Tre dage og et liv af Pierre Lemaitre

Lemaitres roman er et overbevisende portræt af et lille bysamfund og en dyster historie om en hændelse, der påvirker en ung mands liv for altid.

Pierre Lemaitre fik sit afgørende gennembrud med de barske og blodige historier om politimanden Camile Verhoeven og blev i den forbindelse sammenlignet med store franske navne som Grangé og Vargas. Siden har han skiftet spor i sine historier som, bortset fra den historiske roman Vi ses deroppe, alle er mere stilfærdige. Om man kan lide hans nye stil eller ej er jo en smagssag, men en kendsgerning er det i hvert fald, at Lemaitre er en fremragende forfatter, som på kort plads og med stor indsigt leverer meget overbevisende miljø- og personbeskrivelser. Og så har han den særlige evne, at historierne lige får en uventet drejning eller to.

Historien tager sin begyndelse i 1999 i en lille fransk landsby, Beauval. Alle kender alle i det lille samfund, og her vokser den 12-årige Antoine op. Antine er på alle måder en ganske almindelig dreng med venner og leg i de nærliggende skove, og hans bedste ven er naboens hund, Odysseus. Da Odysseus bliver kørt ned af en flugtbilist, og kort efter bliver skudt af den barske nabofar, bryder Antoines idylliske verden sammen. Han flygter ud i sin hule i skoven, og da nabosønnen, den 6-årige Remi, kommer forbi, lader Antoine al sin sorg og vrede gå ud over den uskyldige lille dreng. Remi bliver dræbt af et uheldigt slag i hovedet med en kæp, og Antoine prøver at skjule liget i skoven, og så lader han ellers som ingenting.

I mellemtiden er det i landsbyen blevet opdaget, at Remi er væk, og en omfattende eftersøgning bliver sat i værk. Politiet bliver tilkaldt, og Antoine er ved at gå til af skyld og skam, men han siger ikke noget, og da et voldsomt uvejr sætter ind, får byen andet at tænke på, og Antoines forbrydelse ser ud til at forblive uopklaret.

15 år senere er Antoine i gang med lægestudierne. Han er flyttet fra Beauval og har fået en dejlig kæreste, men af og til plages han af sit gamle mareridt og af skyldfølelse, og så beslutter man at grave i den del af skoven, hvor liget af Remi ligger skjult.

Som man kan fornemme, er der ikke tale om en rigtig krimi, og der er ingen tvivl om, at nogen læsere vil føle sig snydt. På den anden side må man også erkende, at det er et særdeles fremragende portræt, der tegnes af byen Beauval og dens indbyggere, og hele provinsstemningen er ramt lige på kornet. Hovedpersonen Antoine og hans reaktioner er ligeledes perfekt skildret, og tilbage står indtrykket af en meget overbevisende og fin roman.