriptet i hen ved fire år, afbrudt af de ofte lange perioder, den har været til vurdering. Det første udkast var skrevet i mere detaljeret dagbogsform, og var vist nok lidt lang i spyttet. Jeg koncentrerede og udvidede indholdet i adskillige gennemskrivninger, hvor jeg hver gang kom tættere og tættere på den fortælling, der foldede sig ud for mig – eller sagt på en anden måde: en fortælling, der på et eller andet plan lå under overfladen, og som jeg afdækkede lidt efter lidt. Det har været en meget levende og givende proces.
Din roman "Alt er godt" handler om et år i en 49-årig kvindes liv, så er det jo fristende at spørge, om der er noget selvbiografisk i den?
Nogle af de ydre rammer har visse sammenfald med mit eget liv, men det bliver den ikke selvbiografisk af. Det har jeg hverken behov for eller lyst til at fremstille. Hovedpersonen Ellinor er, som hun har taget form, en kvinde, jeg kan identificere mig med, og som jeg tror, ville være en særdeles god veninde, hvis jeg mødte hende i det virkelige liv. Udfordringen, kernen i det at skrive, har været at digte. At fange en impuls, at lade personerne få liv – at skrive om mit eget liv, ville være frygtelig kedeligt. Ikke fordi mit liv er kedeligt, men fordi det allerede (indtil nu) er levet. For mig ligger det overraskende i at lade en historie udvikle sig. Det, der for mig er nerven og det euforiserende i at skrive, er at lade alle de indtryk, man har samlet sig, forme sig til ny ukendte konstellationer og indfald; det er ikke at skive referat af sit eget liv.
Er alt godt i "Alt er godt"?
Ja, for så vidt at man hælder til den overbevisning, at alt i tid og rum – stort som småt - er en uadskillelig del af en større sammenhæng, og at alt har sin plads og sit formål i den evige udvikling - et spørgsmål, der med skiftende intensitet optager Ellinor. På et mere jordnært plan er det absolut ikke alt, der er godt i Ellinors liv, skønt hun på mange måder er en meget privilegeret kvinde – og det ved hun godt. ”Alt er godt” er hendes selvopholdelsesmantra, når hun brydes med livet. For selv om man har gode livsbetingelser, kan man som bekendt sagtens bekymre sig.
Chick-litt genren er utrolig populær i disse år. Er din roman et modspil?
Det kan man sagtens kalde den. Det virkede, som om de mange underholdende kvinderomaner handlede om unge frustrerede piger, der løb skrigende rundt efter en passende mand, og jeg fik lyst til at beskrive et mere modent liv med mand, (sammenbragte) børn og arbejde – emner, der altid er oppe at vende, når kvinder er sammen. Det har ikke været min intention at skrive egentligt drama, det er det usædvanlige og typiske i det almindelige, i hverdagene, jeg har villet formidle, et billede af livet, som det kan være her og nu.
Har du haft nogle litterære forbilleder?
For ikke at lade mig ubevidst inspirere af andre og for at finde min egen tone eller stil har jeg stort set ikke læst skønlitteratur, mens jeg selv har skrevet. Jeg holder meget af forfattere som f.eks. Fay Weldon, Herbjørg Wassmo, Marge Piercy og Henrik Pontoppidan og har også, efter jeg har færdiggjort min egen roman, haft stor fornøjelse af at læse Ida Jessen, Allison Pearson, Yann Martel, Jette Kaarsbøl, Nis Jacob, Birgitte Bartholdy og flere andre. Jeg betragter mig selv som inkarneret læser og tager aldrig på udflugt uden en bog i tasken.
Hvad læser du selv for øjeblikket?
Er lige begyndt på Erling Jepsens "Frygtelig lykkelig" og så er jeg som altid også i gang med forskelligt faglitteratur.
Artikel
Alt er godt
Hvad får en populær fagbogsforfatter til at skrive skønlitteratur?
Lysten til at skrive fortællinger har været der fra teenageårene, før jeg havde nogen som helst anelse om, at jeg ville komme til at skrive fagbøger. Jeg har altid haft for vane at omsætte det, jeg ser og oplever, til små sekvenser inde i mit hoved, men har samtidig vidst, at det var noget, jeg først ville komme til at realisere i en moden alder. Nogle af de ydre rammer har visse sammenfald med mit eget liv, men det bliver den ikke selvbiografisk af. Det har jeg hverken behov for eller lyst til at fremstille. Hovedpersonen Ellinor er, som hun har taget form, en kvinde, jeg kan identificere mig med, og som jeg tror, ville være en særdeles god veninde, hvis jeg mødte hende i det virkelige liv.
