Et rigt og overvældende arkiv af tanker og poetiske billeder, hvor hvert eneste lille fragment og notat rummer kimen til hele forfatterskabet.
”det hvide dagslys/ jorden et lille sandskorn/ perle i sin skal”. Digtet med det karakteristiske kosmiske perspektiv og pendling mellem det største og det mindste hører til blandt Inger Christensens sene digte. Sammen med hundredvis af andre udkast, fragmenter og notater indgår det i det personlige arkiv, som forfatteren før sin død i 2009 deponerede på Det Kongelige Bibliotek.
I den lille smagsprøve på, hvad arkivet rummede, ’Som var mit sind lidt græs der blev fortalt’, der udkom i slutningen af 2017, annoncerede udgiverne, den svenske lyriker og Inger Christensen-oversætter Marie Silkeberg og Peter Borum, Inger Christensen søn, at et større udvalg var på vej. Nu ligger det murstenstykke bind ’Verden ønsker at se sig selv’ på bordet. En enestående og righoldig samling af digte og prosa, der i tid spænder fra de tidlige litterære forsøg i 1955, trykt i tidsskriftet ’Hvedekorn’, til de sidste, sene digte fra 2007.
Inger Christensens forfatterskab er kanoniseret og beundret som få, men det enestående ved ’Verden ønsker at se sig selv’ er, at man kommer inden for i værkstedet, hvor ideerne opstår, og alle mellemregningerne og kladderne er med. I tilgift får man alle de tekster, som den yderst selvkritiske digter af den ene eller anden grund ikke lod indgå i det trykte forfatterskab. Dermed tilføjes helt nye aspekter til forfatterskabet, som f.eks. arbejdet med fortællestrukturen og persongalleriet til en aldrig realiseret kriminalroman fra starten af 1970’erne.
Bogen rummer ikke blot forarbejder og udkast, men også fuldt færdige tekster som ikke tidligere har været offentliggjort og samler digte, noveller, essays, anmeldelser og forord, som hidtil har været gemt væk i antologier, tidsskrifter og udstillingskataloger. I sin fysiske form fremtræder bogen som det arkiv, den er, med gengivelse i faksimile af de håndskrevne arbejdsnotater, forsynet med overstregninger, tegninger og de matematiske talrækker og diagrammer, som udgør formstrukturen i alle Inger Christensens digtsamlinger.
Særlig fascinerende er forarbejderne til ’Alfabet’ og ’Brev i april’. Her får man mulighed for at kigge digteren over skulderen og følge arbejdsprocessen. De mange gennemskrivninger og utallige varianter og udkast, indtil billederne og ordene finder deres plads i den stramme, formmæssige struktur, der forekommer så selvfølgelig og indlysende, når man læser de færdige værker.
Formen bliver aldrig et mål i sig selv hos Inger Christensen, men får sit modspil af følelsen og lidenskaben. Digtet er både ild og is, både lidenskab og kulde, som det fremgår af et af udkastene til ’Brev i april’: ” Nu kommer jeg med den lidenskabelige kulde/ lære at gentage verden/ smukke gamle verden/ omsorg”.
Inger Christensens særlige poetiske blik – og det gælder både i digte og prosa – omfatter verden med ømhed og omsorg, men også med en allestedsnærværende bevidsthed om døden og de ødelæggende og destruktive kræfter. Respekten og omsorgen for tingene og den konkrete, fysiske verden – og med til det konkrete hører for Inger Christensen også sproget og ordene – er den røde tråd gennem bogens hundredvis af tekster. Noget som måske bedst sammenfattes i Inger Christensen begreb om det at undre sig, og som det her fremgår af hendes svar på spørgsmålet ”Hvorfor skriver De?”: ”Jeg famler mig frem med en poesi, der er et forsøg på at skabe en undren, hvor de levende væsener kan forenes og overleve.”
Kommentarer