Sult

Skriften brænder ned af siderne i Tine Høegs smukke og sanselige roman, der gør ondt at læse og udfylder et tomrum i samtalen om det moderene kvindeliv.

Tine Høeg er tilbage med sin tredje roman ‘Sult’, som følger de to hitværker Nye rejsende og Tour de chambre, som rigtig mange læsere - mig selv inklusive - lappede i sig. Nu er ‘Sult’ her, og læserne er bestemt ikke mætte på Tine Høegs forfatterskab, selvom denne roman er den mørkeste og mest triste af de tre bøger til dato.

‘Sult’ er et autobiografisk værk om de følelsesmæssige og kropslige konsekvenser og betingelser ved fertilitetsbehandling og ikke mindst “sulten” efter at få et barn. Hovedpersonen Mia har haft et brændende ønske om at blive mor, siden hun var ganske ung. Nu er hun 35 år og på andet år sammen med kæresten Emil, der selv har to børn fra tidligere. Vi møder Mia og Emil, da de skal i gang med første omgang fertilitetsbehandling.

‘Sult’ er en bog, som insisterer på at vise de mange facetter af et liv i fertilitetsbehandling. At være et menneske i fertilitetssystemet, og have en partner, som har en ikke-eksistens i det system. Men det er også en bog som nuancerer denne “sult” efter forældreskabet. At være voksen og have relationer er også at skulle navigere i sine venners sorger og kriser. At skulle navigere i sin egen sorg over barnløshed, mens ens bedste veninde bliver uønsket gravid og må få en abort. At være bonusmor for sin kærestes børn. At navigere i sin jalousi overfor sin kærestes forældreskab og fællesskab med børnene og deres mor. Der er virkelig mange facetter i denne bog, præcis som vi ved, at mennesker har mange facetter.

Følgere af Tine Høeg på Instagram vil kende hendes farverige og poetiske univers fra det sociale medie. Hendes fine og skrøbelige stemme. Hendes kærlighed til både sin kæreste og hans to børn. Hvad vi ikke vidste var, at hun og kæresten har båret på denne altopslugende smerte og længsel, sideløbende med alt det farverige og poetiske. Sådan er livet jo. Specielt på sociale medier skal man huske på, at alt ikke er, som det ser ud. Mennesker er mere komplekse og bærer ofte på usynlig bagage.

“jeg vil så gerne være normal
gøre det normale
men jeg er ikke normal
det er jeg nødt til at forstå”

Citatet kommer fra Mias veninde Gro, som bliver uønsket gravid og vælger at få en abort, selvom hun både har en kæreste og et barn i forvejen. Men det kunne også være et udsagn fra Mia, eller en hvilken som helst anden kvinde i 20’erne og 30’erne. Min generation af kvinder er besatte af at skulle være normale, og det æder os op indefra at blive ved med at forsøge at passe ind i en lang række kasser som mødre, døtre, karrierekvinder, veninder... hvor ingen andre end os selv sætter den høje standard for, hvad der er såkaldt normalt.

Denne bog var ikke en nem bog at læse. Selvom den er skrevet med Tine Høegs velkendte digt-agtige luft på siderne, så var og er skriften i dette værk uafrystelig for en kvinde som mig i den fødedygtige alder, uden børn (endnu).

Skriften nærmest brænder ned af siderne, med Høegs smukke og sanselige sætninger som hasper sig fast, klynger sig til det nærmeste levende. Det kan godt føles en anelse klaustrofobisk, overvældende, at blive konfronteret med fertilitetsproblematikken, når man selv er en kvinde over 30 år uden børn. Det er ikke en dårlig ting, at romanen giver mig de følelser, men de hører unægteligt sammen med til min læseoplevelse, og det sted hvorfra jeg oplever denne roman.

Nærmest alle Tine Høegs romaner har talt til mig som med min egen stemme. Man føler sig både genkendt og fortryllet af hendes måde at skrive om sin egen generation på. Men noget i mig synes også at litteraturen kommer for tæt på nogle gange. ‘Sult’ er så meget en roman til tiden, at jeg ikke ved, hvor jeg skal flygte hen for at finde ro. Selvom bogen ikke er 1:1 mig, og jeg ikke selv har disse erfaringer på min krop, så går bogen så nær, at den bekræfter mig i min egen ikke-normalitet.

Det gør decideret ondt at læse om den længsel, Høeg og hendes kæreste gennemgår i denne bog. Men hvis man følger Høeg på Instagram, vil man også vide, at hun delte nyheden om at denne roman skulle udkomme samtidig nyheden om at være gravid. Nu flyder hendes feed over med sprudlende, farverige og poetiske billeder af en struttende mave og et forelsket blik i hendes øjne. Dog tror jeg aldrig at sulten vil forsvinde, fordi vi mennesker altid vil være umættelige på livet:

“Sulten efter at få et barn er sær. Jeg gør mig ingen forestillinger om at mit liv vil blive lykkeligere. Kun mere meningsfyldt. Jeg ved det er et farvel til freden som jeg i forvejen har så svært ved at finde (...) At det er et farvel til det skrivende liv som jeg kender det. At det er at sige ja til noget som aldrig kan gøres om. Som på mange måder betyder at miste mig selv. Fra undfangelsen er jeg for evigt besat. Men jeg har ingen tøven, ingen tvivl

jeg vil det med alt hvad jeg er”

‘Sult’ udfylder uden tvivl et tomrum i samtalen om det moderne kvindeliv med alt hvad det indebærer, og nogle gange skal litteraturen gøre ondt, før den kan gøre godt.