Italo Calvino beskriver i denne samling de værdier, som han mener skal kendetegne det nye årtusinds litteratur: Lethed, hurtighed, nøjagtighed, synlighed og mangfoldighed.
Bogen er en samling forelæsninger i essayistisk stil, som Calvino skulle have afholdt på Harvard University, som den første italiener, i forbindelse med ”Charles Eliot Norton Poetry Lectures” 1985-86. Forelæsningerne skulle omhandle de værdier, som bør kendetegne litteraturen i det nye årtusind. Calvino døde desværre pludseligt, og han nåede derfor hverken at færdigskrive de sidste essays, eller afholde de fem, som man ved, at han færdiggjorde.
Bogen fremstår som en poetik, en lære om digtekunsten. Læser man nøjere efter, giver han dog også nogle bud på, hvordan god litteratur skrives og udformes: ”Litteraturen lever kun, hvis den stiller sig uendeligt store mål” (s. 115). Han efterspørger dermed en omsiggribende litteratur, en fantastisk litteratur, men også en visuel litteratur. For Calvino starter skrivningen nemlig ved billedet: ”Når jeg får ideen til en fortælling, så er det første der dukker op i hovedet på mig altså et billede” (s. 93). Ud fra billedet vokser skriften, der i stigende grad bliver enerådende, en visuel turbo: ”Det er den [skriften] der fører historien i den retning, hvor ordene løber lykkeligst, og den visuelle fantasi er henvist til at følge efter” (s. 93). Foruden at være en poetik er samlingen også en slags litteraturhistorie, hvor trådene spindes helt tilbage fra antikke digtere som Lukrets og Ovid til moderne forfattere som Georges Perec og Jorge Luis Borges. Han udfolder således historier og fortællinger fra litteraturhistorien, og lader dem fremtræde som små selvberoende, lysende perler.
Calvino fremstiller de fem værdier med en ydmyg sensibilitet, og ofte taler han også modsætningens sag. Beskrivelsen af hurtighedens kvaliteter bliver således også en beskrivelse af langsomhedens. Dermed bevæger han sig nænsomt frem og tilbage i et forsøg på at afdække enhver krog af sit genstandsfelt. Dette kommer i særdeleshed til udtryk i de passager, hvor han må konstatere, at han har bevæget sig for langt væk fra det overordnede emne. Stilen er legende, søgende, og til tider ganske underfundig: ”[…] jeg vil tale lethedens sag. Det betyder ikke at jeg anser tyngde for mindre væsentlig, men kun at jeg mener at have mere at sige om letheden” (s. 11).
Calvino tøver med at definere de fem værdier klart, men dette skal snarere ses som en styrke end en svaghed, idet hans tøven tillader ham at bevæge sig frit i forhold til sit emne. Han synes at følge den retning, som pennen udstikker for ham, han påkalder sig ikke retten til den eksakte definition, og resultatet bliver derfor en nøje refleksion, der ikke begrænser sig til det konkrete kapitels emne, men derimod breder sig ud i litteraturens fjerneste afkroge.
Bogen er absolut anbefalelsesværdig. Udover at være en fremragende indføring i Calvinos litterære virke for den læser, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med forfatterskabet, tjener den også som en påmindelse om det smukke og særegne ved litteraturens alsidige væsen ved at tilbyde nogle alternative perspektiver at betragte litteraturen ud fra.
Skrevet af Nikolaj Søe Sandberg, litteraturstuderende AU
Kommentarer