Anmeldelse
Spor 83 af Fiston Mwanza Mujila
Mujila går i Célines fodspor med denne roman om en fordærvet verden, hvor sproget pulserer med en sitrende musikalitet.
’Spor 83’ er en roman om guldfeber, om kampen for at overleve i en verden gennemsyret af uretfærdighed og om den livslyst, der alligevel er at finde alle steder. Romanen foregår i Congo i den fiktive Bystaten, regeret af diktatoren Oprørsgeneralen. Her forsøger vennerne (og ind i mellem fjenderne) Lucien og Requiem at skabe sig en tilværelse. Requiem ved at snyde og fuske. Lucien ved at skrive dramastykker, hvor Che Guevara, Napoleon og den congolesiske politiker Lumumba diskuterer oprør. Man kan så selv gætte sig til, hvem der klarer sig bedst af de to. I den verden af vold, prostitution og guldgravere anses det for fuldstændigt tåbeligt at forsøge sig som kunstner, ja man bringer ligefrem skam over familien. Især hvis man insisterer på en beholde sin kunstneriske autonomi.
Spor 83 er en berygtet bar i Bystaten, hvor den brogede befolkning hver dag drikker deres sorger væk. Temperaturen og humøret er højt, mens menneskemassen bølger frem og tilbage i takt til jazzmusikken, og de mindreårige prostituerede (kaldet ællinger) forsøger at indynde sig hos kunderne efter det samme, evige omkvæd: ”Ved De, hvad klokken er?” Netop musikken spiller en stor rolle i romanen, der er skrevet med et helt særligt, rytmisk sprog. Det vibrerer af liv, af uforudsigelighed, af frustration, men også af humør. Det pulserer nærmest. Et eksempel:
”Udenfor: den rene ællingepoesi. – Du er min prins, jeg har sådan lyst til at kramme dig, jeg er så tændt, helt vildt liderlig, tag mig under armen og lad os komme væk herfra, til Perugia, jeg vil se slavehavnen i Nantes, jeg er din slave, bind mig for altid, hold fast i mine arme, jeg vil så gerne se havnen i Marseille… Spændingen steg hvert tiende minut. Flaskerne blev åbnet ti ad gangen for at drukne vreden og leden over at leve i en fordærvet verden”.
Det må være en oplevelse at høre romanen læst op, især på fransk, som den oprindeligt er skrevet på. Men oversætteren Rikke Mai Pohl har gjort det virkelig godt med at gengive originalens stil.
Karaktererne er ikke særlig dybe, så man skal ikke læse den for at få et dybdegående, psykologisk portræt af mennesket. ’Spor 83’ skal til gengæld læses for dens fantastiske tone, der på samme tid er kynisk og munter. Den er en sang om uopfyldt frihedshunger; et requiem for en ny verden, som det hedder i romanen. Den er blevet sammenlignet med Louis-Ferdinand Célines ’Rejse til nattens ende’ – en af mine allerstørste favoritter – og de har da også begge øje for humoren i det trøstesløse.
Fiston Mwanza Mujila er født i Congo og er bosat i Østrig, hvor han er ved at færdiggøre en Ph.d. Han har skrevet lyrik og drama, men ’Spor 83’ er hans debutroman. Den har fået megen omtale i Frankrig og er indstillet til de prestigefyldte Man Booker Prize og Prix du Monde.
Mujila går i Célines fodspor med denne roman om en fordærvet verden, hvor sproget pulserer med en sitrende musikalitet.
’Spor 83’ er en roman om guldfeber, om kampen for at overleve i en verden gennemsyret af uretfærdighed og om den livslyst, der alligevel er at finde alle steder. Romanen foregår i Congo i den fiktive Bystaten, regeret af diktatoren Oprørsgeneralen. Her forsøger vennerne (og ind i mellem fjenderne) Lucien og Requiem at skabe sig en tilværelse. Requiem ved at snyde og fuske. Lucien ved at skrive dramastykker, hvor Che Guevara, Napoleon og den congolesiske politiker Lumumba diskuterer oprør. Man kan så selv gætte sig til, hvem der klarer sig bedst af de to. I den verden af vold, prostitution og guldgravere anses det for fuldstændigt tåbeligt at forsøge sig som kunstner, ja man bringer ligefrem skam over familien. Især hvis man insisterer på en beholde sin kunstneriske autonomi.
Spor 83 er en berygtet bar i Bystaten, hvor den brogede befolkning hver dag drikker deres sorger væk. Temperaturen og humøret er højt, mens menneskemassen bølger frem og tilbage i takt til jazzmusikken, og de mindreårige prostituerede (kaldet ællinger) forsøger at indynde sig hos kunderne efter det samme, evige omkvæd: ”Ved De, hvad klokken er?” Netop musikken spiller en stor rolle i romanen, der er skrevet med et helt særligt, rytmisk sprog. Det vibrerer af liv, af uforudsigelighed, af frustration, men også af humør. Det pulserer nærmest. Et eksempel:
”Udenfor: den rene ællingepoesi. – Du er min prins, jeg har sådan lyst til at kramme dig, jeg er så tændt, helt vildt liderlig, tag mig under armen og lad os komme væk herfra, til Perugia, jeg vil se slavehavnen i Nantes, jeg er din slave, bind mig for altid, hold fast i mine arme, jeg vil så gerne se havnen i Marseille… Spændingen steg hvert tiende minut. Flaskerne blev åbnet ti ad gangen for at drukne vreden og leden over at leve i en fordærvet verden”.
Det må være en oplevelse at høre romanen læst op, især på fransk, som den oprindeligt er skrevet på. Men oversætteren Rikke Mai Pohl har gjort det virkelig godt med at gengive originalens stil.
Karaktererne er ikke særlig dybe, så man skal ikke læse den for at få et dybdegående, psykologisk portræt af mennesket. ’Spor 83’ skal til gengæld læses for dens fantastiske tone, der på samme tid er kynisk og munter. Den er en sang om uopfyldt frihedshunger; et requiem for en ny verden, som det hedder i romanen. Den er blevet sammenlignet med Louis-Ferdinand Célines ’Rejse til nattens ende’ – en af mine allerstørste favoritter – og de har da også begge øje for humoren i det trøstesløse.
Fiston Mwanza Mujila er født i Congo og er bosat i Østrig, hvor han er ved at færdiggøre en Ph.d. Han har skrevet lyrik og drama, men ’Spor 83’ er hans debutroman. Den har fået megen omtale i Frankrig og er indstillet til de prestigefyldte Man Booker Prize og Prix du Monde.
Kommentarer