At få form

I fire meget forskellige kærlighedshistorier mellem talentfulde kvinder og intellektuelle eller kunstneriske mænd udforsker Anne Marie Ejrnæs kvindernes linedans mellem afhængighed og selvstændighed.

Alle kvinder betaler en høj pris for deres passion.

I "CC og snusfornuften" handler det om Camille Claudel (1864-1943) og Auguste Rodin (1840-1917). Camille Claudel er tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, efter at Auguste har fravalgt hende, både som kunstner og elskerinde, og her gør hun status over deres forhold. Hun levede, når hun skabte, og nu er hun frakendt egen eksistens og originalitet. Kunsten var altid det vigtigste for hende, men hun var prisgivet sin mesters luner.

"Sabina og forsmåelsen" handler om forholdet mellem en begavet medicinstuderende, som er i terapi hos C. G. Jung (1875–1961). Sabina er eksponent for en ny selvstændig kvindetype, og hun udfordrer på alle måder Jung, som trods sin indsigt er funderet i den patriarkalsk dominerede, traditionelle manderolle.

"Heloïse og Parakleten" foregår i 1100-tallet, hvor en ung pige forelsker sig i teologen Abelard og føder hans barn. Heloïse ender som leder af et nonnekloster, mens Abelard bliver kastreret og går i kloster. Her krydsklippes mellem den unge og ældre Heloïse, og den form giver et sjældent indblik i en livslang passions betydning og magtforhold mellem elskende. Først da han er død, indrømmer hun for sig selv, at selv om han var stor, så var han var dog kun et menneske.

Nutiden er repræsenteret i "Hun og prøverne", hvor en ung, skarpt sansende og iagttagende gymnasieelev forelsker sig i sin lærer under prøverne på Ionescos "Enetime".

Anne Marie Ejrnæs stiller krav til sin læser. Der er ingen forklaringer eller beskrivende noter om de historisk kendte elskende par. Vi får kun punktnedslag i de enkelte personers sindsstemninger, tanker og følelser. Det betyder, at man som læser bliver nysgerrig og får lyst til at opsøge andre kilder til at belyse de vældige, nærmest dødbringende kræfter, som sættes i spil mellem mænd og kvinder, kunst og lidenskab. På bagsiden af bogen står der, at det er fortællinger om at lære, elske og miste. Mere enkelt kan det ikke siges, men forfatteren viser med sit særlige, billedrige sprog mange kontraster, nuancer og lag i de alment menneskelige følelser. Følelser som nærmest bliver skræmmende, når de skal rummes.

Er forfatteren ude i et feministisk ærinde? Er det nærmest en naturlov, at kvinder har sværere ved at blive synlige i en kunstnerisk og intellektuel sammenhæng? Ejrnæs giver ikke et entydigt svar herpå, men det er blændende godt skrevet - bedst med de historisk kendte personligheder, som også i dag vækker fascination og undren i film, udstillinger og bøger.

Anne Marie Ejrnæs (f. 1946) er også kendt for sine fine slægtsromaner om kvindelivet på landet i Østjylland fra 1880 og fremefter beskrevet i "Sneglehuset" (1991) og "Theas færd" (1999).