Udfordringen, kernen i det at skrive, har været at digte. At fange en impuls, at lade personerne få liv – at skrive om mit eget liv, ville være frygtelig kedeligt. Ikke fordi mit liv er kedeligt, men fordi det allerede (indtil nu) er levet. For mig ligger det overraskende i at lade en historie udvikle sig. Det, der for mig er nerven og det euforiserende i at skrive, er at lade alle de indtryk, man har samlet sig, forme sig til ny ukendte konstellationer og indfald; det er ikke at skive referat af sit eget liv.
Hvordan har skriveprocessen med romanen været?
Lykkelig og slidsom. Jeg har arbejdet på manuskriptet i hen ved fire år, afbrudt af de ofte lange perioder, den har været til vurdering. Det første udkast var skrevet i mere detaljeret dagbogsform, og var vist nok lidt lang i spyttet. Jeg koncentrerede og udvidede indholdet i adskillige gennemskrivninger, hvor jeg hver gang kom tættere og tættere på den fortælling, der foldede sig ud for mig – eller sagt på en anden måde: en fortælling, der på et eller andet plan lå under overfladen, og som jeg afdækkede lidt efter lidt. Det har været en meget levende og givende proces.
Din roman "Alt er godt" handler om et år i en 49-årig kvindes liv, så er det jo fristende at spørge, om der er noget selvbiografisk i den?
Nogle af de ydre rammer har visse sammenfald med mit eget liv, men det bliver den ikke selvbiografisk af. Det har jeg hverken behov for eller lyst til at fremstille. Hovedpersonen Ellinor er, som hun har taget form, en kvinde, jeg kan identificere mig med, og som jeg tror, ville være en særdeles god veninde, hvis jeg mødte hende i det virkelige liv. Udfordringen, kernen i det at skrive, har været at digte. At fange en impuls, at lade personerne få liv – at skrive om mit eget liv, ville være frygtelig kedeligt. Ikke fordi mit liv er kedeligt, men fordi det allerede (indtil nu) er levet. For mig ligger det overraskende i at lade en historie udvikle sig. Det, der for mig er nerven og det euforiserende i at skrive, er at lade alle de indtryk, man har samlet sig, forme sig til ny ukendte konstellationer og indfald; det er ikke at skive referat af sit eget liv.
Er alt godt i "Alt er godt"?
Ja, for så vidt at man hælder til den overbevisning, at alt i tid og rum – stort som småt - er en uadskillelig del af en større sammenhæng, og at alt har sin plads og sit formål i den evige udvikling - et spørgsmål, der med skiftende intensitet optager Ellinor. På et mere jordnært plan er det absolut ikke alt, der er godt i Ellinors liv, skønt hun på mange måder er en meget privilegeret kvinde – og det ved hun godt. ”Alt er godt” er hendes selvopholdelsesmantra, når hun brydes med livet. For selv om man har gode livsbetingelser, kan man som bekendt sagtens bekymre sig.
Chick-litt genren er utrolig populær i disse år. Er din roman et modspil?
Det kan man sagtens kalde den. Det virkede, som om de mange underholdende kvinderomaner handlede om unge frustrerede piger, der løb skrigende rundt efter en passende mand, og jeg fik lyst til at beskrive et mere modent liv med mand, (sammenbragte) børn og arbejde – emner, der altid er oppe at vende, når kvinder er sammen. Det har ikke været min intention at skrive egentligt drama, det er det usædvanlige og typiske i det almindelige, i hverdagene, jeg har villet formidle, et billede af livet, som det kan være her og nu.
Har du haft nogle litterære forbilleder?
For ikke at lade mig ubevidst inspirere af andre og for at finde min egen tone eller stil har jeg stort set ikke læst skønlitteratur, mens jeg selv har skrevet. Jeg holder meget af forfattere som f.eks. Fay Weldon, Herbjørg Wassmo, Marge Piercy og Henrik Pontoppidan og har også, efter jeg har færdiggjort min egen roman, haft stor fornøjelse af at læse Ida Jessen, Allison Pearson, Yann Martel, Jette Kaarsbøl, Nis Jacob, Birgitte Bartholdy og flere andre. Jeg betragter mig selv som inkarneret læser og tager aldrig på udflugt uden en bog i tasken.
Hvad læser du selv for øjeblikket?
Er lige begyndt på Erling Jepsens "Frygtelig lykkelig" og så er jeg som altid også i gang med forskelligt faglitteratur.
Kommentarer