Sig farvel til dig selv - tre historier af Christian Haun

Tre fortællinger om det der er os nærmest og samtidig er det mest gådefulde: familien, børnene og vores egen personlighed.

Hypnose, religiøse åbenbaringer, vanvid, familietraumer og splittede identiteter. Christian Haun tager paletten med de syrede farver i brug i ’Sig farvel til dig selv’. I bogens tre noveller undersøger Haun (f. 1974) tre menneskers kamp for at finde et sprog, der kan rumme det ubærlige.

I den første novelle, ”Hendes kappe og maske”, er hovedpersonen en 11-årig pige, hvis mor har fundet sammen med en usympatisk, alkoholisk mand, som absolut ikke er egnet til rollen som far. Pigens hverdag er præget af usikkerhed og tvangstanker. Livets ubærlighed får hende til at søge tilflugt i fantasien og sproget, hvor hun klarer problemerne som magisk, hårdtslående tegneseriehelt.

I ”Løs” følger vi en mand, der forsøger at benævne det unævnelige. En hændelse en juleaften for ti år siden i Australien ligger som en mørk, depressiv skygge i hans erindring. Hvad skete der? Science fiction fantasier giver materiale, der kan bruges som en form, der kan rumme den traumatiske oplevelse fra ungdommen, der skjuler sig dybt inde i erindringens fjerneste afkroge.

I den sidste novelle, ”Alt er sandt”, er hovedpersonen en 60-årig mand, der plager sin familie med en skilsmisse og verdens generelle uretfærdighed. Her er det metafiktion, sjælerejser og en hypnose af religiøst tilsnit, der leverer byggemateriale til flugten over virkelighedens fængselsmur.

Af de tre historier vil jeg klart anbefale ”Løs”. Her er tale om suveræn beherskelse af fortællingens økonomi, der er helt og aldeles nødvendig for orkestreringen af den vellykkede novelle. Sproget fungerer også; det var en fornøjelse at læse den meget nærværende fortælling om ungdom og familieliv, der hele tiden er krydret med små poetiske indslag, der suggestivt kobler det adskilte sammen. Virkelig stærkt.

De to andre noveller mangler den sproglige intensitet, og de er alene interessante set ud fra et realisme perspektiv; Christian Haun eksperimenterer med realismens konventioner, og får derved bl.a. sagt noget om identitet og udsigelse (Hvem er jeg? Er jeg én person eller flere?) og opfattelsen af virkeligheden (Hvor meget af erindringen er konstrueret og ”litterær”? Ser virkeligheden ens ud for alle?) etc.

’Sig farvel til dig selv’, som er Hauns syvende bog, vækker stof til eftertanke, og, når den er bedst, gør dette på en sprogligt nytænkende måde, der lader os opleve verden dialogisk og flerstemmigt.