Som brødre vi dele af Lisbeth Brun

Lisbeth Brun bringer handlingen til live med små detaljer og antydningens kunst i sidste del af trilogien om familierelationer og landsbrugssamfundet langs Limfjorden.

På bagsiden af ’Som brødre vi dele’ står der, at det er en selvstædig fortsættelse af ’Vejs ende’ (2006) og ’Det du mister’ (2011). Alligevel anbefales det at læse serien kronologisk for at få alle nuancer med og forstå sammenhængen mellem hændelser og personer, som krydser hinandens spor i alle tre romaner. For eksempel spiller hovedpersonerne Lærke fra første del og Marie fra anden del begge en birolle i nærværende roman.

Helle vender tilbage til en egn, hun føler sig stærkt draget af. Det er ikke Helles fødeegn, men det kunne det have været. Ved fødslen blev hun bortadopteret men opsøgte i anden del, ’Det du mister’, som ung kvinde sin biologiske mor Marie og hendes mand Villy på deres gård Fjordagerholm for i smug at komme ind på livet af dem.

Handlingen udspiller sig helt derude langs Limfjorden, hvor naturen fylder meget i såvel synsfeltet som i bevidstheden - et landbrugssamfund på retur og et affolket lokalmiljø, hvor alle kender hinanden, og der er uskrevne regler for, hvordan tingene klares. Som udefrakommende skal man kæmpe for at blive lukket ind – det gælder ikke mindst ens egen blodbeslægtede men fremmede familiemedlemmer. Er blod mon tykkere end vand, synes Lisbeth Brun at spørge.

Helle, som nu er i 40’erne, vender endnu engang tilbage efter 22 år. Villy er død, gården står tom, og Helles biologiske mor Marie blev skilt og flyttede væk mange år tidligere. Med tilladelse fra halvbroderen og arvingen Jens får hun lov at leje gården for at starte en rideskole for handikappede.

En del af romanen springer tilbage i tiden til slutningen af 1980’erne, dengang Helle første gang kom til Fjordagerholm. På den måde belyser Lisbeth Brun hændelser og situationer fra anden del i serien oplevet fra en ny synsvinkel, nemlig Helles.

’Som brødre vi dele’ kredser om søskenderelationer, søgen efter rødder og ønsket om at høre til. Lisbeth Brun er dygtig i sine miljø- og personskildringer og bringer handlingen til live med små detaljer og antydningens kunst som vellykkede virkemidler. Deri minder hendes forfatterskab en hel del om Ida Jessens skrivestil, og egnsportrættet lægger sig tæt op af Marianne Jørgensens forfatterskab.