Begivenhederne i Sigurd Hoels roman »Mødet ved milepælen« finder sted i Norge i 1943. Fortælleren har et hus, der fungerer som tilflugtssted for modstandsbevægslen under den tyske besættelse af landet. Fortælleren, som modstandsfolkene kalder for »den pletfrie«, diskuterer på tilflugtsstedet med manden Indregård, hvorfor nogle mennesker bliver nazister og forråder deres fædreland og demokratiet.
Fortælleren begynder at skrive om de af hans ungdomskammerater, der er endt som nazister, og hvorfor de endte der. Han må erkende, at han mangler viden og derfor også svar og begynder derefter at skrive om sig selv - med en vis tilbageholdenhed kan læseren spore. Derefter er der flashbacks til fortællerens ungdom, hvor han gjorde kæresten Kari gravid. »Den pletfrie« ønskede dengang ikke at tage ansvaret for barnet og mente, hun skal tage en abort.
Fortælleren opsøgte en af sine bekendte, den lægestuderende Carl Heidenreich, der dog afslog at hjælpe med abort. Fortælleren reagerede voldsomt og forbandede Heidenreich langt væk. Episoden får afgørende konsekvenser senere i romanen. Problemer så ud til at løse sig, da Kari senere kom og fortalte, at hun alligevel ikke var gravid.
»Den pletfrie« og læseren følges ad i det meste af romanen, men jo længere romanen skrider frem, og jo mere, der springes i tiden fra fortælletidspunktet i 1943, jo mere påfaldende bliver det, at fortælleren ved mere end os.
I 1943 sendes »Den pletfrie« til en lille by ved kysten, hvor han skal hjælpe en lokal modstandsgruppe med at afdække en lækage i gruppens inderste cirkler. Her møder han Carl Heidenreich, der er nazist og en af byens spidser efter at være flyttet til byen for over 20 år siden. Heidenreich bor sammen med hustruen Maria og sønnen Karsten - der ligner fortælleren på en prik!
Fortælleren indser, at Maria er den Kari, der i 1921 sagde til ham, at hun alligevel ikke var gravid. Det var hun - og hun forlovede sig i stedet med Heidenreich.
Da sammenhængen er gået op for »den pletfrie« bliver han fanget af Gestapo og tortureret i Heidenreichs hus - flere gange med Heidenreich som bøddel. Hans mission er nu pludselig blevet zoomet ind til en undersøgelse af, hvorfor helt konkrete mennesker bliver nazister. Og han indser, at han selv om han har været på den rigtige siden i krigen, også bærer på en skyld, fordi han svigtede sine medmennesker: Kæresten Kari, da hun havde brug for hans hjælp, sønnen Karsten ved ikke at tilbyde Kari ægteskab. Hans fortrængninger og huller i hukommelsen gør, at læseren begynder at kunne forstå ham bedre, end han selv er i stand til. Fortrængning er en naturlig menneskelig overlevelsesmekanisme, og »den pletfrie« kan heller ikke tage ansvaret for Carl og Karsten Heidenreichs valg.
Men læseren bemærker adskillige undvigemanøvrer i fortællerens erkendelsesproces.
Svaret på hvorfor nogle mennesker blev - eller bliver - nazister er ikke enkelt. Fortælleren synes ikke selv, han finder noget svar. Men Sigurd Hoel lader flere enkeltårsager skinne igennem i romanen: Karsten Heidenreich bliver på grund af sin biologiske fars manglende ansvar kastet i hænderne på en gal stedfar og vender sig imod dem, der gjorde det mod ham.
Romanen tegner også portrætter af de eksistenser, der er lette ofre, fordi de er kommet skævt ind på livet. Det er mennesker, der er ensomme og udelukket fra fællesskabsfølelsen i samfundet - mennesker, der ikke føler nogen solidaritet med samfundet. Typerne kender vi fra den hjemlige danske litteratur, både den skønlitterære og den videnskabligt historiske litteratur.
Endelig optegnes også en stærk kontrast mellem land og by i det norske samfund.
Sigurd Hoels underliggende budskab er, at alle mennesker er latente nazister. Vi har sider i os, der gør os modtagelige for nazismens tankegods - og vi har vort personlige ansvar for, at de ikke får lov til at vokse. Hovedpersonen, den knap så pletfrie, erkender, at han ikke har levet op til sit ansvar over for sine medmennesker.
Sigurd Hoels stil er let og hans psykologiske analyser meget skarpe.
Sigurd Hoel: Mødet ved milepælen, 366 sider (Gyldendal).
Kommentarer