Inger Christensens kunstneriske format og personlige vandmærke i sproget og de poetiske billeder er til stede i hver eneste af teksterne i udvalget af efterladte papirer.
Det er sjældent at læsningen af en bog, der på trods af, at den overvejende består af brudstykker og fragmenter, i den grad efterlader et indtryk af sammenhæng og kontinuitet i den måde, der digtes og tænkes på. Det er præcis det, der er tilfældet i dette fremragende og smukke lille udvalg af tekster fra det omfattende personlige arkiv, som Inger Christensen efterlod sig ved sin død i 2009.
Teksterne, der er udvalgt af Inger Christensens søn, Peter Borum, og den svenske digter Marie Silkeberg, spænder vidt både i tid og udtryk. Fra fuldt færdige digte, som i den indledende sonet, hvis slutlinjer udgør bogens titel: ”Så har jeg set en jordiskhed i alt/ som var mit sind lidt græs der blev fortalt” over udkast og strøtanker til længere prosastykker og essays, der bidrager til billedet af Inger Christensen som en stor lyriker og en original tænker.
På tværs af tidskronologien, der rækker helt tilbage til tiden før debuten med ’Lys’ i 1962, ledsages teksterne af Inger Christensens tegninger og matematiske tabeller og diagrammer. De peger på, hvordan netop systemerne og formen altid spillede en stor rolle i hendes digte, men altid som noget igangsættende og strukturerende i forhold til stoffet og sproget. Systemerne, hvad enten de er matematiske som i ’Alfabet’, eller formelle som sonetformen i ’Sommerfugledalen’, er aldrig et formål i sig selv, men udtryk for den sammenhæng og orden, der i forvejen findes i verden og naturen.
Sproget skal i Inger Christensens optik ikke ”opfinde” verden, eller skabe ”en verden inde i verden”, men gøre den synlig og nærværende. I samlingen er der mange eksempler på denne udveksling mellem jeget, sproget og verden. Smukt og tankevækkende i den poetologiske tekst ’Verden ønsker at se sig selv’, hvor Inger Christensen taler om det poetiske billede, hvor modsætningen mellem drøm og virkelighed ophæves og lader ”drømmedybet” og ”verdensdybet” mødes: ”Kun hvor disse to absolutte dyb berører hinanden, svimmelt roligt,/ opstår Billedet./ Ikke drømmebilledet. Ikke verdensbilledet./ Men Billedet af verden”.
Sådanne ”billeder af verden” er der mange eksempler på i samlingens digte og notater. Såvel verdens og naturens skønhed og sansefylde som dens skrøbelighed og udsathed, ”der gør vores jord/ til en dødsmærket stjerne.” Alt sammen båret af digterens ydmyghed og evne til at undre sig: ”Det eneste under/ er menneskets evne til at undre sig.”
Hos Inger Christensen er der ingen hierarkier mellem de svimlende labyrintiske syner og de helt enkle og gribende udtryk for hjemlighed og jordiskhed: ”Hvad findes der mere/ hvad findes der mor/ hvad findes der mer/ mellem himmel og jord”.
’Som var mit sind lidt græs der blev fortalt’ er en forløber og en smagsprøve på den store, samlede udgave af Inger Christensens papirer, som efter planen skal udkomme i foråret 2018. Indtil da bekræfter dette lille udvalg blot, hvor meget der er at glæde sig til.
Kommentarer