Sidste bind i serien om mesterdetektivens samlede bedrifter indeholder både prisværdige og mindre vellykkede historier. Men Holmes ér og bliver en excentrisk ener.
Der er Sherlock Holmes – og så er der alle de andre. Selv de mest besynderlige tilfælde af mord og mærkværdigheder får mesterdetektiven gennemskuet ved hjælp af følgende metode: ”Min proces … tager udgangspunkt i den antagelse, at når man har elimineret alt, hvad der er umuligt, så må det, der er tilbage, hvor usandsynligt det end kan virke, være sandheden. ”
Det lyder let – og selv om den hengivne Dr. Watson til stadighed kan vedblive at forundres og imponeres over sin vens drevenhed indenfor kriminelt opklaringsarbejde, er der fra tid til anden også tilfælde, hvor man som læser må sande: Ja, det ER let. Lidt for let.
Dette sidste bind i Lindhardt & Ringhofs smukke samlede Sherlock Holmes-serie lyder titlen ’Sherlock Holmes´ arkiv’ og indeholder de sidste 12 fortællinger fra sir Arthur Conan Doyles hånd om alle tiders mest excentriske og forbilledlige detektiv. Og måske bærer visse af disse fortællinger også præg af en vis metaltræthed. Den originalitet, som er så altafgørende for såvel gåden som Holmes´ opklaringsarbejde, er sine steder svær at få øje på, og det er i sådanne tilfælde, at jeg har taget mig selv i at tænke, at Holmes ind imellem kommer lovlig let til sine opdagelser. Fortællinger som ’Mazarin-diamanten’, ’Den fornemme klient’ og ’Den pensionerede farvehandler’ forekommer i hvert fald mindre vellykkede, når man betragter Doyles tidligere og øvrige forfatterskab om Sherlock Holmes.
Når ovenstående er sagt og skrevet, kan det dog ikke gå hurtigt nok med at få understreget, at der også i denne samling findes både gode og gruopvækkende historier fra Holmes´ arkiv: ’Den krybende mand’ lader ikke R. L. Stevensons klassiske gyser om Dr. Jekyll og Mr. Hyde noget tilbage at ønske, ligesom ’Vampyren i Sussex’ også emmer af den form for uhygge, som manes frem ved, at helt almindelige og velfungerende mennesker pludselig – til deres nærmestes udtalte rædsel – begynder at te sig skræmmende og (tilsyneladende) uforklarligt. Også ’Thor-Broen’ fortjener at blive fremhævet for sit plot, som godt nok ikke er enestående i kriminallitteraturen, men dog af original karakter.
Det er svært at komme i tanker om grunde til ikke at læse alt, hvad Doyle har forfattet om Sherlock Holmes. Personligt tilgiver jeg gerne de af hans fortællinger, som ikke når helt på niveau, af den simple grund, at det er langt mere end gåden, der skal anspore til læsning. Det er hele miljøet omkring Holmes, hans vaner og særheder, hans tobak, hans violin, hans lejlighed i Baker Street, hans omgangsform, hans statur og hans hele personlighed.
Endelig er det yderst befriende for en sjælden gangs skyld at møde en forfatter, som tager det så som så med fx tidsangivelser – og at man også i eftertiden har ladet ham gøre det. I novellen ’De tre Garrideb´er’ står der indledningsvis, at historien foregår i slutningen af juni, men lidt senere skriver Doyle, at det var ”en dejlig forårsaften”. Men helt ærligt: Who cares?
Kommentarer