I den Usikre og Megalomane Landsby i en nær fremtid styrer systemet både kroppes fertilitet, begær og skam. Romanen er lige så bizar, vild og velskrevet som sin titel.
Ida Marie Hede mestrer en helt særlig skrivestil, der både bjergtager og frastøder. På én gang iskold og samtidig brandvarm kaster hun læseren rundt i rækker af springende kropslige associationer. Med den fertile kvindekrop som subjekt udrulles ubeherskede tankerækker fyldt med kropslige processer med overflod af væsker og råt begær. Systemet styrer den perfide kontrol af de selvidentificerede Females.
Jeget er flyttet fra Brokvartererne til Den Usikre og Megalomane Landsby, som mange andre. Alle fornemmer en form for udvælgelse blandt tilflytterne, men ingen kan rigtigt huske detaljerne om, hvordan de er kommet der. At nogen suges ind af Landsbyens centrifugalkraft og andre bliver holdt ude er kun teorier, der gisnes om.
Den første tid boede hun sammen med sine børns far og deres uendelige række af små børn i den gule villa. Nu er hun skilt og er flyttet til en lille lejlighed i Landsbyens østlige kvarter. Her passer hun sine utallige børn, som hun helt bogstaveligt ikke har tal på og lever samtidig i en konstant og accelererende fertilitet, som fx sætter gang i ægløsning mindst fire gange om måneden. Ritualer foreskriver, at alle Females sender kropsinformation med temperatur og udflådsprøver til systemet hver dag: ”I udflåddet sporer de også mit L-niveau. Det er mærkeligt at få breve med grafer, der køligt afslører, at jeg var mest liderlig den aften, jeg så Point Break.”
Jeget leger med ilden, når hun dater sine tre veninder: Hjerteskam, Kødskam og Røvskam. Systemets kontrol over kønslivet rækker vidt, når Kontoret for HOR og FLAMMENDE BOGSTAVER arrangerer skafot-ceremonier, der udstiller Females, der har begået utroskab eller ikke-reproduktiv sex. En manifestation af begær og skam? ”En feministisk pornofest eller måske en kollektiv bromance?”
Som læser er man hele tiden på opdagelse efter en måde at forstå, hvad systemet vil og hvorfor. Men man rives med i strømmen af jegets tankemønstre og ubesvarede spørgsmål. Er et oprør mod systemet mon muligt, når Landsbyen er formet af hormonbetvungne kroppe? Findes der ægte venskab og kærlighed?
Romanen er sammensat af forskellige udtryk og genrebrud. Indtil flere essayistiske afsnit og popkulturelle referencer peger på, at romanens skrivende nutid er lige ved siden af det fiktive univers. Romanen har på den måde et stærkt præg af at være en del af den kønsdebat, der har taget til i styrke i sit udgivelsesår 2020. Den fremstår som et velplaceret opråb, hvor køn og skam, krænkelser og klima bliver behandlet med et skarpt og sarkastisk blik. Undertrykkelse kan ifølge jeget ikke beskrives gennem menneskelig psykologi:
Det er ikke mennesker alene, der krænker, men strukturerne, de er formet af, som giver dem frit lejde. Så jeg taler om Landsbyen som en bevidsthed, selvom jeg slet ikke har lyst til at se den som et menneske.
Kommentarer