Willi på bondegården af Kirsten Sonne Harild og Inger Tobiasen

Hverdagsrealisme i børnehøjde. Willi  er vor tids Totte og Lotte. Han tager de små med til lægen, i børnehave, på bondegården mm. Det er genkendeligt, lærerigt og trygt.

Børnebøger kan groft sagt deles op i to grupper: Dem, der foregår i et univers med magi og fabeldyr og dem, der foregår i en verden, som er yderst realistisk. Hos de helt små børn, som jeg  har to af hjemme hos mig, er der ingen tvivl om, hvilken af de to yderpoler, de foretrækker. Mine to drenge på 2 og 3 er absolut mest til det genkendelige. Til tegninger, der ligner den verden de kender og til en handling, som de kan se sig selv i og sætter ord på det, der fylder i deres liv lige nu. Willi er et ret godt eksempel på netop det.

I Willi på bondegården tager den lille lyshårede dreng med sin børnehave på bondegårdsbesøg. Her møder de gårdens dyr, spiser madpakker og leger med kattekillinger. Et spændingsklimaks indtræffer, da den ene kattekilling bliver væk. De leder og leder og til sidst dukker den op igen. Heldigvis. For sådan skal det være.

Undervejs gennem fortællingen kan de små tilhørere til historien pege på dyrene, lede efter katten og grine med, når en ko slikker en af pigerne i håret. Det er ikke stor dramatik, men det er lige præcis nok. For hverdagen og hverdagens fortællinger behøver netop ikke være fyldt med tjubang og vilde eventyr. En tur på landet er mere end nok  og et lille eventyr i sig selv, og netop det indfanger Kirsten Sonne Harild og Inger Tobiasen fint med både ord og billeder.

Willi på bondegården er seneste bind i en efterhånden lang serie, hvor Willi både får nye sko, er i svømmehallen eller i bad. Præcis som mange voksne højtlæsere vil kunne huske, at Lotte og Totte var det, da de var børn.  I Willi-bøgerne er det de samme små begivenheder, som er blevet til små fortællinger, men i denne serie er de pakket ind i en hverdag, et sprog og i en streg, som er tidssvarende.  Bageste i bøgerne er der en legeaktivitet eller kreativ ting, som man kan lave sammen med sit barn i relation til bogen. Det er en sjov ide, som forlænger bogens univers ud over det læste, men egner sig nok mest til børn i slutningen af børnehavealderen, mens selve historien også sagtens kan læses højt for en 2-årig.