Begavet essay hylder børnelitteraturen og husker os på børnebogens særlige kvaliteter.
Børnebogsforfatteren Katherine Rundell husker os på den særlige intense oplevelse, da man læste som barn. Hun kommer også ind på den kompleksitet, der kan være, når man som voksen forfatter henvender sig til børn.
En stor udfordring når man skriver børnebøger er andre menneskers fordomme. Det betragtes som alt andet end prestigefyldt, men derimod som et arbejde, der ikke kræver ret meget af forfatteren. Flere voksne har ydermere den mening, at læsning er en aktivitet, hvor de bøger, børnene læser, efterhånden skal øges i kompleksitet. Kathrine Rundell argumenterer for, at hvis det er sådan læsning fungerer, vil man, når man er gammel, kun være i stand til at finde fornøjelse i de sværest tilgængelige værker.
Digteren W.H. Auden definerede børnelitteratur som gode bøger, der kan læses af alle, hvorimod voksenromaner ofte kræver voksenerfaring. Og det er jo på ingen måde, fordi børnelitteratur er banal. Børnelitteratur kan læses med de erfaringsbriller, man nu engang har.
Bogen er inddelt i små kapitler, der hver har en tematisk overskrift, og forordet af Jens Raahauge indleder på bedste vis Katherine Rundells fine hyldestessay til børnelitteraturen. Udgangspunktet for bogen er ikke at få os voksne overbevist om at læse børnebøger hele tiden, men at lade os vide, at børnelitteratur nogle gange er det eneste, der slår til.
Rundell beskriver vigtigheden af den moralske forestillingsevne, der handler om at hæve sig over hverdagen og overskride private erfaringer gennem læsningen. Hun gør brug af både personlige og historiske betragtninger i bogen og er en virkelig dygtig agent for børnelitteraturen. Hendes refleksioner kan med stor fordel læses af alle med interesse for børn og litteratur.
Kommentarer