Amélie kommer fra Belgien og får i 1990érne arbejde i en stor international virksomhed i Tokyo. Hun er født i landet og har levet dér de første fem år af sit liv.
Nu vender hun med store forventninger tilbage til det land, hun altid har været fascineret af. Hun har læst japansk og behersker sproget til fulde, samtidig med at hun kender den japanske kultur. Derfor er hun yderst kvalificeret til det job som tolk, som hun har skrevet kontrakt på.
Men det ophold, hun har glædet sig til, bliver langtfra som hun havde ventet. For den japanske arbejdskultur er helt anderledes end den vestlige og Amélie mødes af en mur af hierarki og uskrevne regler, så man til sidst synes, at NU må det da være nok. Her skal man nemlig gøre sig fortjent til sine arbejdsopgaver, og der eksisterer et hierarki, der ingen ende vil tage. Ikke mindre end tre chefer er der over Frk. Mori, som er Amélies overordnede!
Amélie fascineres fra første møde af Frk. Mori, der en ung jævnaldrende kvinde, højere end de fleste japanske mænd og meget smuk. Hele vejen gennem romanen følges udviklingen i deres forhold – de to kvinder burde holde sammen og have forståelse for hinanden i en verden domineret af mænd – men det er langt fra tilfældet her. Tværtimod går de helt skævt af hinanden, men til slut tager forholdet en uventet drejning.
Trods Amélies kendskab til Japan går det galt allerede fra starten. De første par dage i virksomheden bruger hun på at få det til at se ud, som om hun arbejder, da hun ikke får nogen opgaver. Faktisk sidder hun og lærer navnelister udenad, indtil hun omsider får en opgave; nemlig at servere te for en vigtig udenlandsk delegation af forretningsforbindelser. Dette klarer hun til ug, men får efterfølgende en ordentlig opsang, fordi hun under serveringen har talt perfekt japansk – og det må hun ikke. Faktisk beordres hun til at glemme, at hun taler sproget og forstår det!! Begrundelsen er, at de udenlandske forbindelser kunne blive mistænksomme, når der er en vesterlænding tilstede, som taler sproget.
Sådan går det gang på gang; Amélie støder ind i den ene kulturforskel efter den anden. Hun er en selvstændig person, der flere gange tager initiativ til at lave noget, da hun ellers er arbejdsløs, men dette ses der ikke på med venlige øjne i Japan. At gå i gang med arbejde, man ikke er blevet sat til, forårsager ydmygelser, nederlag og undskyldninger. Amélie kommer således aldrig i gang med det arbejde, hun egentlig blev ansat til, og det ender med, at hun må påtage sig jobbet som toiletdame med ansvar for at holde etagens dame- og herretoiletter rene. Og selv her kan man træde forkert…
Hendes eneste redning er hendes humor og selvironi. Uden den ville hun næppe have overlevet mere end et par måneder i virksomheden, og som læser havde man nok også givet op. Man vrider sig og krymper tæerne, men læser alligevel videre, trods Amélies håbløse situation.
Det er en hurtiglæst, lille bog, som er skrevet i et meget flydende sprog, på trods af at den består af mange dialoger og ikke har et eneste kapitel! Det er på mange måder anderledes litteratur, men jeg synes, den er værd at stifte bekendtskab med.
Og så gør det den ikke mindre interessant, at den faktisk er selvbiografisk og bygger på forfatterens egne oplevelser, da hun som ung arbejdede et år i Japan.
Kommentarer