Smaragdsliberen

Fremragende roman om tro, tolerance og venskab i en verden med krig og terror.

Det er en meget smuk og gribende bog, Anne-Cathrine Riebnitzsky har skrevet. Bogen handler om tro, tolerance og venskab, men den handler også om at kunne se skønheden. Anne-Cathrine Riebnitzsky formår som få at skrive om store etiske dilemmaer, tro og religion, og hendes budskab er, at det er ikke religionerne eller det at tro på en gud, der er vor tids største problem, men måden hvorpå nogen bruger religion som påskud for onde handlinger.

Hovedpersonerne er den jødiske smaragdsliber Pierre Levy, hans datter Zara og Pierres ven Youssef. Pierre og Youssef er vokset op i Nazareth på et tidspunkt, hvor religionerne levede fredeligt sammen, og hvor det handlede om, hvem man var som nabo og menneske mere end, hvad man troede på. En menneskealder senere er han blevet smaragdsliber i en lille tysk by, mens Zara, der er kunsthistoriker, bor i Paris. Også vennen Youssef, der er juveler, bor i Paris.

Bogen begynder med, at Pierre får hjertestop tre gange, men genoplives til et liv, han måske ikke har lyst til at leve. Alligevel bliver han et gladere menneske efter sin nærdødsoplevelse. Under hospitalsindlæggelsen viger Zara ikke fra hans side, for hun kan ikke bære tanken om at miste sin far, som hun har været tæt knyttet til, siden hun mistede sin mor som seksårig.

Zara rejser rundt i verden på udkig efter bemalede huler, og da hun for UNESCO rejser til et område mellem Georgien og Aserbajdsjan for at se på nogle huler, der måske skal fredes, bliver hun kidnappet af en gruppe IS-krigere, der giver hende valget mellem at konvertere og gifte sig med en af krigerne eller dø. Det lykkes dog Zara at undslippe og nå frem til det kloster, hvor hendes ekspedition startede. I klostret fører hun lange, dybsindige samtaler med den ortodokse munk, som leder klostret. Zara definerer sig som ateist, men da hun på forunderligvis undslipper, hører hun en stemme, der siger, at hun er reddet. Kan det være Guds stemme, når hun er ateist? Det mener munken.

Pierre kan se skønheden i en ædelsten, endnu før den er slebet og blevet til en vare, der handles for flere millioner euro, men Pierre kan også se skønheden i venskabet og livet. Hver søndag tager Pierre til Paris for at se til Zaras lejlighed og for at spille skak med Youssef på en café. Efter et islamistisk terrorangreb i Paris siger Youssef: ”Den eneste katastrofe, der har ramt os er, at vi tilhører de forkerte….mine naboer tror, at IS er det samme som islam”

’Smaragdsliberen’ er en bog, man ikke kan lægge fra sig, som giver stof til eftertanke. Det er en helt igennem smuk bog, skrevet i et smukt sprog, som når hun om en grænsevagt siger, at han ser hende i øjnene med et blik, der ingen uniformer kender. I modsætning til mange af samtidens forfattere, så det er altid med stor forventning, jeg går i gang med en ny Riebnitzsky.