Skyd appelsinen af Mikael Niemi

En aktuel og ret foruroligende historie om en teenager, der, optaget  af sig selv, sætter sig selv og andre i spil.

Det mest originale ved denne historie er måske, at ordet “kapitel” ved hvert kapitel skifter bogstaver og skaber hele tiden mærkeligere ord, som nu fx: Katoppel, Kipattel, Knapittel, Karputtel, Karpittel og Kaphitler.

Hovedpersonen, som er navnløs, er teenager, utilpasset, uelsket og betragter sig selv som et misforstået geni. Han bor alene sammen med sin mor i en meget lille lejlighed. Moren arbejder på byens sygehus, og hovedpersonen lever sin egen triste og hormonelle tilværelse, hvor han mest sukker efter skolens lækreste pige. som helt overraskende afviser hans nørdede og klodsede forsøg på at nærme sig hende. Afvisningen får ham til at brænde mentalt sammen, og han beslutter sig for at flashe den ultimative grimhed og trasker i skole, den ene dag, i en vederstyggelig kittel som en hån mod al mode. En anden dag fisker han en gigantisk bussemand ud af egen næse og vælger at gå med den smurt ud over sin ene kind. Han begynder også at dyrke sit lyriske talent og undfanger episke digte om at bombe skolen og om at sætte ild til alt. I sin frustrerede seksuelle ensomhed masturberer han med en brunplettet banan. Digtet om at bombe skolen hænger han op på en opslagstavle på skolen. Som et protestråb mod magthaverne.

Sådan bygger han sig selv op. Han opdager, at han skriver bedre end andre. Sartre og Strindberg kan ikke måle sig med ham.

Reaktionen fra de andre lærere og elever nyder han, også selv om den er negativ. Han skiller sig ud, han er ovenpå. Han er dem overlegen. I både intellekt og følelse.
Og så møder han Pålle. Pålle bliver mobbet i skolen og mishandlet derhjemme, men ude i skoven har han sin egen hjemmeværnsbunker, hvor han spiser konservers og øver sig i at skyde. Pålle tager det der med at bombe skolen ret seriøst.

'Skyd appelsinen' er både en tankevækkende og lidt frustrerende læseoplevelse. Hovedpersonen, en ekstrem svensk Holden Caulfield, er overbevisende selvoptaget, hvilket både er irriterende og troværdigt. Vores hovedperson er en reaktion på sine omgivelser. Som sagt, vi har hørt historien før. Men alligevel er det foruroligende og fængslende læsning, da Niemi skriver med en intensitet og umiddelbarhed, som gør, at man kommer i samtale med både bog og hovedperson.

Romanen rummer mange følelser og er på mange måder en aktuel historie om identitet, forelskelse, familie, venskab og den store kunst, det er at finde sig selv blandt andre.