Sang for brummere

Julie Sten-Knudsens essays er stærkest, når hun skriver fra depressionens mørke. 

Første essay i digteren Julie Sten-Knudsens essaysamling 'Sang for brummere' er et åbent brev til den psykolog, som ikke formåede at hjælpe hende gennem depressionen. Det er samtidig en åben anklage af psykologer, der mener, at sygdommen ikke kan bedres ved hjælp af medicin. For det kunne den i Julie Sten-Knudsens tilfælde. Hun skriver 'Åbent brev', mens hun er i medicinsk behandling, der har givet hende nyt liv og livsmod - efter alt for mange år med lange, tilbagevendende depressioner.

Som alle med lidt kendskab til den skrækkelige sygdom ved, går den også ud over de nære relationer. Julie Sten-Knudsen beskriver dette virkelig stærkt og også, hvordan sygdommen langsomt voksede i hende med udgangspunkt i nogle barske angstanfald i ungdommen. I senere essays følger hun op på ungdomssporet, fx i det levende essay ”Kul & kål”, som fortæller om hende og en venindes kaotiske og skønne tid i Berlin i starten af 00’erne. Således får man også en udviklingshistorie foræret i essaysamlingen. Et par essays om oversete kvindelige malerkunstnere og opmærksomhedskapitalismens svøbe er lidt mindre engagerende. Jeg var til gengæld meget begejstret for essayet: ”Besat af tennis”, hvor Julie Sten-Knudsen på humoristisk vis beskriver sin vej til at begynde på tennis som en måde at forsøge at få det bedre på i depressionens favntag. Om det lykkedes for hende, kan du selv læse i den hudløse og rørende tekstsamling.