Vi dør alligevel snart

Ensomhed, kærlighed og tro er omdrejningspunkterne i Sofie Riis Endahls stærke roman.

’Vi dør alligevel snart’ er en svær bog at skrive noget om, fordi den italesætter én af de sværeste følelser, som unge (og i virkeligheden alle) bærer rundt på i stor stil i disse år: ensomhed.

Bogen er inddelt i to spor, hvor man skiftevis følger hovedpersonerne Vibe og Mads, som begge lever ensomme, søgende liv.

Vibe er universitetsstuderende og hungrer efter, at hendes liv skal give mening. Da hun tilfældigt får stukket en flyer om Jehovas Vidner i hånden på Nørreport station, bliver hun nysgerrig på, om det mon er i religionen, hun skal finde sin livsmening.

Mads er, ligesom Vibe, ung og i begyndelsen af sit voksenliv. Han er opvokset i Jehovas Vidner, hvor man i udgangspunktet undlader at tage en uddannelse for i stedet at have et monotont, praktisk arbejde for at kunne bruge al sin hjernekraft på at tjene Jehova. Mads tror bare ikke på Jehova, så hans søgen handler om at finde mening alle andre steder end i organisationen og den sandhed, som han hele sit liv er blevet præsenteret for.

Mads’ kæreste Edith delte samme overbevisning, men da hendes kusine dør pludseligt, søger hun dybere ind i troen, hvilket skaber et nyt dilemma i Mads’ liv: Skal han blive i Jehovas Vidner med Edith eller gå alene?

Mads og Vibes veje krydses undervejs i romanen, da Vibe bliver forelsket i Mads’ storebror Stig, og Mads forsøger at gøre alt for, at Vibe skal indse, at organisationen forsøger at lulle hende ind i den sekt, som han synes Jehovas Vidner er.

“Du bilder dig selv ind, at du forstår vores verden, at du kan gennemskue os, men der er ingen, der forstår. Du kan ikke kæreste rundt med Stig i al hyggelig hemmelighed, du kan ikke forføre ham, for intet i hans verden kan slå Jehova. (...) Du kan vælge at joine vores sekt, gifte dig med ham og opgive din frihed for evigt for at kunne følge otte amerikanske mænds læsning af Biblen eller flygte, mens du stadig kan.”

‘Vi dør alligevel snart’ er en enormt trist og til tider lidt uhyggelig læseoplevelse. Jehovas Vidner som fællesskab og samfund er så dragende beskrevet, at jeg nærmest fik helt hjertebanken, mens jeg læste. De mennesker, som Vibe møder i Jehovas Vidner, viser hende en omsorg, opmærksomhed og ikke mindst øjenkontakt, som hun ikke har oplevet før. Derfor er det også forståeligt, at hun hopper i med begge ben, da hun tilmed føler en særlig kontakt med Stig, som møder hendes blik på en helt særlig måde.

Jehovas Vidner er ikke kun fællesskab og øjenkontakt. Det er også et samfund præget af social kontrol, offentlige retledninger, overvågning og ikke mindst høj selvmordsrate blandt de udstødte. Bogen igennem kæmper Mads med både ydre konflikter med sin kæreste og familie, men i allerhøjeste grad kæmper han en indre konflikt med sin angst og frygt for livet på den anden side, hvor han vil stå helt alene. Hvor er der mest frihed? Vibe kæmpe hele tiden med sin frygt for at være alene, og forelskelsen i Stig, hans imødekommende familie og hele organisationen virker pludselig mere vigtig end ”sandheden”.

Det er imponerende, hvordan Sofie Riis Endahl har konstrueret denne troværdige og barske fortælling om et ellers lukket og indesluttet trossamfund. Sprogligt emmer romanen en smule af naivitet, og til tider er der sætninger, som føles unødvendigt kluntede, men dialogerne er gode. Ikke mindst er det rigtig godt, når Mads og Vibes tankestrømme får lov til at løbe løbsk ned at siden, fordi det understreger den rastløshed og ensomhed, som mange (unge) føler i vores samfund. Romanen belyser også, hvordan vi mennesker har så travlt med vores egne liv (og smartphones), at vi ofte glemmer at være til stede med de mennesker, vi holder af.