Transfervindue af Maria Gerhardt

En stærk roman om at leve livet, mens tid er og sige farvel til det, før man er klar. Maria Gerhardts roman er hurtigt læst, men svær at glemme.

I 'Tran$fervindue' er Nordsjælland blevet omdannet til et gigantisk luksuriøst hospiceområde for uhelbredeligt syge voksne.  Romanens kvindelige fortæller er beboer på hospicet. Hun hedder Maria og er forfatter. Hun får dagene til gå sammen med vennen Mikkel. De vinterbader, snakker om livet og om,  hvordan de gerne vil dø og griner af de raskes bekymringer. Maria og Mikkel betragter de raske på afstand. Opholdet på hospicet fremstår ubekymret og næsten lykkeligt. For på hospicet kan de syge være i fred for de raske. Maria og Mikkel kan være terminalt syge uden hele tiden at se deres familie være kede af det. På den måde er opholdet på hospicet et transfervindue mellem det jordiske hverdagsliv og den næste dimension - døden.

I romanen brydes beskrivelserne af livet på hospicet af erindringer fra Marias gamle liv med en almindelig hverdag med barn og kone. Her kommer sygdommen og dens mange bivirkninger til at fylde mere og mere. Håbet om at blive rask svinder, og Maria distancerer sig, efterhånden som afmagten og sygdommen tager over. 

Romanens erindringsspor gør det svært for læseren at skelne den fiktive Maria fra forfatteren Maria Gerhardt. Forfatteren Maria Gerhardt var meget åben om sin uhelbredelige kræftsygdom og familiesituation som lesbisk, gift med Rosa og med en lille søn. Teksterne har en kraft og en intensitet, der går lige i maven og hjertekulen og får tårerne til at trille. Men romanens styrke er, at fortælleren – Maria – ikke ønsker at blive ynket i forhold til sin sygdom. Snarere er romanen et langt skrift om at leve livet, mens tid er.  Romanens Maria ønsker brændende at leve,  men er tvunget til at skulle sige farvel.

Maria Gerhardt nåede lige at opleve udgivelsen og modtagelsen af 'Tran$fervindue', inden hun slap taget i livet og begav sig videre: ”om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj.” (s. 88). Heldigvis lever hendes ord videre.