Stensamlere

Et listigt hviskende, langsomt psykologisk portræt af to menneskers ravage og nødvendighed i hinandens liv. Professoren og sekretæren 2.0.

Mød Hammer: kvindebedårer, professor og tidligere underviser i filosofi. Mød også Hammers sekretær gennem 40 år, den stille eksistens Dagmar Grüner. Hammer er født med en misdannet hånd, hvorfor han ikke kan klare sig uden hjælp i et forskende og bog- og artikelproducerende liv. Da valget falder på Grüner, er det, fordi hun ikke er ”en distraherende natur”. Hammer bliver dog snart afhængig af hendes ”balancerede og varme væsen”. Lyden af hendes stemme bliver ligefrem terapeutisk for ham.

Hverken Hammer eller Grüner er unge længere, da bogen stævner ud. De har masser af fælles minder og fordæktheder at tænke tilbage på, men læseren må tage til takke med brudstykkerne. Ja, det forholder sig nemlig sådan, at Hammer og Grüner har en forbandet og – i litterært øjemed – forbandet spændende evne til at formumme essentielle minder og forpuppe dem i erindringen. Også tidens sløring har selvfølgelig sørget for at sende et viskelæder ind over mange minder. Derfor hviler der en dejligt dump intensitet over bogen.

Et sted citeres filosoffen Ludwig Wittgensteins ”Det man ikke kan tale om, må man tie om”. Som læser af ’Stensamlere’ må man – som i en sand Wittgenstein-indfrielse – finde sig i at få smækket en dør i hovedet. Og dér står man så. Underinformeret, men ophedet af antydningens sitrende kunst. Man spises af med: ”Jeg går ud fra (…)” eller et: ”Når jeg tænker tilbage, må jeg prøve at huske detaljerne”. Flere gange er der dog tale om fuldstændig skelsættende scener, som ingen mennesker glemmer, så længe de lever.

Synsvinklen hviler skiftevis hos Grüner og Hammer. Godt nok er det kun Grüner, der fortæller af egen fri vilje. Hammers fortælling finder hun nemlig i dagbogen på hans arbejdsværelse og læser løs: et alletiders tillidsbrud mellem ansat og chef i et forhold, der er blevet til en afgørende sameksistens.

Der er så mange ting, de to ikke har fået sagt til hinanden, og man fornemmer, at Hammer har skrevet dagbogen med en bestemt smuglæser for øje … Det er nemlig sådan, at Grüner er bange for at komme for tæt på, og som passioneret stensamler er hun altid bange for at træde over en usynlig grænse i landskabet. Ind på en andens territorium. Sådan selvfølgelig også med Hammer.

’Stensamlere’ er en flot og narrativt drillesyg bog om eftertanke og livets mange valg, som altid hiver fravalg med sig. Som da Hammer helt trekantsdramatisk står i vejen for en anden mand i Grüners liv, eller som da Hammer i stedet for en ung studerende inviterer Grüner med på en rejse for at besøge Wittgensteins gamle hytte langt ude i den barske, norske natur. Hun skal være hans chauffør og rejsekompagnon.

’Stensamlere’ tager sin begyndelse i tiden lige efter denne rejse, og man forstår, at noget alvorligt er sket med Hammer. For Grüner går dagene med at sørge for den sengeliggende sammen med en sygeplejerske.

Grüners porøse eftertænksomhed, hendes lyttende natur og grundighed står så fint i kontrast til den socialt anlagte Hammer. Det er især Grüner, jeg involverer mig i. Denne ensomme eksistens, der sommetider formår at halv-gribe livet, men øjeblikket efter er det slut. Et sted fortæller hun sin gamle mor om, at hun skam har haft en mand, men til moderens spørgsmål om, hvor han så er nu, må hun svare ”en anden har ham”. Av, mit hjerte!