Hvordan forbereder man sig på at dø som 60-årig? Og hvordan kommer familien videre bagefter?
Da Barbara får besked om, at hun har fået kræft, er hun kun 60 år, og hun beslutter sig for at kæmpe imod med næb og kløer. Samtidig begynder hun dog at forberede sig mentalt og skriver ting og tanker ned fra sit liv, som de fire døtre og hendes mand Mark skal læse, hvis det værste skulle ske.
Og det værste sker. Barbara dør, og nu må familien forsøge at klare sig uden hendes smittende humør og store kærlighed til at holde sammen på dem. Barbara har dog en sidste gave til dem, for hun har skrevet et brev til dem alle, som først må læses efter begravelsen.
Elizabeth Noble starter sin fortælling ved Barbaras begravelse, så vi oplever aldrig Barbara selv. I stedet hører vi om hende gennem familiens minder og via hendes breve og notesbogen. Alligevel står hun som en meget levende og givende person, og man forstår til fulde, det store savn hun efterlader.
Men livet går videre, og de fire døtre står overfor meget forskellige udfordringer i deres liv. Lisa har svært ved at slå sig til ro i ellers lykkelige forhold, Jennifer er fanget i et køligt ægteskab, Amanda har svært ved at falde til ro nogen steder, og den kun 16-årige Hannah kæmper med at være teenager ovenpå denne store sorg.
'Til mine døtre' er en fin dameroman om sorg, døden, hverdagen og kærligheden. Elizabeth Noble beskriver tankerne og følelserne, så man ind i mellem sidder med en klump i halsen. Bl.a. skriver Barbara i sin notesbog, at hvis hun skulle skrive en bog, skulle den hedde ”Livet er kort - spis desserten først!” For som hun skriver: ”Livet er kort. Selvom man ikke får kræft. Selvom man dør som en gammel dame i sin seng. Det er stadig et glimt, og man går glip af det med en evig tiltagende fart, så knoerne bliver hvide, når vi klamrer os fast.”
Idéen bag romanen er sympatisk, og selvom den sine steder bliver lidt overfladisk, så synes jeg alligevel, at 'Til mine døtre' er værd at læse.
Kommentarer