Tokyo min elskede af Amélie Nothomb

Utraditionel kærlighedsroman om en kvinde, et land og en mand

’Tokyo min elskede’ er en roman. Det står der i hvert fald på forsiden. Men det er også en erindringsbog baseret på belgiske Amelie Nothombs eget liv. Som barn boede hun i Japan. Som 21-årig vender hun nu tilbage for at slå sig ned og lære sproget. Hun slutter sig til, at den mest effektive måde at lære japansk vil være at lære en japaner at tale fransk, så hun sætter en annonce op i supermarkedet.

En elev melder sig hurtigt, og hurtigt bliver han mere end en elev. Rinri og Amélie er et umage par. De kommer fra umage kulturer, udtrykker sig meget forskelligt, værdsætter forskellige ting og tænker meget forskellige tanker. Men midt i alt det forskellige får de et fællesskab. Rinri, der kommer fra en meget velhavende familie, laver den store guidede tur til Japans kultur og natur. Der bliver ikke sparet på noget, Amélie hænger nysgerrigt på og lader sig forkæle.

Det er hverken nogen nyhed eller hemmelighed, at den Japanske kultur er meget anderledes end den europæiske. De har delikatesser, gadgets og omgangsformer, som er fascinerende anderledes. Amelie får fortalt os om stort og småt på den front. Men bogen er ikke specielt gribende. Skildringerne sidder for det meste udvendigt. Kun i en dramatisk passage, hvor en bjergbestigning udvikler sig voldsomt dramatisk og til noget nærmest magisk, springer bogen op fra siderne og lokker mig med for alvor.

Men er det mon tilfældigt? Jeg overvejer, om det er et bevidst ønske fra forfatterens side, at efterlade os læsere lige så lunkne, som hun i virkeligheden selv er i forholdet til sin ”elev”. I virkeligheden er det jo landet og bjergene og sin barndom, hun elsker … Hmm…, jeg ved det ikke.
Måske vil jeg læse den igen en dag for at finde ud af det - måske ikke.