Anmeldelse
Slør af Lis Vibeke Kristensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Christine sidder i toget fra Hovedbanegården på vej hen for at besøge sin uadskillelige barndomsven og følelsesmæssige tvillingebror, Christian. Tæppet er trukket væk under hende, og tankerne går både frem mod mødet med Christian, som skal være hendes redningsplanke i nøden, og bagud mod det, hun lige har forladt.
Hun er på flugt fra en tilværelse, hvor ord som hijab og diplomatpas er en del af hverdagen, efter et bedrag hun slet ikke forstår. Men hun har andre gåder i sit liv, som tankerne kredser om, men undgår at komme for tæt på.
Historien fanger lige fra den første side. Mange ting antydes, og et mønster opstår. Christines tanker fører hende tilbage til Teheran med diplomatmanden, Hans, og hendes motionsgruppe af iranske kvinder, som hun lokker til at danse. Her er hun selv den, der bedrager. Hun filmer dem med henblik på at skabe en koreografi, når hun engang er tilbage i det trygge Danmark. Deres risiko er stor. Der er forbud mod dans, og straffene er hårde.
Den smukke kvinde Massoumed, som er ansat på ambassaden, bliver hendes veninde og fortrolige. Massoumeds mand er iraner med dansk statsborgerskab. Han har importeret en ny iransk kone til Danmark, men vil ikke lade sig skille fra Massoumed, som er desperat efter sin frihed og efter at komme væk fra Iran.
Hans og Massoumed har en affære, og Christine føler sig dobbelt bedraget. Hendes tanker kredser om, hvad der egentlig skete, og hvad der satte det i gang. Og helt uskyldig er hun vist ikke selv. Har hun selv svigtet en gang eller måske flere gange før i tiden? Hævnen er sød, men hvad er det hun vil?
Som antydet er der flere lag i romanen. Dels den meget banale handling med mandens affære og den bedragne hustru. Men også den meget aktuelle historie om, hvordan det er at leve som kvinde i et fundamentalistisk land i kontrast til det frie Danmark, som Lis Vibeke Kristensen giver et meget fint øjebliksbillede af. Også pressens rolle i dagens samfund og de barske vilkår, det kan give at være en kendt person, kommer romanen ind på.
Men det er nok først og fremmest en roman om en kvindes udvikling, om at få gjort op med skeletterne i skabet og komme videre. At vælge at tage ansvar for sit liv. Personerne i bogen virker troværdige på nær Christian, som er tæt på at være den trofaste ven, alle kvinder drømmer om. Kvindeskildringerne er nuancerede og fordomsfri. Christine er en rå, stærk kvinde, og Massoumed er hendes pendant.
Romanen bygger en elementær spænding op, som holder bogen ud. For læsere, der ynder Hanne-Vibeke Holsts romaner, er denne roman en oplagt nydelse.
Lindhardt og Ringhof, 2002. 186 sider. Kr. 249,-

Kommentarer