Resten af livet

Romanerne om Helle er på én gang slægts- og danmarkshistorie og samtidig er det fyrre års kvindehistorie. I denne fjerde bog forsøger en mor og en datter at nå hinanden.

Helle blev bortadopteret som barn. Helles mor, Marie, fik lagt et klæde over sit ansigt, da hun fødte Helle, så hun ikke kunne se sit nyfødte barn. Helle voksede op hos adoptivforældre, der elskede hende og sørgede for hende materielt, men hvor hun aldrig følte sig helt hjemme. Det er den følelse, der har været Helles grundstemning i livet: Ikke at føle sig hjemme, følelsen af ikke være ønsket, ikke at være noget værd, at hun når som helst kan skubbes til side.

Da Helle var omkring tyve år, opsøgte hun sin biologiske mor Marie og hendes mand, Villy, første gang. Da hun var omkring fyrre år, gjorde hun det igen. Ingen af gangene var det nogen stor succes. Nu er Helle 47 år. Hun ejer Fjoragerholm, den gård, hvor hendes to brødre voksede op. Hun har brugt en stor del af sit liv på at jage forskellige ting, der kunne gøre hende lykkelig; sin mor, en slank krop, den store kærlighed, det rigtige job. Men mange gange har hun selv skubbet lykken bort for ikke at risikere at blive afvist. Nu har hun besluttet sig for at blive i Lendrup og lave sommerridelejr for overvægtige børn. Maries mand dør, og Marie flytter ind hos Helle for at komme sig, og mor og datter prøver at finde hinanden.

Resten af livet er sidste selvstændige fortsættelse af de tre romaner Vejs ende, Det, du mister og Som brødre vi dele. Alle fire romaner foregår i Lendrup i Himmerland og er skrevet i et smukt og afdæmpet typisk Lisbeth Brunsk sprog. Romanerne fortæller en families historie set fra forskellige synsvinkler og fra forskellige perioder i løbet af fyrre år. I Resten af livet forsøger en mor og en datter, på trods af mange års adskillelse, at nå hinanden.

Romanerne er på én gang slægts- og danmarkshistorie, især historien om bondesamfundets opløsning, og samtidig er det fyrre års kvindehistorie. Da Marie kom til Lendrup som ung enlig mor med endnu et barn i maven og skulle være husholderske for Villy, kunne han bestemme, at hun ikke måtte beholde sit barn, for hun var afhængig af ham. I årene efter arbejdede Marie også dagen lang på gården, men det var Villy, der havde pengene. Som Marie siger et sted i romanen; ”Det, jeg kunne, talte ikke. Det gav ingenting på kontoen, at jeg bagte en kringle. Vi koner var gratis arbejdskraft.”

Jeg kommer til at savne Lendrup og Marie og Helle, og det er med lidt vemod, at jeg slipper dem. Men det glæder mig, at Helle ser ud til at begynde at turde tro på sig selv og på kærligheden, og det er da et godt sted at slutte.