Fire forskellige kvinder i forskellige tider, med forskellige placeringer og livsforhold – men med ét tilfælles: alderdommen, både i sind og krop. Smukt og intenst fortalt af Ejrnæs.
Anne Marie Ejrnæs portrætterer i disse fire noveller fire kvinder, de tre er fiktive, den fjerde en historisk person. Kvinderne lever deres liv i forskellige samfund, hvor de er placeret forskelligt, men de har alle en ting tilfælles: de er sent i livet, alderen eller måske snarere alderdommen sidder i dem, både i sindet som livserfaring – og i kroppen som begrænsninger og forfald.
Alle fire noveller er skrevet med den sproglige sikkerhed og det stilistiske mesterskab, der gennem hele det væsentlige forfatterskab har været et adelsmærke for Ejrnæs. I bogens første novelle laver Ejrnæs med et smil det greb at flytte den tavse, undselige Engelche fra Holbergs komedie "Barselstuen" fra scenen til Amsterdam i 1769. Her har hun som svigermor et ydmygt liv i svigersønnens hus. Her har man en lejer, en historisk person, den aldrende svenske naturforsker, filosof og religiøse mystiker Emanuel Swedenborg, som Engelke – vi er i politisk urolige tider – mod betaling udspionerer og rapporterer om. Det ved han og er egentlig helt afklaret med, og imellem dem opstår en slags magisk sympati, en rørende ømhed, som Ejrnæs giver fint og stilfærdigt liv.
Bogens sidste novelle foregår i nutiden, en kvinde i pensionsalderen modtager via Linkedin en besked om en gammel vens død, og Ejrnæs kobler i fiktionen tilbage til sin egen roman ’Ravnen’, 1983, tilbage til Afrika med fascinerende perspektiv.
Bogens anden og tredje novelle står for mig som de stærkeste. I den anden, ’Kyssene’, er vi tilbage i det sene 1700-tal i Sachsen, hvor en mor med stolthed og glæde ser sønnen Johann vende hjem til Hermannstadt fra universitetet i Göttingen. Han er opfyldt af alle tidens nye ideer og virker fuld af optimisme og handlekraft – men moderen må i bekymring og sorg se ham brænde sammen i tiltagende voldsom galskab. Han kan slet ikke administrere sine mange påvirkninger i denne tragedie, som Ejrnæs skildrer stærkt og skræmmende.
I bogens tredje novelle, ’Stemmerne’, finder vi så en historisk person, forfatteren Thit Jensen i sit livs efterår i 1951. Hun er i oprør efter en nedladende anmeldelse af hendes erindringer ’Hvorfra? - Hvorhen?’, 1950, hvor anmelderen håner hendes spiritisme. Thit Jensen var jo ikke i tvivl om, at hun kunne tale med de døde, så hun er fnysende, rasende og såret, over denne latterliggørelse. Det er et vidunderligt, indfølt portræt, Ejrnæs her tegner af Thit Jensen stampende af sted på den øde kirkegård og siden siddende i stuen hos veninden, forfatteren Karen Aabye i huset på Kisum Bakke. Et portræt af vrede og oprør men også af følsomhed. Det er så klog en novelle – og for mig samlingens bedste.
Det er altid en fryd at gå ind i Ejrnæs' sprog, et helt eget stilistisk mesterskab, der heller ikke svigter i denne bog, der på smukkeste intense vis føjer sig til et af tidens bedste forfatterskaber.
Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.
Kommentarer