Rock Nekropolis af Christian Haun Nielsen

Hock og Lee er to detektiver, der får til opgave at undersøge omstændighederne omkring en ung mand, der ligger i koma.

Umiddelbart en ligetil sag, men så forsvinder James Dean fra et fotografi i en café, og opklaringen bringer de to detektiver til Nekropolis - den by hvor de døde stjerner bor, og hvor en massemorder er i gang med at dræbe alle indbyggerne.

Hovedpersonerne er beskrevet som en slags pastiche på amerikanske hårdkogte detektiver. Hock er den unge sporty fyr, der er hurtig i replikken og har et letantændeligt temperament. Lee er en ældre mand, han kender mennesker, har været taxichauffør og vicesherif i Tulia, er tynd og lidt sygeligt bleg, lidt á la William Burroughs, som han også bliver forvekslet med af Jack Kerouac i Nekropolis. I flashback og intermezzo møder vi Parabellum og Marcus Vance, som begge har del i mordene i Nekropolis.

Bogen står som en krimi, men efter min mening er den mere en spændingsbog og nogle gange ligefrem morsom. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over hovedpersonernes navne Mo Hock - er det noget indiansk - Mohawk - selvom Mo Hock er asiat. Henry Lee – Nick Cave har skrevet en sang om Henry Lee på albummet Murder ballads. Marcus Vance er en gammel rockmusiker og Parabellum er navnet på et skydevåben og betyder noget i retning af ”for de smukke”. Nekropolis, den parallelle verden, er værdig godt beskrevet, der er fest i et hus, Festen før Enden, og man kan ligefrem se Steve McQueen stå i døren og gøre sig bred og savne en hurtig bil.

Ideen om denne verden er fantastisk. Tænk alt den kunst og kultur der ville være der. Det var værd at blive kendt for, hvis man kunne ende der. Jeg synes, det er en underholdende bog, selvom den kan virke lidt springende til tider. Flahbacket og intermezzoet virker ikke helt, før man har læst det meste af bogen. Men som helhed en anbefalelsesværdig bog, lige til sommerferien.

Gyldendal, 2002. 194 sider