Submarino af Jonas T. Bengtsson

Ødelagte mennesker ødelægger mennesker der ødelægger…

Det er forunderligt, at man af et godt hjerte kan anbefale en bog, som man egentlig har fået det dårligt af at læse. Ikke desto mindre er det, hvad jeg har tænkt mig at gøre – altså anbefale bogen, ikke at få det dårligt.

Det umiddelbart velsmagende ord "submarino", er i virkeligheden den grumme betegnelse for den torturmetode, hvor bødlen holder offerets hoved under vand til kvælningsgrænsen. Aldeles ulækkert og meget barskt. Men samtidig en velvalgt titel, da hovedpersonerne i "Submarino" i høj grad holdes under vand af kræfter større end dem. Her er tale om social arv af den absolut ondeste skuffe.

"Submarino" handler om to brødre. Romanen er delt i to dele, hvor de to brødre hver især fortæller deres historie. De er nu voksne og fortæller om deres nutid i nutid, men i glimt forstyrres de af fortiden og vi får, på fragmentarisk vis, fortalt historien om deres meget svære barndom, med en fordrukken mor, der mere end svigter dem og deres spæde lillebror, med meget uhyggelige konsekvenser til følge. Det er næsten ikke til at bære alt det onde de har været igennem.

Jonas T. Bengtsson formår, med sine gribende portrætter af de to brødre og deres historier, at få læseren til at holde af og forstå de mennesker det handler om. Lidt af en bedrift, normalt har man ikke megen sympati for voldsforbrydere og gravide narkomaner, men Bengtsson skriver sig ind i under huden på dem og ind i hjertet på os.

Jonas T. Bengtsson fik velfortjent og stor succes med sin debutroman "Aminas breve" der udkom i 2005. Det siges, at det er svært at skrive den anden roman, når den første har været en stor succes. Om det har tynget Bengtsson ved jeg ej, men med "Submarino" har han igen skrevet en roman der gør et stort indtryk – og fortjener mange læsere.

People's Press, 2007. 390 sider